LandsrettenSagen angik, om Københavns Politi var forpligtet til at indbringe en sag om påstået administrativ frihedsberøvelse af demonstranter under 1. maj-demonstrationen i 2019 på Dronning Louises Bro for domstolene efter retsplejelovens § 469, stk. 1, jf. grundlovens § 71, stk. 6. Sagen var anlagt af 248 tidligere demonstranter (appelindstævnte), og Københavns Politi ankede byrettens dom med påstand om frifindelse for indbringelsespligten. Østre Landsret stadfæstede med dissens (2-1) byrettens dom om, at politiet var forpligtet til at indbringe sagen, uden at landsretten tog stilling til, om der reelt forelå en frihedsberøvelse.
Sagen udsprang af politiets indgreb over for demonstranter under en 1. maj-demonstration i 2019, der bevægede sig fra Israels Plads over Dronning Louises Bro mod Fælledparken. Ifølge et af Københavns Politi fremlagt støttebilag forløb politiets indsats i flere faser markeret med farvekoder på broen.
Først blev der omkring kl. 13 forsøgt etableret en "kile" af betjente tæt på Indre By-siden af broen (grøn streg) for at adskille dele af demonstrationen fra hinanden. Denne kile blev trukket tilbage efter kort tid. Herefter blev der ca. kl. 13.40 etableret en egentlig politikæde/afspærring længere fremme på broen (lyseblå streg), mens der samtidig var en afspærring med politibiler, hunde og betjente ved Søtorvet i den modsatte ende (rød streg).
De demonstranter, der befandt sig mellem politikæden og Nørrebro-siden, blev ledt gennem en "sluse", hvor politiet i starten registrerede og filmede deltagerne, bl.a. for at kunne identificere eventuelle gerningsmænd til vold, som politiet tidligere samme dag havde oplevet på Israels Plads. Senere overgik politiet til alene at filme deltagerne, fordi registreringen forsinkede processen og skabte uro. Der blev fundet flere cykelstøtteben i slusen, som efter politiets opfattelse kunne anvendes som slagvåben.
Københavns Byret afsagde den 24. januar 2025 dom i sagen (BS-13732/2022-KBH). Byrettens flertal fandt, at Københavns Politi ikke var berettiget til at afvise demonstranternes begæring om indbringelse for domstolene, da det ikke var åbenbart, at der ikke forelå en frihedsberøvelse. Politiet blev derfor pålagt at indbringe sagen efter retsplejelovens § 469, stk. 1. Et af sagens erstatningskrav blev samtidig afvist, og hver part skulle bære egne sagsomkostninger.
Københavns Politi ankede dommen til Østre Landsret med påstand om frifindelse for pligten til at indbringe sagen. De 248 appelindstævnte påstod dommen stadfæstet.
Under hovedforhandlingen for landsretten gjorde appelindstævnte som et nyt anbringende gældende, at der – ud over de demonstranter, der befandt sig mellem afspærringen på broen og slusen mod Nørrebro – tillige skete frihedsberøvelse af de demonstranter, der befandt sig på Indre By-siden af afspærringen, idet der mellem kl. 13.22 og 13.30 samtidig var spærret af ved Søtorvet med betjente, politivogne og hundepatruljer. Københavns Politi bestred, at der reelt var lukket af ved Søtorvet, og anførte, at der var de facto passage via grusstierne langs søerne, om end der kunne have været forvirring blandt deltagerne.
Efter grundlovens § 71, stk. 6 skal lovligheden af en frihedsberøvelse uden for strafferetsplejen, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed, på begæring forelægges domstolene til prøvelse. Bestemmelsen er udmøntet i bl.a. retsplejelovens § 469, stk. 1, hvorefter den myndighed, der har besluttet en administrativ frihedsberøvelse, skal forelægge sagen for byretten, hvis den frihedsberøvede begærer lovligheden prøvet.
Landsretten inddrog forarbejderne til lov nr. 83 af 30. januar 2019, hvorved politilovens § 3 blev ændret, så frihedsberøvelsesbegrebet i politiloven blev indskrænket i forhold til det tidligere gældende. Baggrunden var Højesterets dom af 7. februar 2018, hvorefter der er forskel på frihedsberøvelsesbegrebet i henholdsvis politiloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), idet politilovens begreb har et videre anvendelsesområde. Af lovbemærkningerne (Folketingstidende 2018-19, lovforslag nr. 96) fremgår:
"Politiet vil derfor fremover på begæring kunne forelægge spørgsmålet om indgrebets lovlighed for retten, hvis det gøres gældende, at der har været tale om frihedsberøvelse, og hvis sagens samlede omstændigheder taler for at lade retten tage stilling til spørgsmålet … På den baggrund vurderes forslaget ikke at rejse spørgsmål i forhold til grundlovens § 71, stk. 6."
