LandsrettenEn dansk førtidspensionist flyttede i august 2019 permanent til Portugal. Ankestyrelsen stoppede herefter udbetalingen af pensionstillægget med henvisning til, at tillægget ikke kan eksporteres til lande uden for EU/EØS. Appellanten gjorde gældende, at bortfaldet var i strid med EU-rettens forbud mod bopælsbetingede ydelsesnedsættelser. Vestre Landsret stadfæstede byrettens dom og gav Ankestyrelsen medhold: undtagelsesbestemmelsen i bilag XI til forordning 883/2004 for personer uden erhvervsbeskæftigelse fandt anvendelse, og pensionstillægget kunne derfor ikke medtages.
Appellanten, en dansk statsborger, modtog førtidspension efter lov om social pension. I august 2019 flyttede han permanent til Portugal. Ankestyrelsen traf den 29. oktober 2019 afgørelse om, at pensionstillægget som en del af førtidspensionen bortfaldt, da Portugal ikke er omfattet af EU/EØS-området på en sådan måde, at der efter dansk ret er eksportret for tillægget.
Den centrale bestemmelse i dansk ret er lov om social pension § 3, stk. 5, som på afgørelsestidspunktet havde følgende ordlyd:
Retten til at modtage pension i udlandet efter stk. 2, 3 og 4 omfatter folkepensionens grundbeløb, førtidspension bortset fra førtidspensionens pensionstillæg ...
Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 1380 af 23. december 2012. Af lovforslagets bemærkninger (LFF 2012 53) fremgår, at formålet var at harmonisere reglerne med dem, der gælder for folkepension og førtidspension efter gammel ordning, hvor pensionstillægget ikke kan medtages til lande uden for EU/EØS og Schweiz.
I EU-regi er forholdet reguleret af Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger. Forordningens artikel 7 fastslår udgangspunktet:
Medmindre andet er fastsat i denne forordning, må kontantydelser, som en person har krav på efter lovgivningen i en eller flere medlemsstater ... ikke nedsættes, ændres, stilles i bero, inddrages eller beslaglægges med den begrundelse, at den pågældende ... er bosat i en anden medlemsstat ...
Imidlertid indeholder forordningens bilag XI en særregel for Danmark:
Uanset bestemmelserne i denne forordnings artikel 6 har personer, der ikke har haft erhvervsmæssig beskæftigelse i en eller flere medlemsstater, kun ret til dansk social pension, hvis de har haft eller tidligere har haft fast bopæl i Danmark i mindst tre år ... Artikel 7 finder ikke anvendelse på dansk social pension, som sådanne personer har erhvervet ret til ...
Undtagelsen er nærmere beskrevet i præambelbetragtning 42, hvorefter særreglen drejer sig om "erhvervelse af ret til social pension udelukkende for den nye kategori af ikke-erhvervsaktive, som nu er omfattet af denne forordning, på grund af de særlige træk i den danske ordning".
Appellanten anlagde sag ved Retten i Sønderborg med påstand om, at Ankestyrelsen skulle anerkende, at der ikke var grundlag for at lade pensionstillægget bortfalde. Retten i Sønderborg gav ved dom af 12. januar 2023 (BS-47222/2020-SON) Ankestyrelsen medhold. Appellanten ankede herefter til Vestre Landsret med gentagen påstand. Ankestyrelsen påstod stadfæstelse.
Tvisten drejede sig navnlig om, hvorvidt appellanten var omfattet af personkredsen "sådanne personer" i bilag XI, og dermed om artikel 7's beskyttelse mod bopælsbetinget nedsættelse var fraveget.
Landsretten lagde til grund, at appellanten opfyldte betingelserne i lov om social pension § 3, stk. 3 og dermed bevarede retten til selve førtidspensionen ved flytningen. § 3, stk. 5, er efter sin ordlyd ikke territorialt begrænset, hvilket bekræftes af de specielle bemærkninger.
Herefter vurderede landsretten, om appellanten var undtaget fra artikel 7. Med henvisning til præambelbetragtning 42 fandt retten, at "sådanne personer" må forstås som personer, der ikke har haft erhvervsmæssig beskæftigelse i en eller flere medlemsstater. Det forhold, at appellanten er dansk statsborger, kunne ikke føre til en anden vurdering. Appellantens førtidspension var derfor omfattet af § 3, stk. 5, og tillægget kunne ikke eksporteres.
Appellanten havde anført, at der forelå tilstrækkelig tvivl om EU-rettens fortolkning til at begrunde en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen. Landsretten afviste dette under henvisning til sin kendelse af 19. december 2023, idet der ikke fandtes at foreligge en sådan fortolkningstvivl.
Appellanten søgte endvidere at støtte ret på den tidligere forordning (EØF) nr. 1408/71. Landsretten fastslog, at denne forordning er ophævet ved forordning 883/2004, artikel 90. Overgangsreglerne i artikel 87, stk. 5, giver alene mulighed for revision af allerede tilkendte pensioner, men giver ikke appellanten en selvstændig ret til at kræve eksport af sit tillæg efter den gamle forordning.
Landsretten stadfæstede byrettens dom. Det indebar, at Ankestyrelsens afgørelse af 29. oktober 2019 om bortfald af pensionstillægget stod ved magt.
Appellanten havde fri proces under anken. Efter sagens udfald skulle statskassen betale sagsomkostninger til Ankestyrelsen med 42.000 kr. til dækning af udgifter til advokatbistand, jf. Renteloven § 8 a.
