LandsrettenVestre Landsret tog stilling til, om et fredningsforslag for et 847 hektar stort ådalslandskab — rejst af Danmarks Naturfredningsforening efter naturbeskyttelseslovens § 33, stk. 3 — var omfattet af kravet om obligatorisk miljøvurdering efter miljøvurderingslovens § 8, stk. 1. Fredningsforslaget overlappede med 43 hektar af Natura 2000-område nr. 238 (i alt 1.043 hektar), hvor den beskyttede dyreart odderen er observeret to steder. Ti naboer til området gjorde gældende, at forbedret offentlig adgang og færdsel ville påvirke dyrearterne negativt, og at myndighederne ikke havde løftet bevisbyrden for det modsatte. Landsretten stadfæstede byrettens frifindelse af Miljø- og Fødevareklagenævnet: Fredningsforslaget medførte efter sin karakter og sit konkrete indhold ingen ændringer i den overlappende del af Natura 2000-området, og der var ikke grundlag for at tilsidesætte nævnets vurdering af, at fredningen ville være neutral.
Fredningsforslaget vedrører et område på 847 hektar i et dynamisk ådalslandskab. Forslaget blev rejst af Danmarks Naturfredningsforening, der efter naturbeskyttelseslovens § 33, stk. 3 er den eneste private organisation med kompetence til at rejse en fredningssag.
Fredningens formål er ifølge forslaget bl.a. at:
Baggrunden for fredningsforslaget er et pres fra byudvikling, tekniske anlæg, landbruget og de mange dambrug i området samt diskussionerne om en kommende hærvejsmotorvej.
En central del af sagen var fredningsforslagets overlap med Natura 2000-område nr. 238, der samlet udgør 1.043 hektar. Alene 43 hektar af det fredede område overlapper med Natura 2000-området. Den beskyttede dyreart odderen er observeret to steder inden for Natura 2000-området.
Fredningsnævnet traf afgørelse om, at fredningsforslaget ikke var omfattet af kravet om obligatorisk miljøvurdering. Inden nævnet traf afgørelsen, havde det foretaget høring af Miljøstyrelsen og Vejle Kommune i medfør af miljøvurderingslovens § 32, stk. 1, nr. 1. Ingen af disse havde bemærkninger til fredningsforslaget. Nævnets screeningsafgørelse byggede på en screening udarbejdet af Danmarks Naturfredningsforening.
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede den 30. september 2020 (sagsnr. 20/07653) fredningsnævnets afgørelse og gav ikke klagerne medhold.
Ti naboer til området anlagde herefter sag ved (sag BS-12763/2021-KOL) med påstand om, at Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse var ulovlig og ugyldig. Byretten frifandt Miljø- og Fødevareklagenævnet ved dom af 8. juli 2022.
Sagen blev anket til Vestre Landsret (sag BS-28702/2022-VLR, 4. afdeling), der afsagde dom den 10. marts 2025.
Appellanterne påstod, at Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 30. september 2020 var ulovlig og ugyldig. De gjorde navnlig gældende:
Miljø- og Fødevareklagenævnet påstod stadfæstelse af byrettens dom og anførte heroverfor:
Sagens centrale bestemmelser var miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, der fastslår:
Myndigheden skal gennemføre en miljøvurdering af planer og programmer, hvor disse
udarbejdes inden for landbrug, skovbrug, fiskeri, energi, industri, transport, affaldshåndtering, vandforvaltning, telekommunikation, turisme, fysisk planlægning og arealanvendelse og fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til de projekter, der er omfattet af bilag 1 og 2,
medfører krav om en vurdering af virkningen på et internationalt naturbeskyttelsesområde under hensyntagen til områdets bevaringsmålsætninger
Bestemmelsen i nr. 2 implementerer SMV-direktivets (2001/42/EF) artikel 3, stk. 2, litra b, hvorefter planer og programmer skal miljøvurderes, når det på baggrund af den sandsynlige indvirkning på lokaliteter er besluttet, at der kræves en vurdering i medfør af habitatdirektivets (92/43/EØF) artikel 6 eller 7.
