LandsrettenEn 41-årig kvinde, der led af skizofreni, blev under en udsættelsesforretning på sin bopæl i Kolding-området den 28. maj 2025 fundet skyldig i forsøg på manddrab på en tjenestegørende kriminalassistent med kniv samt i grov vold mod en låsesmed. Retten i Kolding fandt hende straffri på grund af sindssygdom og idømte hende anbringelse på psykiatrisk afdeling uden længstetid, men frifandt hende for udvisning. Vestre Landsret stadfæstede skyldspørgsmål og foranstaltning, men ændrede dommen, så tiltalte udvises af Danmark med 6 års indrejseforbud.
Den 28. maj 2025 kl. ca. 11.40 gennemførtes en udsættelsesforretning på tiltaltes bopæl på Adresse i By. Foged, udlejerens repræsentant, en låsesmed (Forurettede2) samt de uniformerede polititjenestemænd, kriminalassistent Forurettede1 og politiassistent Vidne1, var til stede.
Da låsesmeden Forurettede2 førte hånden ind gennem brevsprækken i hoveddøren for at oplåse den, stak tiltalte ham med en kniv i 3. finger på højre hånd, hvorved han pådrog sig en behandlingskrævende flænge over PIP-leddet, som måtte sys med 2 suturer.
Straks herefter rev tiltalte døren op og gik til angreb på kriminalassistent Forurettede1, som stod lige foran døren, med en kniv i hver hånd rettet mod ham. Der opstod tumult, hvorunder tiltalte huggede den ene kniv i betjenten flere gange. En kollega afgav varselsskud, hvilket fik tiltalte til midlertidigt at trække sig ind i lejligheden. Da Forurettede1 fulgte efter og befandt sig ca. 1 meter fra tiltalte, gik hun igen frem mod ham flere gange med kniven, hvilket fik Forurettede1 til at true med at skyde hende, hvis hun kom nærmere. Tiltalte trak sig herefter tilbage, men lagde ikke kniven fra sig, før flere tilkaldte betjente fik afvæbnet og anholdt hende.
Den ene knivs blad knækkede under episoden - der blev fundet et knækket knivsblad på reposen og et tilhørende knivskæfte i entreen. En kniv med blodtilsmudsninger fra Forurettede1 blev fundet i lejlighedens soveværelse i vindueskarmen. Retsgenetisk erklæring viste dna fra både tiltalte og Forurettede1 på kniven, men ingen brugbare fingeraftryk.
Ved undersøgelse på Odense Universitetshospital samme dag blev der konstateret 5 læsioner hos Forurettede1: en stiklæsion i venstre side af bugen (4x0,6 cm), en overfladisk snitlæsion på højre håndryg, en dyb snitlæsion på venstre overarm (7x2 cm) samt to gennemstikkende stiklæsioner på venstre underarm.
Ved operation med bl.a. kikkertkirurgi blev det fastslået, at stiklæsionen på bugen ikke gennembrød bughinden eller involverede indre organer, og at den dybe snitlæsion på overarmen ikke gennemskar store kar eller nerver. Lægeerklæringen konkluderede dog, at Forurettede1 kan have været i livsfare, da snitlæsionen på venstre overarm var dyb, og at det ikke kunne udelukkes, at den ville have medført forblødning, hvis han ikke var kommet under akut kompetent lægelig behandling.
Tiltalte, der er født i Sverige og flyttede til Danmark som ca. 7-8-årig, er disponeret for skizofreni gennem sin mor og blev selv diagnosticeret med skizofreni i 2009 efter symptomdebut ca. 20 år tidligere. Hun har været indlagt flere gange på psykiatriske afdelinger og i ambulant behandling. Hun har siden 14-årsalderen haft et periodisk misbrug af euforiserende stoffer, dog ikke under den aktuelle indlæggelse. Hun er førtidspensioneret, ugift og uden børn.
Af mentalerklæring af 19. september 2025 fra Retspsykiatrien i Region Syddanmark fremgik, at tiltalte er sindssyg og var sindssyg på gerningstidspunktet, hvor hun var præget af hallucinationer, vrangforestillinger og tankeforstyrrelser. Hun var omfattet af personkredsen i straffeloven § 16, stk. 1, men ikke af stk. 2. Erklæringen anbefalede dom til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen.
Retslægerådets udtalelse af 2. december 2025 bekræftede, at tiltalte er sindssyg og befandt sig i en sindssygelig tilstand på gerningstidspunktet, uden at der var mistanke om patologisk rus. Rådet anbefalede som mest formålstjenlige foranstaltning dom til anbringelse på psykiatrisk afdeling under henvisning til en formentlig betydelig, af hendes psykiske tilstand afhængig, risiko for ny personfarlig kriminalitet.
