LandsrettenAppellant 1 og Appellant 2 (bygherrer) indgik i oktober 2021 en mundtlig aftale med entreprenør Person 1 om fliselægning og muring i deres sommerhus i Hornbæk. Parterne var uenige om, hvorvidt overslaget på 12.000-17.000 kr. var en fast pris eller et overslag med regningsbetaling. Efter at Person 1 havde udført ekstra støbearbejde og faktureret 13.825 kr., ophævede han aftalen, hvilket landsretten fandt var uberettiget. Bygherrerne krævede erstatning for merudgifter til ny entreprenør og skader, men fik ikke medhold, da de ikke havde godtgjort et erstatningsberettiget tab. Landsretten stadfæstede byrettens dom, så Person 1 fik betaling for ekstraarbejdet, mens bygherrerne alene fik 2.500 kr. for ommaling af en væg.
Appellant 1 og Appellant 2 søgte via byggetilbud.dk en håndværker til fliselægning og muring af to brusekabiner i deres sommerhus i Hornbæk. Person 1 afgav et prisoverslag på 12.000-17.000 kr. Den 30. oktober 2021 besigtigede Person 1 ejendommen, og parterne indgik herefter en mundtlig aftale. Appellanterne gjorde gældende, at der var tale om en fast pris aftalt ved håndslag, mens Person 1 hævdede, at overslaget indebar regningsarbejde baseret på medgået tid og materialer. Der blev ikke udarbejdet skriftlig kontrakt, og AB-Forbruger blev ikke vedtaget.
Appellanterne anførte, at Person 1 som professionel erhvervsdrivende over for forbrugere havde pligt til at tydeliggøre, hvis prisen kunne overstige overslagets maksimum, og at han i givet fald skulle have underrettet dem straks, hvis overslaget ikke kunne holde, jf. princippet i AB-Forbruger § 24, stk. 2.
Inden fliseentreprisen kunne påbegyndes, udførte Person 1 støbearbejde i de to brusenicher og en udsparing i bryggerset. Arbejdet bestod i at støbe gulve, så underlaget var egnet til fliselægning. Person 1 fakturerede 13.825 kr. for dette arbejde, baseret på 13,5 timers arbejde til en timepris på 737,50 kr. samt materialer og leje af tvangsblender.
Appellanterne bestred, at der var tale om ekstraarbejde; de mente, at støbningen var en naturlig del af fliseentreprisen og derfor omfattet af det oprindelige overslag. De gjorde endvidere gældende, at arbejdet var værdiløst, da det var behæftet med mangler og måtte udbedres af den efterfølgende entreprenør.
Den 17. juni 2022 meddelte Person 1, at han ikke længere ønskede at fortsætte samarbejdet, og han forlod byggepladsen uden at have påbegyndt selve fliselægningen. Landsretten lagde – i lighed med byretten – til grund, at Person 1 herved havde ophævet aftalen uberettiget.
Appellanterne indhentede herefter tilbud fra tre andre håndværkere på at færdiggøre fliseentreprisen. Det billigste tilbud lød på 85.000 kr. inkl. moms. De krævede differencen mellem denne pris og den aftalte pris på 14.500 kr., i alt 70.500 kr., samt erstatning for skader på dørkarm (896,50 kr.), gerigt (1.152 kr.) og maling af væg (5.000 kr.). Herudover medtog de den omtvistede faktura på 13.825 kr. som en del af tabet, idet de bestred betalingspligten herfor. Den samlede påstand lød på 91.373,50 kr.
Appellanterne påberåbte sig bl.a. Vestre Landsrets dom i V2002.B-1425-00 og voldgiftskendelserne TBB2000.82, TBB2021.813 og TBB2001.417 til støtte for, at de havde krav på erstatning for merudgifterne samt at ekstraarbejdet ikke var godtgjort.
Landsretten fandt:
Landsretten finder henset til ordlyden af parternes aftale om arbejdsopgaven og af de grunde, som er anført af byretten, at arbejdet med støbning af gulve og udsparing i bryggerset, der er udført af Person 1, var et ekstraarbejde, som ikke var omfattet af den oprindelige aftale mellem parterne. Arbejdet var derimod nødvendigt for, at han senere ville kunne igangsætte arbejdet i henhold til parternes aftale. Indstævnte har herefter krav på betaling for det udførte arbejde.
Landsretten tiltrådte endvidere, at appellanterne ikke havde godtgjort, at ekstraarbejdet var mangelfuldt eller prismæssigt urimeligt. Indstævntes påstand om betaling af 13.825 kr. blev derfor taget til følge.
Landsretten bemærkede om erstatningskravet:
Af de grunde, som byretten har anført, tiltræder landsretten endvidere, at appellanterne ikke ved de indhentede tilbud fra andre håndværkere har godtgjort at have lidt et tab.
Retten fandt således, at den store prisforskel mellem Person 1's overslag og det nye tilbud på 85.000 kr. ikke i sig selv dokumenterede et erstatningsberettiget tab. Der var ikke ført bevis for, at de to ydelser var sammenlignelige, eller at merprisen skyldtes Person 1's misligholdelse. Appellanterne havde ikke løftet bevisbyrden for, at de havde lidt et økonomisk tab, som Person 1 skulle erstatte.
Landsretten udtalte:
Også efter bevisførelsen for landsretten tiltrædes det, at det ikke er godtgjort, at indstævnte er erstatningsansvarlig vedrørende skader på dørkarm og gerigter.
Appellanternes krav på henholdsvis 896,50 kr. og 1.152 kr. blev derfor afvist.
Person 1 erkendte ansvar for, at der måtte ske ommaling af væggen i bryggerset. Landsretten fastsatte kompensationen herfor:
Person 1 har erkendt at være ansvarlig for, at der skal ske ommaling af væggen i bryggerset. Landsretten finder ikke grundlag for at tilsidesætte byrettens begrundede skøn over, hvad udgifterne til denne ommaling skal fastsættes til. Landsretten tiltræder derfor, at kompensationen er fastsat til 2.500 kr.
Dermed fastholdt landsretten byrettens skønnede beløb på 2.500 kr.
Efter sagens udfald pålagde landsretten Appellant 1 og Appellant 2 in solidum at betale 25.000 kr. inkl. moms til Appelindstævnte v/ Person 1 til dækning af advokatudgifter, jf. rentelovens § 8 a. Beløbet forrentes efter denne bestemmelse.
