LandsrettenTo rumænske mænd tiltalt for forsøg på voldtægt og frihedsberøvelse af en ung kvinde i Herning. De tvang kvinden ind på bagsædet af deres bil, mens hun gik alene hjem om natten. Vestre Landsret stadfæstede byrettens dom med den ændring, at tortgodtgørelsen blev nedsat til 50.000 kr., og begge tiltalte blev udvist af Danmark. Fire voterende dommere fandt forsæt til frihedsberøvelse bevist, mens to dissenterede herfor.
Sagen angår to rumænske statsborgere:
De tiltalte var arbejdskammerater og havde haft samme arbejdsgiver i cirka halvanden uge. Forurettede er en ung kvinde, der på gerningstidspunktet var på vej hjem alene om natten i Herning.
De tiltalte havde inden episoden ringet til escortbureauer for at finde en prostitueret, men fandt priserne for høje. Mens de kørte i byen, fik de øje på forurettede, som gik alene. Tiltalte 1 steg ud af bilen, stillede sig foran forurettede og spurgte hende, om hun var "fri" — et spørgsmål hun ikke besvarede, men gik videre fra.
Tiltalte 1 tog herefter fat i forurettedes jakke og begyndte at hive hende hen mod bilen. Forurettede gjorde modstand ved at gøre sig tung, og hun endte med at sidde på asfalten. De tiltalte tvang hende herefter ind på bilens bagsæde:
Et vidne, Vidne 1, kom til stedet og observerede en "trækkekrig", hvor det lignede, at forurettede prøvede at komme ud af bilen, mens en person på bagsædet forsøgte at få hende ind. Da vidnet råbte, gav de tiltalte op, og forurettede kunne komme ud. Bilen kørte hurtigt fra stedet. De tiltalte tog efterfølgende i byen sammen.
Forurettede forklarede, at hun var overbevist om, at hun ville blive voldtaget, hvis hun ikke kom væk.
Retten i Herning afsagde dom i 1. instans den 11. juni 2024 (sag nr. 99-659/2024), hvor de tiltalte blev fundet skyldige i forsøg på voldtægt og forsøg på frihedsberøvelse. Sagen blev anket til Vestre Landsret (V.L. S – 1279 – 24).
De tiltaltes påstande:
Anklagemyndighedens påstand:
Forurettedes påstand:
Sagen rejser spørgsmål om følgende bestemmelser i straffeloven:
Straffeloven § 261, stk. 1 — frihedsberøvelse:
Den, som berøver en anden friheden, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 år.
Straffeloven § 21 — forsøg:
Stk. 1. Handlinger, som sigter til at fremme eller bevirke udførelsen af en forbrydelse, straffes, når denne ikke fuldbyrdes, som forsøg.
Straffeloven § 22 — frivillig tilbagetræden:
Forsøg straffes ikke, når gerningsmanden frivilligt og ikke på grund af tilfældige hindringer for gerningens udførelse eller for opnåelsen af det ved denne tilsigtede øjemed afstår fra iværksættelsen eller hindrer fuldbyrdelsen eller foretager handlinger, som ville have hindret fuldbyrdelsen, hvis denne ikke, ham uafvidende, var mislykkedes eller ad anden vej var afværget.
Erstatningsansvarsloven § 16 — forrentning af erstatningsbeløb.
Begge tiltalte påstod, at de hver især havde forsøgt at hjælpe forurettede. Deres forklaringer var indbyrdes modstridende og blev af landsretten fundet utroværdige.
Tiltalte 2 hævdede, at Tiltalte 1 havde lånt hans telefon for at ringe til escortbureauer uden hans viden. Han forklarede, at han først opdagede, hvad der foregik, da Tiltalte 1 var i gang med at trække forurettede ind i bilen. Ifølge ham steg han ud af bilen, gik rundt foran den, og forsøgte at trække forurettede ud af bilen ved at tage fat i hendes ben og senere hænder. Han påstod, at Tiltalte 1 slog ham, så han faldt omkuld. Han forklarede videre, at han fortsatte med at være sammen med Tiltalte 1 efter episoden, fordi Tiltalte 1 havde truet ham med bank.
Tiltalte 1 hævdede, at det var Tiltalte 2, der havde ringet til escortbureauerne, og at Tiltalte 2 havde bedt ham tage kontakt til forurettede, fordi hans engelsk var bedre. Han forklarede, at Tiltalte 2 sagde, at han skulle "hente pigen", og at Tiltalte 2 skubbede forurettede ind i bilen. Han påstod selv at have skubbet forurettede ud af bilen, da han indså, at hun ikke var prostitueret og at hun modsatte sig. Om sin byretsforklaring — hvor han havde sagt, at de kørte direkte hjem — forklarede han, at han var bange og gerne ville frifindes.
Landsretten fandt begge forklaringer utroværdige, særligt i lyset af at de tiltalte sammen forlod gerningsstedet og tog i byen sammen efter episoden.
Tiltalte 2 hævdede, at Tiltalte 1 havde lånt hans telefon for at ringe til escortbureauer uden hans viden. Han forklarede, at han først opdagede, hvad der foregik, da Tiltalte 1 var i gang med at trække forurettede ind i bilen. Ifølge ham steg han ud af bilen, gik rundt foran den, og forsøgte at trække forurettede ud af bilen ved at tage fat i hendes ben og senere hænder. Han påstod, at Tiltalte 1 slog ham, så han faldt omkuld. Han forklarede videre, at han fortsatte med at være sammen med Tiltalte 1 efter episoden, fordi Tiltalte 1 havde truet ham med bank.
