Grønlands Landsrets stadfæstelse af beskatning ved ejendomssalg: Gyldigheden af afskrivningsbekendtgørelsen i forhold til grundlovens delegationsforbud

Sagens baggrund og ejendomssalget

Appellant opførte i 2011 en blandet ejendom (boligenheder og erhvervslokaler) i Grønland sammen med sin daværende ægtefælle. Ved skilsmisse overtog appellant ejendommen som eneejer pr. 1. januar 2015 gennem succession i bodelingen. Ejendommen blev efterfølgende solgt pr. 1. september 2020 for 4.100.000 kr.

Skattestyrelsen forhøjede appellantens skattepligtige indkomst for 2020 med 1.217.410 kr. beløbet omfattede: • Genvundne afskrivninger: Tilbageføring af tidligere skattemæssige fradrag på erhvervsdelen • Salgsfortjeneste: Avance på den afskrivningsberettigede del

Stridspunktet: Delegationsforbuddet og hjemlen for beskatning

Appellant angreb Skatterådets afgørelse af 12. oktober 2022 og gøre gældende, at beskatningen af genvundne afskrivninger manglede lovlig hjemmel. Hovedargumentet var, at Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 30 af 1. december 2006 om skattemæssige afskrivninger med videre § 6 om succession ved skilsmisse samt de nærmere beregningsregler stod i strid med delegationsforbuddet i Grundloven § 43. Appellant mente, at væsentlige skatteregler kræves direkte lovgivning af Inatsisartut/Folketinget og ikke administrativ udmøntning, og at borgeren mangler forudsigelighed.

Naalakkersuisut modgik dette ved at vise klar hjemmel i Indkomstskatteloven § 13, stk. 1 (samlede årsindtægter), Indkomstskatteloven § 34, stk. 1, nr. 2 (fortjeneste ved salg af afskrivningsberettigede aktiver medregnes) samt bemyndigelsen i Indkomstskatteloven § 24, stk. 1, nr. 1, der uddelegerer fastsættelse af tekniske regler til landsstyret.

Landsrettens begrundelse

Grønlands Landsret fandt, at de grundlæggende skatteprincper er fuldt lovhjemlet: • Det følger direkte af indkomstskattelovens §§ 13 og 34, stk. 1, nr. 2, at fortjeneste ved afhændelse af afskrivningsberettigede aktiver er skattepligtig. • Loven forudsætter i § 24, stk. 1, nr. 1, at der foretages en skattemæssig behandling ved afhændelse, og overlader de detaljerede regler (herunder succession og blandet brug) til bekendtgørelse.

"Landsretten finder det ikke betænkeligt, at de nærmere regler herom ikke er detaljeret fastsat i indkomstskatteloven. Herefter finder landsretten, at bemyndigelsesbestemmelsen... ikke kan anses for stridende mod det delegationsforbud, der følger af grundlovens § 43."

Retten lagde vægt på, at reguleringen er forudsigelig, at praksis talar for pragmatisk håndtering af detaljerede skattemodeller, og at appelantens retstilling har været kendt. Appellants anden principale påstand om selve bekendtgørelsens ugyldighed blev afvist som et rent anbringende uden selvstændig domkonklusionsevnen. Den subsidiære påstand om nedsættelse blev frakendt da beregningerne var uomtvistelige mellem parterne.

Afgørelsen

Naalakkersuisut frifindes. Skatteansættelsen stadfæstes fuldt ud. Appellant dømmes til at betale 50.000 kr. i sagsomkostninger til Naalakkersuisut jf. Renteloven § 8 a.