Afvisning af erstatningssag mod anklagemyndigheden grundet forkert procesform vedrørende konventionskrænkelser

Sagens forløb og de straffeprocessuelle indgreb

Sagen omfatter to separate hændelsesforløb, der blev sambehandlet i byretten og landsretten. Det første forløb vedrørte to ransagninger af en lejlighed på Frederiksberg, som politiet foretog på baggrund af anmeldelser om henholdsvis frihedsberøvelse og ulovligt ophold. Da der ikke blev fundet noget strafbart, blev påtalen straks opgivet.

Det andet forløb vedrørte en efterforskning af mistanke om vold, som blev standset, idet erstatningssøgende kun havde status som mistænkt. Begge sager blev indbragt for retten efter de administrative afgørelser fra statsadvokaten og Rigsadvokaten.

I forbindelse med ransagningerne tilkendte statsadvokaten i alt 2.400 kr. i erstatning fordelt med 1.200 kr. pr. ransagning efter Retsplejeloven § 1018b, hvilket Rigsadvokaten stadfæstede. Vedrørende efterforskningsforløbet afslåede statsadvokaten først erstatning under henvisning til fast praksis (U.1988.705), hvorefter alene status som mistænkt ikke giver ret til erstatning, medmindre ekstraordinære omstændigheder foreligger. Rigsadvokaten stadfæstede afslaget med samme begrundelse.

Parternes påstande og ændret procesmål

Erstatningssøgende fremsatte oprindeligt krav om erstatning uden konkret beløbsopgørelse jf. Retsplejeloven § 1018a. Under hovedforhandlingerne i både byret og landsret ændrede han dog sin påstand til en udelukkende principiel anerkendelsespåstand.

De endelige påstande blev nedlagt som følger:

• Erstatningssøgende: At anklagemyndigheden dømmes til at anerkende, at erstatningssøgendes konventionsrettigheder efter EMRK artikel 5, 8 og 13 er blevet krænket.
• Anklagemyndigheden: Frifindelse i byretten; stadfæstelse i landsretten, subsidiært frifindelse.

Erstatningssøgende understøttede sin påstand med forklaringer om, at han følte sig presset og truet af politiet til at lade sig afhøre, at den efterfølgende negative medieomtale stammede fra politiets kildeoplysninger, samt at det administrative forløb var udtryk for en krænkende magtkamp, der medførte alvorlige personlige konsekvenser.

Stridens kerne: Anerkendelsespåstand vs. erstatningssøgsmål

Stridspunktet i sagen var udelukkende procesretligt og vedrørte, om retten kunne tage den ændrede påstand under påkendelse efter kapitel 93 a i Retsplejeloven om "Erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning".

• Reglerne i kapitel 93 a er målrettet krav om økonomisk erstatning og godtgørelse for straffeprocessuelle indgreb.
• Da erstatningssøgende havde nedlagt den oprindelige erstatningspåstand til fordel for en principiel anerkendelsespåstand vedrørende konventionskrænkelser, kunne sagen ikke længere behandles efter de forenklede regler for erstatning i straffesager.
• Anklagemyndigheden påstod, at en sådan påstand om principiel anerkendelse af rettighedskrænkelser skal anlægges som et almindeligt civilt søgsmål, og ikke som en del af en erstatningssag efter de specielle procedurer.

Rettens procesretlige begrundelse

Både Retten på Frederiksberg og Østre Landsret lagde vægt på sagens procesform og formålet med den specielle lovgivning. Rettens begrundelse fremgår af følgende nøglepassager:

"Således som påstanden nu er formuleret, finder retten herefter, at den nedlagte påstand ikke kan tages under påkendelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a, da der ikke er tale om et erstatningssøgsmål, og Erstatningssøgende henvises derfor til at anlægge civilt søgsmål."

Landsretten tiltrådte byrettens vurdering fuldt ud og fastslog, at de forenklede regler ikke er udformet til at håndtere anerkendelsespåstande:

"Efter indholdet af Erstatningssøgendes påstand i de to sager tiltræder landsretten, at de nedlagte påstande ikke kan tages under påkendelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a, og at Erstatningssøgende i stedet er henvist til at anlægge civilt søgsmål."

Rettene konkluderede, at så længe påstanden udelukkende søger en domstolsfastslåelse af, at EMRK-rettigheder er blevet krænket, uden at der kræves økonomisk godtgørelse, falder sagen uden for kapitel 93 a's anvendelsesområde. Erstatningssøgende er derfor processuelt henvist til at anlægge et almindeligt civilt søgsmål for at få sin påstand behandlet i stoffet.

Afgørelsen

På baggrund af den procesretlige afvisning traf både byret og landsret følgende kendelser:

• Sagerne afvises, da påstandene ikke kan tages under påkendelse efter kapitel 93 a i Retsplejeloven.
• Østre Landsret stadfæstede Retten på Frederiksbergs domme om afvisning.
• Erstatningssøgende er dømt til at betale sagens omkostninger i både byret og landsret.