Tiltalte 1 hævdede, at det var Tiltalte 2, der havde ringet til escortbureauerne, og at Tiltalte 2 havde bedt ham tage kontakt til forurettede, fordi hans engelsk var bedre. Han forklarede, at Tiltalte 2 sagde, at han skulle "hente pigen", og at Tiltalte 2 skubbede forurettede ind i bilen. Han påstod selv at have skubbet forurettede ud af bilen, da han indså, at hun ikke var prostitueret og at hun modsatte sig. Om sin byretsforklaring — hvor han havde sagt, at de kørte direkte hjem — forklarede han, at han var bange og gerne ville frifindes.
Landsretten lagde afgørende vægt på forurettedes forklaring, der blev beskrevet som sikker, detaljeret og konsistent.
Forurettede forklarede, at hun stoppede kort op, da tiltalte 1 spurgte, om hun var "fri", men at hun ikke var interesseret og gik videre. Tiltalte 1 trådte ind foran hende, tog fat i hendes jakke og begyndte at hive hende mod bilen. Hun gjorde sig tung og endte med at sidde på asfalten. Hun forklarede:
Hun var overbevist om, at hun ville blive voldtaget, hvis hun ikke kom væk.
Vidne 1 forklarede, at han observerede en "trækkekrig", hvor det lignede, at forurettede prøvede at komme ud af bilen, mens en person på bagsædet forsøgte at få hende ind. Han hjalp forurettede med at komme ud, da de tiltalte gav op — formentlig fordi vidnet kom til stede og råbte. Han bekræftede, at der blev tysset på forurettede.
Forurettede forklarede, at hun stoppede kort op, da tiltalte 1 spurgte, om hun var "fri", men at hun ikke var interesseret og gik videre. Tiltalte 1 trådte ind foran hende, tog fat i hendes jakke og begyndte at hive hende mod bilen. Hun gjorde sig tung og endte med at sidde på asfalten. Hun forklarede:
Hun var overbevist om, at hun ville blive voldtaget, hvis hun ikke kom væk.
Vidne 1 forklarede, at han observerede en "trækkekrig", hvor det lignede, at forurettede prøvede at komme ud af bilen, mens en person på bagsædet forsøgte at få hende ind. Han hjalp forurettede med at komme ud, da de tiltalte gav op — formentlig fordi vidnet kom til stede og råbte. Han bekræftede, at der blev tysset på forurettede.
Landsretten tiltrådte, at det var bevist, at begge tiltalte som beskrevet i tiltalen tvang forurettede ind på bilens bagsæde, og at de havde forsæt til at voldtage hende.
Landsretten lagde vægt på:
Med hensyn til forsøg på frihedsberøvelse efter straffelovens § 261, stk. 1, jf. § 21, var der dissens blandt de voterende.
Om frivillig tilbagetræden efter straffelovens § 22 udtalte landsretten:
Det lægges efter bevisførelsen til grund, at de tiltalte opgav deres forehavende, fordi Forurettede gjorde modstand. Der foreligger derfor ikke en frivillig tilbagetræden efter straffelovens § 22.
De tiltalte var dermed også efter bevisførelsen for landsretten skyldige i den rejste tiltale.
Fire voterende dommere fandt det bevist, at de tiltalte havde forsæt til at holde forurettede indespærret i bilen i en sådan udstrækning, at forholdet udgjorde et forsøg på frihedsberøvelse efter straffelovens § 261, stk. 1, jf. § 21. De lagde vægt på:
Det må anses for usandsynligt, at de tiltalte havde forsæt til at gennemføre voldtægten på det sted, hvor de forsøgte at tvinge Forurettede ind i bilen.
To voterende dommere fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse det for bevist, at de tiltalte havde forsæt til frihedsberøvelse, og stemte for frifindelse herfor.
Efter stemmeafgivningen blev de tiltalte fundet skyldige i overtrædelse af straffelovens § 261, stk. 1, jf. § 21.
Landsretten tiltrådte af de grunde, som byretten havde anført, at straffen var fastsat som sket (den konkrete straf fremgår alene af byrettens dom, der blev stadfæstet).
Ligeledes tiltrådte landsretten af de grunde, som byretten havde anført, at begge tiltalte blev udvist af Danmark.
De tiltalte havde fortsat været frihedsberøvede under ankesagen.
Tiltalte 2 havde ikke bestridt erstatningskravet størrelsesmæssigt, og kravet blev taget til følge i forhold til ham.
I forhold til Tiltalte 1, der havde bestridt størrelsen af tortgodtgørelsen, fastsatte de juridiske dommere tortgodtgørelsen under hensyn til forholdets karakter til 50.000 kr. — en nedsættelse i forhold til byrettens afgørelse.
Den øvrige del af kravet mod Tiltalte 1, der ikke var bestridt, blev taget til følge.
De samlede beløb blev fastsat således:
| Post | Beløb |
|---|---|
| Tiltalte 1 og Tiltalte 2 in solidum | 55.534,36 kr. |
| Tiltalte 2 herudover | 7.000 kr. |
Beløbene forrentes efter erstatningsansvarslovens § 16 og skal betales inden 14 dage.
Landsretten stadfæstede byrettens dom med de ændringer, at:
De tiltalte skal hver især betale de af sagens omkostninger for landsretten, som vedrører dem.
Sagen blev afgjort af dommerne Henrik Twilhøj, Thomas Raaberg-Møller og Ida Johanne Sander (kst.) med domsmænd.