Anklagemyndigheden påstod tiltalte dømt for begge forhold og anbragt på psykiatrisk afdeling uden fastsat længstetid, jf. straffeloven § 16, jf. § 68, 2. pkt. og § 68a, stk. 2, samt udvisning med indrejseforbud efter den dagældende udlændingelovs § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 6, og § 32, stk. 1, og konfiskation af et knivblad, et knivskæfte og en kniv, jf. straffeloven § 75, stk. 2, nr. 1.
Tiltalte nægtede sig skyldig i forsøg på manddrab, men erkendte det faktiske hændelsesforløb i forhold 2 og påstod, at begge forhold i tilfælde af domfældelse skulle henføres under straffeloven § 245, stk. 1 og § 119 b, stk. 1. Hun påstod frifindelse for anbringelse til fordel for en behandlingsdom som anbefalet i mentalerklæringens konklusion, og frifindelse for udvisning. Hun havde ingen bemærkninger til konfiskationspåstanden.
Forurettede1 krævede i alt 44.786 kr.: 7.200 kr. i svie og smerte (30 dage sygemelding á 240 kr.), 7.586 kr. i tabt arbejdsfortjeneste (manglende weekend-/helligdagstillæg og natpenge i beredskabsarbejdet), samt 35.000 kr. i tortgodtgørelse efter erstatningsansvarsloven § 26, stk. 1, subsidiært stk. 4, med henvisning til TfK2024.259 og TfK2019.701, hvor der ved lignende drabsforsøg med kniv var tilkendt 30.000 kr. i tortgodtgørelse.
Forurettede2 krævede 9.120 kr. i svie og smerte (38 dage á 240 kr. som følge af sårskade i fingeren, der krævede suturering og en efterfølgende røntgenundersøgelse).
Tiltalte anerkendte erstatningspligt og opgørelse for svie og smerte samt tabt arbejdsfortjeneste over for Forurettede1, men bestred erstatningspligten og opgørelsen af tortgodtgørelsen, subsidiært at den ikke oversteg 30.000 kr. Tiltalte anerkendte fuldt ud Forurettede2s krav.
Retten i Kolding lagde efter de i det væsentlige samstemmende vidneforklaringer, tiltaltes egen delvise forklaring, samt de kriminaltekniske fund til grund, at tiltalte havde stukket Forurettede1 5 gange, og at hun havde til hensigt at dræbe ham, idet hun var klar over, at han var tjenestegørende betjent (han havde flere gange råbt, at han var fra politiet, og var uniformeret sammen med sin kollega). Tiltalte blev derfor fundet skyldig i forsøg på manddrab i overensstemmelse med anklageskriftets forhold 1 samt i overensstemmelse med forhold 2 vedrørende låsesmeden.
Efter mentalerklæringen og Retslægerådets udtalelse fandt byretten, at tiltalte på gerningstidspunktet var utilregnelig på grund af sindssygdom, hvorfor hun ikke skulle straffes, jf. straffeloven § 16, stk. 1. For at forebygge nye lovovertrædelser, og da mindre indgribende foranstaltninger ikke var tilstrækkelige efter Retslægerådets vurdering, blev hun anbragt på psykiatrisk afdeling, jf. straffeloven § 68, 2. pkt., uden fastsat længstetid, jf. § 68a, stk. 2.
Påstanden om konfiskation af knivblad, knivskæfte og kniv blev taget til følge, jf. straffeloven § 75, stk. 2, nr. 1.
Tiltalte blev pålagt at betale Forurettede1 44.786 kr. (fuldt beløb inkl. 30.000 kr. i tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 4, under henvisning til forholdets grovhed og potentielle farlighed samt at forurettede kunne have været i livsfare) og Forurettede2 9.120 kr., begge med procesrente fra 11. april 2026.
Byretten fandt, at tiltalte som udgangspunkt skulle udvises efter den dagældende udlændingelovs § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 6, medmindre det med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2, og at hun som svensk EU-borger tillige skulle opfylde betingelserne i den nugældende udlændingelovs § 26 b.
Under henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68, 70, 71 og 75, fandt byretten, at tiltalte, der var indrejst som 7-årig og havde tilbragt størstedelen af sin barndom og ungdom i Danmark, kun kunne udvises hvis der forelå meget tungtvejende grunde. Retten lagde vægt på, at tiltalte var omfattet af straffelovens § 16, stk. 1 (formildende), ikke tidligere var straffet af betydning, og havde en meget stærkere tilknytning til Danmark end til Sverige, hvor hun angiveligt ikke havde kontakt til familien.