Efter habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, skal der foretages en konsekvensvurdering af alle planer eller projekter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for lokalitetens forvaltning, men som i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke en sådan lokalitet væsentligt.
Landsretten fastslog, at miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 2, herefter må forstås således, at en obligatorisk miljøvurdering efter bestemmelsen fordrer, at planen eller programmet vil have en væsentlig indvirkning på f.eks. et Natura 2000-område.
Landsretten behandlede de tre tvistepunkter hver for sig.
Efter miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1 skal der gennemføres miljøvurdering af planer og programmer, der udarbejdes inden for de nævnte sektorer (landbrug, skovbrug, fiskeri, energi, industri, transport m.fl.) og fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til projekter omfattet af bilag 1 og 2.
Landsretten fandt:
Efter fredningens karakter og indholdet af udkastet til fredningsbestemmelserne sammenholdt med fredningens formål og baggrund finder landsretten, at forslaget ikke vedrører projekter inden for de sektorer, der er anført i bilag 1 og 2. Fredningsforslaget er derfor ikke omfattet af kravet om obligatorisk miljøvurdering i miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1.
Efter miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 2, sammenholdt med SMV-direktivets artikel 3, stk. 2, litra b, og habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, kræver en obligatorisk miljøvurdering, at planen eller programmet vil have en væsentlig indvirkning på et Natura 2000-område.
Landsretten foretog en konkret vurdering af fredningsforslagets påvirkning og udtalte:
Fredningsforslaget medfører efter sin karakter og sit konkrete indhold ikke ændringer i den del af fredningsområdet, som er sammenfaldende med Natura 2000-område nr. 238, og efter det oplyste om, hvor odderen er observeret, er der ikke tilvejebragt grundlag for at tilsidesætte Miljø- og Fødevareklagenævnets vurdering af, at fredningen vil være neutral i forhold til det overlappende område mellem fredningen og Natura 2000-område nr. 238 og i forhold til den tilgrænsende hoveddel af området.
Fredningsforslaget var derfor heller ikke omfattet af kravet om obligatorisk miljøvurdering efter nr. 2.
Appellanterne havde gjort gældende, at screeningsafgørelsen var ugyldig, fordi den byggede på oplysninger tilvejebragt af Danmarks Naturfredningsforening — den samme organisation, der havde rejst fredningssagen.
Landsretten bemærkede, at Danmarks Naturfredningsforening gennem en årrække har været den eneste private organisation, som efter naturbeskyttelseslovens § 33, stk. 3 kan rejse en fredningssag. Fredningsnævnets afgørelse var truffet af det samlede nævn, og inden afgørelsen var der foretaget høring af Miljøstyrelsen og Vejle Kommune — ingen af disse havde bemærkninger.
Landsretten fastslog:
Hverken miljøvurderingslovens § 8 eller SMV-direktivets art. 3 efter deres ordlyd er til hinder for, at myndigheden træffer screeningsafgørelsen på grundlag af oplysninger, der er tilvejebragt af private, herunder Danmarks Naturfredningsforening.
Der var således ikke grundlag for at tilsidesætte Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse som følge af inddragelsen af oplysninger fra Danmarks Naturfredningsforening. Afgørelsen kunne heller ikke i øvrigt anses for at være truffet på et mangelfuldt eller fejlagtigt grundlag eller behæftet med mangler, der kunne medføre ugyldighed.
Landsretten stadfæstede byrettens dom.
Appellanterne skulle in solidum betale 75.000 kr. i sagsomkostninger for landsretten til Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. miljøvurderingslovens § 54, stk. 2, jf. retsplejelovens § 312, stk. 1. Beløbet dækkede udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsættelsen blev der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang og forløb, hovedforhandlingens varighed og sagens betydning.
Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
