LandsrettenSagen vedrører to tiltalte (T1 og T2) tiltalt for indbrudstyveri af en minilæsser samt flere færdsels- og formueforbrydelser. Retten i Sønderborg fandt begge skyldige i tyveriet og dømte T1 til en ubetinget fællesstraf på 1 år og 4 måneder, der inkluderede en reststraf på 376 dage fra en tidligere prøveløsladelse. T1 anede dommen med påstand om formildelse, navnlig at reststraffen ikke skulle indgå. Vestre Landsret stadfæstede dommen og fastholdt principien om fællesstraf, da forholdet var begået i prøvetiden med hurtig tilbagefald til ligeartet kriminalitet.
Den primære anklage (Forhold 1) vedrørte indbrudstyveri i en staldbygning i Vojens den 4. februar 2021. Tiltalte1 og Tiltalte2 blev tiltalt for at have stjålet en Weidemann-minilæsser til en værdi af ca. 75.000 kr., jf. Straffeloven § 276 a, jf. § 285, stk. 1. Tiltalte1 var desuden tiltalt for tre yderligere forhold: kørsel i frakendelsestiden med uregistreret køretøj og stjålne nummerplader, jf. Færdselsloven § 117 a, stk. 2, nr. 2 og Køretøjregistreringsloven § 20, jf. § 2; underslæb af en lejet tæpperenser til 5.000 kr., jf. Straffeloven § 278, stk. 1, nr. 1; samt kørsel uden generhvervet kørekort, jf. Færdselsloven § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1. Begge tiltalte nægtede sig skyldig i tyveriet, mens Tiltalte1 erkendte sig skyldig i de øvrige forhold.
Retten lagde afgørende vægt på vidneudsagn fra en nabo, der observerede de tiltalte ved gerningsstedet kort før kl. 01.00 og fulgte efter deres flugtbil, indtil politiet anholdt dem. Ved anholdelsen fandt politiet en nøgle i bilen, der passede præcist til den stjålne minilæsser. Gerningsstedet var dækket af sne, og politiassistenten forklarede, at sålaftryk i sneen stemte overens med sålerne på de tiltaltes sko. De tiltaltes indbyrdes modstridende forklaringer om færden forstærkede bevisværdien.
Tiltalte2 havde en omfattende forstraffethed for blandt andet tyveri. Kriminalforsorgen afgav en personundersøgelse, hvor det konkluderedes, at Tiltalte2 ikke var egnet til samfundstjeneste grundet risiko for aggression under stress. Der anbefaledes alene prøvetid ved en eventuel betinget dom.
Tiltalte1 var prøveløsladt den 6. februar 2020 med en reststraf på 376 dage og en prøvetid til den 6. februar 2022. Forhold 1 (tyveriet) blev begået kun ca. 1 år efter prøveløsladelsen, mens prøvetiden stadig var i gang. Ifølge Straffeloven § 40, stk. 1 og § 61, stk. 2 skal der som udgangspunkt fastsættes en ubetinget fællesstraf, der omfatter reststraffen, når nyt strafbart forhold begås i prøvetiden, og rettergangsskridt foretages inden prøvetidens udløb. Tiltalte1 påstod ved anke, at reststraffen ikke skulle indgå i den samlede straf, og henviste til personlige forhold som PTSD og omsorg for sin mor.
Vestre Landsret henvisede til Højesterets praksis, herunder domme afsagt i UfR 2019.944, UfR 2020.2604 og UfR 2023.4143, om at afgørelsen om fællesstraf kræver en samlet vurdering. Følgende faktorer indgik i landsrettens begrundelse:
"Det berør omstændighederne til en helhedsvurdering, om der skal fastsættes en fællesstraf, og det indgår bl.a. i denne vurdering, om der er tale om ligeartet kriminalitet, om der er hurtigt tilbagefald til kriminalitet, og om der er et rimeligt forhold mellem længden af reststraffen og straffen for det nye forhold. Den tiltaltes personlige forhold indgår også i vurderingen."
Landsretten konstaterede, at Tiltalte1 allerede ved den tidligere dom af 18. september 2017 var straffet for færdselslovens § 56, stk. 1, og ved dommen af 19. april 2018 for personfarlig kriminalitet og tyveri. Det nye tyveri (Forhold 1) var karakteriseret ved høj værdi og indbrud, og Tiltalte1 havde desuden begået et 3.-gangstilfælde af kørsel i frakendelsestiden samt et 6.-gangstilfælde af overtrædelse af Færdselsloven § 56, stk. 1.
Landsretten fandt, at forholdet mellem reststraffens længde (376 dage) og de nye forbrydelser ikke talte for en fravigelse af udgangspunktet. Den korte tidsramme mellem prøveløsladelsen og det nye indbrudstyveri, kombineret med den gentagne overtrædelse af færdselslovens bestemmelser, understregede et hurtigt og systematisk tilbagefald. De personlige forhold, herunder PTSD og omsorgsudfordringer, blev anset som tilstrækkeligt vejet ind i den oprindelige strafudmåling og kunne ikke i denne sag ændre ved behovet for en ubetinget fællesstraf.
Retten i Sønderborg fastsatte Tiltalte1's straf til fængsel i 1 år og 4 måneder som en ubetinget fællesstraf. Strafen omfattede reststraffen på 376 dage og tillæg efter Straffeloven § 89 for de færdselsrelaterede forhold. Tiltalte2 blev dømt til fængsel i 3 måneder alene for tyveriet. Vestre Landsret foretog en ny samlet vurdering af straffens størrelse for Tiltalte1.
"Navnlig efter karakteren af kriminaliteten i forhold 1 og værdien af det stjålne, og da der foreligger et 3.-gangstilfælde af kørsel i frakendelsestiden og et 6.-gangstilfælde af overtrædelse af færdselslovens § 56, stk. 1, og henset til tiltaltes forstraffe finder landsretten, at fællesstrafen... passende er fastsat til fængsel i 1 år og 4 måneder."
Landsretten stadfæstede dermed byrettens dom fuldt ud. Begge tiltalte blev pålagt at betale sagens omkostninger.
