LandsrettenØstre Landsret havde til behandling en ankesag om, hvorvidt en direktør kunne pålægges personligt erstatningsansvar for et selskabs ubetalte transportydelser. Appelindstævnte I/S havde leveret kørsler til Virksomhed ApS 2, men betaling for en faktura på 255.763,18 kr. udeblev. Byretten fandt appellanten ansvarlig efter selskabslovens § 361, stk. 1, og landsretten stadfæstede dommen, idet den afviste et nyt processuelt anbringende og tiltrådte, at appellanten havde handlet ansvarspådragende.
Appelindstævnte I/S er en transportvirksomhed, der i foråret 2022 udførte kørselsopgaver for Virksomhed ApS 2 (tidligere Sagsøgte ApS). Selskabet var ejet af Person 3, men den reelle drift blev ifølge appellantens forklaring varetaget af Person 3 og andre.
Appellanten var i perioden 17. februar 2022 til 26. august 2022 registreret som direktør for Virksomhed ApS 2. Selskabet havde hverken egne biler, ansatte eller en bankkonto. Fakturering og betalingsmodtagelse skete derfor gennem et tredje selskab, Virksomhed A/S.
Baggrunden for kravet er en faktura (nr. 786) af 25. maj 2022 fra Virksomhed A/S til Virksomhed ApS 2 på i alt 255.763,18 kr., dækkende kørsel i marts, april og maj 2022. Kørslen var reelt udført af Appelindstævnte I/S med egne biler og chauffører.
Appellanten kommunikerede med Appelindstævnte I/S's repræsentant Person 1 om afregningen. Den 31. maj 2022 skrev Person 1 til appellanten:
Hej, Appellant… Vi har modtaget betaling kan jeg se … Husk forresten at sende mails fra Nordcarrier: Resterende februar Marts April Og maj er faktisk vigtigst efterhånden så jeg kan få sendt dem faktura på det …
Appellanten svarede:
Ja selvfolkelig … marts har du lige fået penge for …
Appellanten forklarede selv, at hun påtog sig direktørposten for at hjælpe, da selskabet manglede en direktør, og at Person 3 på grund af insolvens ikke kunne være direktør. Hun havde ingen indsigt i driften, modtog ingen løn og havde ikke adgang til selskabets bilag. Hun bestred dog ikke, at de fakturerede kørsler var udført.
Sagen blev anlagt ved Retten i Roskilde, som den 19. januar 2024 afsagde dom (sag BS-27705/2022-ROS). Byretten dømte appellanten til at betale 255.763,18 kr. til Appelindstævnte I/S.
Appellanten ankede dommen til Østre Landsret (sag BS-6381/2024-OLR) med påstand om frifindelse. Appelindstævnte I/S påstod stadfæstelse.
For landsretten gjorde appellanten gældende, at Appelindstævnte I/S ikke var rette sagsøger, da fakturaen var udstedt af Virksomhed A/S og betalingskravet derfor tilkom dette selskab. Dette anbringende var ikke fremført i byretten.
Appelindstævnte I/S krævede anbringendet afvist som nyt, jf. retsplejelovens § 383, stk. 1. Landsretten gav appelindstævnte medhold og afviste at behandle spørgsmålet, da det var fremsat for sent.
Efter selskabslovens § 361, stk. 1 kan en direktør, der under udførelsen af sit hverv forsætligt eller uagtsomt har påført selskabet, kreditorer eller tredjemand tab, ifalde erstatningsansvar.
Landsretten vurderede, om appellantens handlemåde gav grundlag for et sådant ansvar.
Landsretten lagde tiltrådte byrettens vurdering og fandt, at appellanten havde handlet ansvarspådragende. Der blev lagt vægt på hendes rolle som registreret direktør, den aktive deltagelse i korrespondancen om fakturering og betaling, samt at hun – uanset den reelle driftsstyring – ikke havde sikret, at selskabets forpligtelser blev opfyldt.
Landsretten udtalte:
Landsretten tiltræder af de grunde, der af anført af byretten, og da det, der er kommet frem for landsretten, ikke kan føre til anden vurdering, at Appellant, tidligere Sagsøgte har handlet ansvarspådragende og derfor er erstatningsansvarlig, jf. selskabslovens § 361, stk. 1.
Landsretten fandt det godtgjort, at kravet kunne opgøres til det påstævnte beløb. Retten henviste til oplysningerne om opgørelsesmåden, appellantens rådighed over relevante bilag frem til konkursen, og hendes adfærd i øvrigt.
Med de oplysninger der er fremkommet for landsretten og af grunde, der er anført af byretten, sammenholdt med oplysningerne om den måde kravet er opgjort på og oplysningerne om, at Appellant, tidligere Sagsøgte indtil konkursen har haft rådighed over relevante dokumenter til opgørelse af kravet samt Appellants, tidligere Sagsøgte adfærd i øvrigt, tiltræder landsretten, at kravet kan opgøres til 255.763,18 kr.
Landsretten stadfæstede byrettens dom i sin helhed.
Som følge af sagens udfald blev appellanten pålagt at betale sagsomkostninger for landsretten med 30.000 kr. til Appelindstævnte I/S, svarende til udgifter til advokatbistand ekskl. moms. Beløbet skulle betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.
