LandsrettenGrønlands Landsret stadfæstede i en kæresag Qaasuitsoq Kredsrets beslutning om at opretholde en forvaringsdom uændret. Den domfældte, der i 2015 blev idømt forvaring for bl.a. to voldtægter og voldtægt ved andet seksuelt forhold med et barn under 15 år, ønskede prøveløsladelse, men landsretten fandt, at han fortsat udgjorde en nærliggende fare, navnlig fordi han ikke ville samtykke til kønsdriftsdæmpende behandling.
Den domfældte blev ved dom af 4. marts 2015 idømt forvaring for bl.a. to voldtægter og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje med et barn under 15 år.
Qaasuitsoq Kredsret afsagde den 9. april 2025 beslutning om, at foranstaltningen skulle opretholdes uændret. Beslutningen blev kæret til Grønlands Landsret, der behandlede sagen med domsmænd.
Påstande for landsretten:
Sagen var i vidt omfang centreret om den domfældtes manglende behandling med kønsdriftsdæmpende medicin og betydningen heraf for risikoen for ny ligeartet kriminalitet.
Den domfældte forklarede supplerende, at han fortsat havde ledsaget udgang én gang månedligt. Han havde svært ved at forestille sig at modtage kønsdriftsdæmpende medicin, da der ikke fandtes læger i Grønland med erfaring med medicinen.
Hvis en erfaren læge kunne forklare ham om risikoen og fordelene, kunne han måske være interesseret, men ikke før.
Han var bekymret for bivirkninger – nedsat hørelse og forhøjet risiko for hjertestop – som han var blevet oplyst om i Danmark. Han oplevede at være mere frihedsberøvet i Nuuk (udgang 4 timer månedligt) end i Herstedvester (7 timer månedligt). Han havde ikke deltaget i sexologisk behandling og kendte ikke til alternative behandlinger, ligesom der ikke var udsigt til overførsel til anstaltens åbne afdeling.
Landsretten lagde til grund, at den domfældte i 2015 blev dømt til forvaring for bl.a. to voldtægter og voldtægt ved andet seksuelt forhold med et barn under 15 år.
Efter Kriminalforsorgens udtalelser var recidivrisikoen til ligeartet sædelighedskriminalitet høj, hvis ikke han kom i kønsdriftsdæmpende behandling, og han var ambivalent over for at påbegynde behandlingen. Han havde desuden for nylig udvist grænseoverskridende adfærd over for yngre kvindelige betjente i anstalten.
Landsretten fremhævede, at den domfældte ved overflytningen til Nuuk var blevet gjort bekendt med, at den nødvendige medicinske behandling ikke kunne gives i Grønland, og at han indtil nu ikke havde givet udtryk for et ønske om behandling.
På denne baggrund tiltræder landsretten, at foranstaltningen skal opretholdes uændret, idet Domfældte fortsat udgør en nærliggende fare, og da frihedsberøvelsen af ham ikke har været uforholdsmæssig længe.
Resultat:
