LandsrettenEn teknisk officer i Forsvaret søgte i 2012 stilling som bilinspektør hos en statslig myndighed på betingelse af, at han kunne bevare sin tjenestemandspension med ret til oprykning på skalatrin 47 ved det fyldte 58. år. Myndighedens Koncern HR bekræftede skriftligt, at han ville få »samme pensionsforløb som i Forsvaret«. Seks år senere meddelte myndigheden, at tilsagnet var uhjemlet — stillingen berettigede kun til skalatrin 35, senere tilbudt skalatrin 38. Landsretten fandt pensionsløftet ugyldigt og frifandt myndigheden for den principale anerkendelsespåstand, men pålagde myndigheden at betale 1.420.667 kr. i erstatning for den fejlagtige rådgivning, idet myndigheden havde anerkendt sit erstatningsansvar.
Sagsøger blev i begyndelsen af 1990'erne tjenestemand i Forsvaret. Han gennemførte officersskole i 1996-1999 og blev i 1999 officer med grad af premierløjtnant. I 2010-2011 gennemførte han en toårig bilinspektøruddannelse sammen med tre kolleger, der alle efterfølgende forblev i Forsvaret.
I 2012 søgte sagsøger en stilling som bilinspektør hos Myndigheden. En afgørende forudsætning for ham var, at han kunne bevare de pensionsvilkår, han havde i Forsvaret — herunder retten til at stige til pensionsskalatrin 47 ved det fyldte 58. år. Myndighedens Koncern HR tilkendegav den 18. september 2012 skriftligt:
Du vil have samme pensionsforløb som i Forsvaret. Du vil have pensionsret som i hidtidig stilling og vil derfor rykke op på pensionsskalatrin 47 med virkning fra udgangen af den måned, hvor du fylder 58 år.
Af ansættelsesbrev af 22. november 2012 fremgik, at sagsøger var »omfattet af aftale om pensionsforhold for tjenestemandsgrupper o.l. i forbindelse med nye lønsystemer, for tiden Perst.Nr.«. Sagsøger tiltrådte herefter stillingen. Hans grundløn i Myndigheden var lavere end i Forsvaret, men med tillæg var den samlede løn højere.
Den 6. december 2018 og 17. januar 2019 meddelte Myndigheden sagsøger, at det tidligere afgivne tilsagn var fejlagtigt. Myndigheden anførte, at stillingen som bilinspektør alene berettigede til tjenestemandspension på skalatrin 35. Efter drøftelser med Moderniseringsstyrelsen (nu Medarbejder- og Kompetencestyrelsen) tilbød Myndigheden dog en indplacering på skalatrin 38.
Sagsøger var uenig i denne vurdering. Bistået af IDA, Ingeniørforeningen i Danmark som mandatar, anlagde han sag ved Københavns Byret med påstand om, at Myndigheden skulle anerkende hans ret til skalatrin 47, subsidiært betale erstatning for det økonomiske tab.
Sagsøger (appellanten) nedlagde for landsretten:
Myndigheden (appelindstævnte) nedlagde over for den principale påstand påstand om afvisning, subsidiært frifindelse, og over for den subsidiære påstand påstand om stadfæstelse af byrettens dom.
Myndigheden anerkendte for landsretten at være erstatningsansvarlig over for sagsøger som følge af den fejlagtige tilkendegivelse om pensionsskalatrin 47. Myndigheden anerkendte endvidere, at der forelå den fornødne årsagssammenhæng mellem tilkendegivelsen og sagsøgers beslutning om at overgå til ansættelse i Myndigheden. Myndigheden gjorde dog gældende, at erstatningen skulle opgøres efter den negative kontraktsinteresse, og at sagsøger ikke havde godtgjort, at han ville være blevet forfremmet til major i Forsvaret.
Sagsøger gjorde gældende, at han med høj grad af sandsynlighed ville være blevet forfremmet fra premierløjtnant til major (M322), hvis han var forblevet i Forsvaret. To tidligere kolleger fra bilinspektøruddannelsen — begge nu majorer — afgav forklaring herom. Sagsøger anførte, at Myndigheden havde bevisbyrden for, at han ikke ville have haft denne forventelige karriereudvikling, og at lønudviklingen i Forsvaret ville have svaret til den løn, han oppebar i Myndigheden, således at der ikke skulle ske modregning i erstatningen.