Spørgsmålet for landsretten var herefter, om "sagens samlede omstændigheder" talte for, at Københavns Politi var forpligtet til at indbringe sagen for domstolene efter grundlovens § 63 sammenholdt med grundlovens § 71, stk. 6 – uafhængigt af om der rent faktisk forelå en frihedsberøvelse.
For landsretten afgav politikommissær Vidne 2, vicepolitiinspektør Vidne 1 samt en af de appelindstævnte supplerende forklaring, ligesom en tidligere indsatsleder (Stilling 1) og tre yderligere appelindstævnte afgav forklaring for landsretten.
Politiets vidner forklarede bl.a., at kilen og senere politikæden blev etableret for at udskille den "hårdeste kerne" af demonstranter med henblik på visitation, at der løbende blev foretaget en grovsortering af deltagerne, og at der efter politiets opfattelse hele tiden var reel mulighed for at forlade området via Søtorvet og grusstierne langs søerne, selv om nogle deltagere kan have oplevet forvirring.
Flere af de indstævnte demonstranter forklarede omvendt, at de oplevede at være fanget mellem politikæden på broen og en afspærring med betjente, politibiler og hunde ved Søtorvet, at de fik modstridende eller utilstrækkelig information fra politiet om, hvordan de kunne forlade stedet, og at de måtte vente i lang tid – i et enkelt tilfælde en 15-årig pige – før de kunne passere gennem slusen med billedregistrering.
Landsretten lagde efter bevisførelsen til grund, at demonstrationen og politiets indgreb overordnet forløb som beskrevet i byrettens dom, men at bevisførelsen for landsretten tillige angik, om den politikæde, der blev etableret ca. kl. 13.40 midt på broen, forhindrede demonstranter mellem kæden og Søtorvet i at forlade broen.
Flertallet lagde til grund, at prøvelsen efter grundlovens § 63 ikke indebærer, at retten skal tage stilling til, om indgrebet havde karakter af frihedsberøvelse, eller til lovligheden heraf. Med henvisning til forarbejderne til 2019-ændringen af politiloven fandt flertallet, at politiet i visse tilfælde er forpligtet til at indbringe begæringer efter retsplejelovens § 469, stk. 1, selv om politiet ikke selv mener, at der forelå en frihedsberøvelse, hvis sagens samlede omstændigheder taler herfor.
Flertallet fandt, at der bestod betydelige bevisusikkerheder om, hvorvidt demonstranterne på Indre By-siden af politikæden reelt kunne forlade broen via Søtorvet, og at flere demonstranter havde forklaret om manglende, modstridende eller forsinket information fra politiet. På den baggrund, sammenholdt med indgrebets karakter og det store antal personer, der ønskede spørgsmålet prøvet, fandt flertallet, at sagens samlede omstændigheder talte for indbringelse, og at Københavns Politi derfor ikke var berettiget til at afvise dette.
Kst. landsdommer Kathrine Waage fandt, at det i første række er den administrative myndighed (politiet), der har kompetencen til at afgrænse, om et indgreb udgør en frihedsberøvelse, men at denne afgrænsning kan efterprøves af domstolene inden for rammerne af grundlovens § 63. Hun fandt – i overensstemmelse med den dissentierende byretsdommers begrundelse – at politiets indgreb den 1. maj 2019 hverken udgjorde en frihedsberøvelse efter grundlovens § 71, stk. 6, politilovens § 3 eller EMRK artikel 5, og stemte derfor for at frifinde Københavns Politi.
Der blev afsagt dom efter stemmeflertallet. Byrettens dom blev stadfæstet, hvorved Københavns Politi fortsat var forpligtet til at indbringe sagen om den påståede frihedsberøvelse for domstolene efter retsplejelovens § 469, stk. 1. Landsretten tog ikke stilling til, om politiets indgreb reelt indebar en frihedsberøvelse af deltagerne eller nogle af dem.
Efter sagens karakter fandt landsretten, at hver part skulle bære egne omkostninger for landsretten.
