LandsrettenØstre Landsret afviste et tilbagebetalingskrav på ca. 2,9 mio. kr. mellem to tidligere ægtefæller, da kravet hvilede på en aftalekonstruktion, der havde til formål at unddrage midler fra mandens tidligere hustru i en verserende bodelingssag. Aftalen var i strid med lov og ærbarhed, jf. , og kunne derfor ikke støttes ret på. Sagen blev afvist fra domstolene, og ingen af parterne blev pålagt sagsomkostninger.
Appellant (kvinden) og Appelindstævnte (manden) blev kærester i foråret 2020. De besluttede at købe en ejendom beliggende Adresse 1, 4600 Køge til en kontant købesum på 5 mio. kr.
Den 25. juni 2020 blev parterne godkendt til købet af Sparekassen Sjælland-Fyn, og den 30. juni 2020 underskrev Appellant købsaftalen som eneejer. Finansieringen fordelte sig således:
| Part | Indskud |
|---|---|
| Appelindstævnte (manden) | ca. 2,9 mio. kr. |
| Appellant (kvinden) | 95.000 kr. |
Den resterende del af købesummen blev finansieret ved et realkreditlån med hovedstol på 2,016 mio. kr., som begge parter hæftede for. Skøde blev tinglyst den 6. august 2020 med Appellant som eneejer, og overtagelsesdagen var fastsat til den 1. oktober 2020.
Parterne indgik ægteskab den 9. juli 2020. Kort efter — den 27. september 2020 — tinglyste de en ægtepagt, hvorefter:
Ægtepagten var udarbejdet af Appelindstævntes advokat, Advokat 1, og blev ifølge Appellants forklaring indgået på Appelindstævntes foranledning. Ejendommen på Adresse 1 var ikke udtrykkeligt nævnt i ægtepagten, men var omfattet af Appellants skilsmissesæreje som erhvervet under ægteskabet.
Parterne flyttede ind i ejendommen den 1. oktober 2020. Allerede den 8. oktober 2020 — blot en uge efter overtagelsen — anmodede Appellant om skilsmisse. Parterne blev skilt ved bevilling den 9. december 2020. Ægteskabet varede således kun fem måneder, og samlivet i ejendommen varede ca. to måneder.
Appelindstævnte anlagde sag ved Retten i Roskilde med påstand om tilbagebetaling af de ca. 2,9 mio. kr., som han gjorde gældende var et lån til Appellant til brug for huskøbet. Appellant påstod frifindelse og gjorde gældende, at beløbet var en gave.
Ved dom af 14. marts 2023 (sag BS-36753/2022-ROS) gav Retten i Roskilde Appelindstævnte medhold.
Appellant indbragte herefter sagen for Østre Landsret med påstand om frifindelse. Appelindstævnte påstod stadfæstelse af byrettens dom.
Under ankesagen blev der fremlagt supplerende materiale, herunder:
Under sagen kom det frem, at Appelindstævnte var midt i en bodelingssag med sin tidligere hustru gennem 23 år, Person 2. Denne bodelingssag lå tidsmæssigt forud for ægteskabet med Appellant og havde direkte indflydelse på størrelsen af den formue, Appelindstævnte indbragte i det nye ægteskab.
Af bobehandlerens mødereferat fremgik følgende, som Advokat 1 — Appelindstævntes egen advokat — oplyste under bomødet:
Advokat 1 oplyste, at årsagen til indgåelsen af dette ægteskab, var et tidligere ægteskab med Person 2, hvor en bodelingsaftale udarbejdet af Advokat 1 ved dom af 31. oktober 2019 blev tilsidesat af Retten i Roskilde, og denne dom blev stadfæstet af Landsretten den 23. september 2021. For at undgå at skulle dele sine aktiver med sin tidligere hustru Person 2, giftede Appelindstævnte sig med Appellant, og overdrog aktiver til Appellant.
Bobehandleren anførte i sin indstilling:
Der findes ikke grundlag for at etablere en alternativ virkelighed til det faktum, at der er underskrevet og tinglyst en ægtepagt, som efter begge parters oplysning har haft til formål at begrænse boslodskravet for Appelindstævntes tidligere ægtefælle Person 2.
Appellant selv forklarede, at Appelindstævnte »hellere ville have, at hun fik de 2,9 mio. kr., end at Person 2 fik dem«. Også de fremlagte SMS-beskeder mellem parterne understøttede, at Appellant ikke selv betragtede sig som retmæssig ejer af huset, men at aftalen om hendes eneejerskab var begrundet i ønsket om at undgå betaling i Appelindstævntes bodelingssag med Person 2.
Sagens centrale retsgrundlag var Danske Lov 5-1-2, der i sin oprindelige ordlyd fastslår:
Alle Contracter, som frivilligen giøris af dennem, der ere Myndige, og komne til deris Lavalder, være sig Kiøb, Sal, Gave, Mageskifte, Pant, Laan, Leje, Forpligter, Forløfter og andet, ved hvad Navn det nævnis kand, som ikke er imod Loven, eller Ærbarhed, skulle holdis i alle deris Ord og Puncter, saa som de indgangne ere.
Bestemmelsen indebærer modsætningsvis — og har i retspraksis været forstået således — at aftaler, der er i strid med lov eller ærbarhed, ikke kan støttes ret på. En part kan med andre ord ikke få domstolenes bistand til at gennemtvinge en aftale, der hviler på et retsstridigt eller uetisk grundlag.
Landsretten lagde efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger til grund, at begge parter var indforstået med aftalekonstruktionen:
Landsretten finder, at begge parter var indforstået med den aftale, hvorved Appelindstævnte bidrog med ca. 2,9 mio. kr. til købet af ejendommen beliggende Adresse 1, men som alene Appellant blev registreret som ejer af, og som ved ægtepagt blev gjort til Appellants skilsmissesæreje.
Retten fandt det endvidere bevist, at formålet var retsstridigt:
Landsretten finder endvidere, at begge parter var indforstået med, at aftalekonstruktionen havde til formål at bringe midlerne på ca. 2,9 mio. kr. uden for Appelindstævntes formuesfære og dermed forstikke midlerne for Appelindstævntes tidligere hustru, Person 2, således at hendes boslodskrav blev begrænset mest muligt.
Appelindstævnte havde under sagen anført, at Person 2 havde transport i den foreliggende sag for 1,9 mio. kr., hvilket skulle udgøre et værn mod, at han disponerede over beløbet til skade for hende. Landsretten afviste dette:
Appelindstævntes forklaring om, at Person 2 har transport på 1,9 mio. kr., findes ikke at udgøre et tilstrækkelig værn mod, at Appelindstævnte kan disponere over beløbet til skade for hende.
På den baggrund nåede landsretten til den afgørende konklusion:
Under de anførte omstændigheder finder landsretten, at det grundlag, som Appelindstævnte påberåber sig til støtte for sine påstande, hviler på en aftalekonstruktion, som er i strid med lov og ærbarhed, jf. Danske Lov 5-1-2, og som der derfor ikke kan støttes ret på.
Resultatet: Sagen blev afvist fra domstolene. Landsretten tog dermed ikke stilling til, om de 2,9 mio. kr. var et lån eller en gave — selve det retsgrundlag, kravet byggede på, var ugyldigt efter . Ingen af parterne blev pålagt at betale sagsomkostninger til den anden part, hverken for byretten eller landsretten.