Byretten konkluderede, at udvisning med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, og frifandt tiltalte for udvisningspåstanden. Hun blev i stedet tildelt en advarsel om udvisning, jf. udlændingelovens § 24 b.
Anklagemyndigheden ankede dommen med påstand om skærpelse, således at tiltalte udvises med indrejseforbud som fastsat af landsretten. Tiltalte påstod stadfæstelse. Sagen for landsretten angik alene spørgsmålet om udvisning - skyldspørgsmål og foranstaltning (anbringelse på psykiatrisk afdeling uden længstetid) var ikke til prøvelse.
Tiltalte forklarede supplerende for landsretten om sin opvækst og familieforhold i Sverige og Danmark, herunder at hun besøgte sin mormor i Sverige hver sommer indtil mormorens død, da tiltalte var 13-14 år, at hendes mor - som led af skizofreni - døde for 5 år siden, og at hun taler og forstår svensk. Hun forklarede endvidere om sin behandling og bedring under den fortsatte varetægtsfængsling i surrogat på lukket retspsykiatrisk afdeling.
Landsretten tiltrådte, at der var hjemmel til udvisning efter udlændingelovens § 22, nr. 1 og 6, jf. nugældende § 23, jf. § 22, nr. 1. Da tiltalte er EU-statsborger, kunne udvisning dog kun ske i overensstemmelse med de principper, der gælder for begrænsning af den frie bevægelighed efter udlændingelovens § 26 b, dvs. i overensstemmelse med opholdsdirektivet 2004/38/EF.
Efter opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, skal udvisning bygge på proportionalitetsprincippet og udelukkende begrundes i personlig adfærd, der udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse. Landsretten henviste til EU-Domstolens dom af 22. maj 2012 i sag C-348/09 (P.I.), præmis 30, hvorefter dette i almindelighed forudsætter, at personen må anses for tilbøjelig til fortsat at udgøre en sådan trussel fremover.
Da tiltalte havde haft ophold i Danmark i de forudgående 10 år, skulle udvisning tillige være »bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed«, jf. opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, litra a - et krav der efter EU-Domstolens praksis er begrænset til »ekstraordinære tilfælde« og forudsætter en endog særlig alvorlig trussel.
Landsretten lagde ved proportionalitetsvurderingen efter opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, og artikel 28, stk. 1, samt EMRK artikel 8 vægt på kriterierne fra Menneskerettighedsdomstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68, hvorefter der skal foreligge meget tungtvejende grunde for udvisning af en fastboende udlænding indrejst som barn - grunde der kan foreligge ved alvorlig personfarlig kriminalitet.
Landsretten fremhævede grovheden af forsøget på manddrab (knivoverfald på en kriminalassistent, hvorunder der blev afgivet varselsskud) og den grove vold mod låsesmeden. Retslægerådets udtalelse om en formentlig betydelig risiko for ny personfarlig kriminalitet indgik i vurderingen, ligesom det forhold, at tiltalte var fundet straffri på grund af sindssygdom, indgik ved vægtningen af kriminalitetens grovhed i den samlede proportionalitetsafvejning.
Landsretten fandt, at tiltaltes tilknytning til Danmark var stærkere end til Sverige, men at hun havde forudsætninger for at etablere en tilværelse i Sverige, herunder da hun taler og forstår svensk og fortsat har en - om end ikke stærk - relation til familie dér. Efter en samlet vurdering, hvori indgik at kriminaliteten blev begået, mens tiltalte var sindssyg, fandt landsretten, at hensynene til udvisning - herunder risikoen for ny alvorlig personfarlig kriminalitet - vejede tungere end hensynene imod. Udvisning var derfor ikke et uproportionalt indgreb i strid med opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, og artikel 28, stk. 1, eller EMRK artikel 8.
Landsretten fandt dog, at et indrejseforbud for bestandig ville være uproportionalt, og fastsatte i stedet indrejseforbuddets varighed til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.
Landsretten stadfæstede med denne ændring byrettens dom, herunder skyldspørgsmål, foranstaltningen (anbringelse på psykiatrisk afdeling uden fastsat længstetid), konfiskationen og erstatningsbeløbene til Forurettede1 (44.786 kr.) og Forurettede2 (9.120 kr.). Tiltalte skulle herefter udvises af Danmark med indrejseforbud i 6 år og betale sagens omkostninger for landsretten. Tiltalte forblev varetægtsfængslet i surrogat under anken.
