LandsrettenØstre Landsret tog stilling til, om en direktør og eneanpartshaver i et selskab var skattepligtig af værdien af fri bil for en Porsche 911 Turbo i indkomstårene 2013 og 2014. Selskabet havde købt bilen for ca. 3,4 mio. kr., og direktøren gjorde gældende, at bilen udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt. Landsretten fandt, at det ikke var sandsynliggjort, at bilen ikke stod til rådighed for privat brug, og stadfæstede derfor byrettens dom om beskatning.
Selskabet (sagsøger ApS) købte i 2011 en Porsche 911 Turbo for omkring 3,4 mio. kr. Direktøren (sagsøger) var eneanpartshaver og havde rådighed over bilen. Det var oplyst, at bilen primært blev brugt til kørsel mellem selskabets kontorer i København og Svendborg samt til lufthavnen i forbindelse med forretningsrejser. Direktøren havde derudover en Mini Countryman til privat brug, som han blev beskattet af som fri firmabil.
Porschen var i almindelighed parkeret ved et datterselskabs adresse i Svendborg, ca. 7,5 km fra direktørens private bopæl. Direktøren førte kørebog, men de fremlagte kørselsregnskaber var efterfølgende renskrivninger. De oprindelige håndskrevne notater og den digitale kalender, som angiveligt dannede grundlag for tilføjelser af kørslernes formål, blev ikke fremlagt for retten.
SKAT havde i 2014 foreslået at ændre skatteansættelsen for 2011-2012, men uden ændring. For 2013-2014 gennemførte SKAT beskatning af værdi af fri bil, og Retten i Svendborg (byretten) stadfæstede afgørelsen den 13. juni 2023. Byretten lagde vægt på bilens karakter som luksusbil, interessefællesskabet mellem direktør og selskab samt at kørselsregnskaberne var udarbejdet efterfølgende.
Direktøren og selskabet gjorde gældende, at kørselsregnskaberne dokumenterede den erhvervsmæssige anvendelse, og at den efterfølgende tilføjelse af formål fra en digital kalender ikke svækkede bevisværdien. De henviste til SKM2004.85.ØLR, hvorefter rekonstruerede regnskaber kan tillægges bevisværdi, hvis de er troværdige. Derudover anførte de, at SKAT havde gennemgået regnskaberne for 2011-2012 uden ændringer, hvilket skabte en retsbeskyttet forventning.
Det fremhævedes, at bilen var valgt af forretningsmæssige hensyn – sikkerhed, komfort og repræsentation – og at prisen var uvedkommende for skattemyndighederne. Anbringendet blev opsummeret i et processkrift:
Det er ganske svært at se, hvor hjemlen til at inddrage dette synspunkt skal findes, hvis det altså ikke er i den såkaldte ”Jantelov”, som de danske domstole hverken kan eller må træffe afgørelser på baggrund af.
Skatteministeriet påstod stadfæstelse og anførte, at bilens karakter og placering tæt på bopælen skabte en formodning for privat rådighed. Da der var interessefællesskab, havde skatteyderen bevisbyrden for, at bilen ikke stod til privat disposition, jf. praksis som UfR 2005.1691 H og UfR 2021.3915 H.
De fremlagte kørselsregnskaber var uden angivelse af erhvervsmæssige formål i den oprindelige version. De efterfølgende tilføjelser savnede bevisværdi, og den digitale kalender var ikke fremlagt. Endvidere kunne en tidligere gennemgang af regnskaber for 2011-2012 ikke give en retsbeskyttet forventning for senere år, især fordi størstedelen af perioden lå før SKATs agterskrivelse af 2. maj 2014.
Landsretten lagde til grund, at direktøren som eneanpartshaver havde rådighed over Porschen, og at bilen var parkeret 7,5 km fra bopælen. Under disse omstændigheder og under hensyn til interessefællesskabet samt bilens karakter og værdi påhvilede det direktøren og selskabet at sandsynliggøre, at bilen ikke var til privat rådighed. Byretten havde korrekt påhvilet dem denne bevisbyrde.
Retten fandt, at bevisbyrden ikke var løftet. Der blev lagt afgørende vægt på, at kørselsregnskaberne var efterfølgende renskrivninger, og at hverken de oprindelige notater eller den digitale kalender var blevet fremlagt:
Landsretten har herved navnlig lagt vægt på, at de fremlagte kørselsregnskaber har karakter af efterfølgende renskrivninger af Appellants, tidligere Sagsøger notater, og at Appellant, tidligere Sagsøger hverken har fremlagt kørebogen med hans oprindelige tidsnære notater eller den digitale kalender, som efter hans forklaring har dannet grundlag for hans tilføjelser – flere år senere – af formålene med de enkelte kørsler.
Argumentet om retsbeskyttet forventning blev afvist, idet skattemyndighedernes forslag til afgørelse for 2011-2012 var dateret 2. maj 2014 og dermed ikke kunne have bestemt dispositionerne for udarbejdelsen af regnskaberne for 2013 og 2014, som dækkede perioden til og med 28. maj 2014.
Landsretten tiltrådte derfor, at direktøren var skattepligtig af værdien af fri bil i 2013 og for perioden 1. januar – 26. maj 2014, jf. Ligningslovens § 16 A, stk. 5 og § 16, stk. 4, og at selskabet var indberetningspligtigt.
Byrettens dom blev herefter stadfæstet. Sagsøger og selskabet blev hver pålagt at betale 30.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet for landsretssagen.