Landsretten lagde til grund, at stillingen som bilinspektør i Myndigheden pensionsmæssigt var lavere placeret end sagsøgers hidtidige stilling i Forsvaret. Pensionsretten skulle derfor fastlægges i overensstemmelse med de regler, der var gældende for den nye stilling, jf. § 4, stk. 5, i aftale om pensionsforhold for tjenestemandsgrupper o.l. i forbindelse med nye lønsystemer.
Landsretten konstaterede:
Landsretten lægger på ovenstående baggrund til grund, at [Myndighedens] tilkendegivelse den 18. september 2012 om, at [sagsøger] var berettiget til tjenestemandspension på skalatrin 47, var i strid med reglerne herom. Pensionsvilkåret er derfor ugyldigt.
De omstændigheder, sagsøger havde henvist til, kunne ikke føre til, at han kunne støtte ret på Myndighedens uhjemlede tilkendegivelser. Myndigheden blev derfor frifundet for den principale påstand.
Parterne var enige om, at erstatningen skulle opgøres med udgangspunkt i skønsmandens besvarelse af spørgsmål IA, som indeholdt en beregning af omkostningerne ved at erhverve en privat pensionsordning med livrente med samme økonomiske værdi som forskellen mellem en tjenestemandspension på skalatrin 47 og skalatrin 38. Beregningen forudsatte en afgangspligtig alder på 62 år.
Skønsmanden estimerede omkostningerne til 1.818.591 kr. Herfra skulle fratrækkes værdien af sagsøgers supplerende pensionsordning i PFA, hvortil Myndigheden havde indbetalt pensionsbidrag i henhold til § 5, stk. 1, i aftale om pensionsforhold for tjenestemandsgrupper o.l. i forbindelse med nye lønsystemer. Fradraget udgjorde 397.924 kr.
| Post | Beløb |
|---|---|
| Omkostninger til pensionsordning (skalatrin 47 vs. 38) | 1.818.591 kr. |
| Fradrag for supplerende PFA-pension | − 397.924 kr. |
| Erstatning i alt | 1.420.667 kr. |
Myndigheden ønskede yderligere at nedsætte erstatningen under hensyn til, at sagsøger havde oppebåret en højere løn under sin ansættelse i Myndigheden end under ansættelsen i Forsvaret. Landsretten afviste dette med følgende begrundelse:
Landsretten finder derimod ikke grundlag for yderligere at nedsætte erstatningen under hensyn til, at [sagsøger] har oppebåret en højere løn under sin ansættelse i [Myndigheden] end under sin ansættelse i Forsvaret. Landsretten har herved lagt vægt på, at lønnen, der udbetales til en ansat tjenestemand, og den pension, som tjenestemanden har krav på, er forskellige ydelser, som varetager forskellige formål og er undergivet forskellige regler. Endvidere er der lagt vægt på, at [sagsøger] i flere år har leveret sin ydelse som arbejdstager og i god tro har oppebåret sin løn herfor i overensstemmelse med de aftalte ansættelsesvilkår i [Myndigheden].
Landsretten tog sagsøgers subsidiære påstand delvist til følge. Myndigheden blev pålagt at indbetale 1.420.667 kr. på en af sagsøger udpeget pensionskonto med tillæg af procesrente fra den 25. januar 2023.
Efter sagens udfald skulle Myndigheden betale sagsomkostninger for begge retter med i alt 292.637,50 kr. Beløbet fordelte sig således:
| Omkostningspost | Beløb |
|---|---|
| Advokatbistand inkl. moms | 240.000,00 kr. |
| Retsafgift | 40.450,00 kr. |
| Honorar til skønsmand (endeligt) | 12.187,50 kr. |
| I alt | 292.637,50 kr. |
Beløbet skulle betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.
Ved fastsættelsen af beløbet til advokatudgifter tog landsretten hensyn til sagens værdi, omfang og forløb, herunder varigheden af hovedforhandlingen i begge instanser samt afholdelsen af syn og skøn i byretten.
Landsretten tiltrådte endvidere, at der efter almindelige erstatningsretlige principper ikke var grundlag for at tage hensyn til, om der måtte være pligt til at indeholde arbejdsmarkedsbidrag af indskuddet til en sådan pensionsordning.