LandsrettenVestre Landsret stadfæstede byrettens frifindelse af Miljø- og Fødevareklagenævnet i en sag om gyldigheden af nævnets afgørelse fra juni 2020, hvor nævnet havde stadfæstet Skanderborg Kommunes afslag på lovliggørende dispensation til en kunstgræsplæne på ca. 700 m² og et stengærde — begge etableret inden for den 150 meter brede søbeskyttelseslinje ved Område 1. Det centrale spørgsmål var, om anlæggene var omfattet af forbuddet i naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1, og om appellanten havde krav på dispensation efter § 65, stk. 1. Landsretten fastslog, at både kunstgræsplænen og stengærdet var omfattet af forbuddet, og at nævnets afslag på dispensation hverken var usagligt, ugyldigt eller behæftet med sagsbehandlingsfejl. Appellanten blev pålagt at betale 30.000 kr. i sagsomkostninger.
Appellanten ejer en ejendom beliggende ned til Område 1, en sø med en vandflade på mindst 3 ha. Ejendommen er omfattet af søbeskyttelseslinjen efter naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1, der forbyder placering af bebyggelse, campingvogne og lignende samt beplantning eller ændringer i terrænet inden for en afstand af 150 m fra søen.
På ejendommen etablerede appellanten:
Begge anlæg var placeret mere end 15 m fra boligen og dermed ikke omfattet af undtagelsen i § 16, stk. 3. Appellanten havde i forbindelse med etableringen foretaget terrænregulering, hvortil Skanderborg Kommune efterfølgende meddelte dispensation — dog uden at kunstgræsplænen eller stengærdet var en del af denne dispensation.
Appellanten søgte lovliggørende dispensation hos Skanderborg Kommune. Kommunen besigtigede arealet to gange — begge gange på appellantens opfordring.
Ved første besigtigelse gav en midlertidigt indsat medarbejder udtryk for, at kommunen ikke selv ville have rejst sagen uden en ekstern henvendelse, og at der ikke var synlige miljømæssige udfordringer. Ved anden besigtigelse, hvor tre kommunale medarbejdere deltog, fik appellanten at vide, at kommunen ikke så et miljømæssigt problem, men at der var rammer for dispensation, som skulle overholdes — herunder at kommunen ikke tidligere havde givet dispensation til noget tilsvarende.
Kommunen meddelte afslag på lovliggørende dispensation. Appellanten påklagede afslaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der den 25. juni 2020 (sagsnr. 20/02902) stadfæstede kommunens afslag.
Appellanten anlagde herefter sag mod nævnet ved Retten i Horsens med påstand om, at nævnets afgørelse var ugyldig, og at nævnet skulle meddele dispensation. Byretten frifandt nævnet ved dom af 16. oktober 2023 (sag BS-47715/2020-HRS). Dommen blev anket til Vestre Landsret, der behandlede sagen som BS-53931/2023-VLR.
Appellanten nedlagde to principale påstande:
Subsidiært til påstand 2 påstod appellanten nævnets afgørelse ophævet og sagen hjemvist til fornyet sagsbehandling hos klagenævnet.
Miljø- og Fødevareklagenævnet påstod stadfæstelse af byrettens dom — dvs. frifindelse for begge påstande.
Naturbeskyttelseslovens § 1 fastlægger lovens overordnede formål:
Stk. 1. Loven skal medvirke til at værne landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet.
Stk. 2. Loven tilsigter særligt
- at beskytte naturen med dens bestand af vilde dyr og planter samt deres levesteder og de landskabelige, kulturhistoriske, naturvidenskabelige og undervisningsmæssige værdier,
- at forbedre, genoprette eller tilvejebringe områder, der er af betydning for vilde dyr og planter og for landskabelige og kulturhistoriske interesser, og
- at give befolkningen adgang til at færdes og opholde sig i naturen samt forbedre mulighederne for friluftslivet.
Stk. 3. Der skal ved lovens administration lægges vægt på den betydning, som et areal på grund af sin beliggenhed kan have for almenheden.
Naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1:
Der må ikke placeres bebyggelse, campingvogne og lignende eller foretages beplantning eller ændringer i terrænet inden for en afstand af 150 m fra søer med en vandflade på mindst 3 ha og de vandløb, der er registreret med en beskyttelseslinje i henhold til den tidligere lovgivning.
§ 16, stk. 3, undtager i lovligt etablerede haver mindre bygninger, anlæg og installationer i tilknytning til boligen og højst 15 m fra denne — som terrasser, gyngestativer, højbede, sandkasser, legeredskaber, mindre skure og drivhuse på op til 10 m².
Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1:
Kommunalbestyrelsen kan gøre undtagelse fra bestemmelserne i § 16, stk. 1, § 17, stk. 1, og § 19.
Af forarbejderne til den oprindelige naturbeskyttelseslov (lovforslag nr. L 70, 1991) fremgår, at begrebet "bebyggelse" ikke er tilstræbt nogen ændring i forhold til den tidligere gældende naturfredningslovs § 47 a. Formuleringen er valgt for at harmonisere med byggelovgivningen og:
"for at præcisere, at andre faste konstruktioner og anlæg end egentlige bygninger er omfattet, herunder f.eks. også master, uanset at sådanne anlæg — i modsætning til, hvad der er tilfældet i den gældende bestemmelse — ikke er nævnt udtrykkeligt i stk. 2."
Ved lovændringen i 2017 (lovforslag nr. 122) blev stk. 3 indsat. Af de specielle bemærkninger til bestemmelsen fremgår:
"Forbuddet omfatter således opførelse af bebyggelse, herunder skure, drivhuse, terrasser, højbede og større legeredskaber som rutsjebaner og klatrestativer og lignende."
Den tidligere naturfredningslovs § 47 a, stk. 1, indeholdt et tilsvarende forbud mod at "placeres bygninger, skure, campingvogne og lignende, opstilles master, foretages beplantninger og ændringer i terrænet eller henlægges affald". Af forarbejderne hertil (LFF 1972 179) fremgik:
"De ferske vande og deres omgivelser, søbredder og ådale, har ofte en særlig værdi som levesteder for dyr og planter. De er ligesom kystarealerne attraktive til private, rekreative formål, og har derfor behov for en særlig beskyttelse."
Appellanten gjorde gældende, at kunstgræsplænen og stengærdet ikke er omfattet af forbuddet i § 16, stk. 1. Bestemmelsen er en forbudsbestemmelse, der indebærer et væsentligt indgreb i den private ejendomsret, og skal derfor fortolkes restriktivt og efter sin ordlyd.
Nævnet fastholdt, at § 16, stk. 1 ikke udtømmende angiver en række forbudte tilstandsændringer, jf. formuleringen "eller lignende". Bestemmelsen skal ikke forstås indskrænkende — tværtimod omfatter forbuddet også andre faste konstruktioner og anlæg som master, solcelleanlæg, drivhuse, terrasser og legeredskaber.
Appellanten gjorde gældende, at han havde krav på dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1. Han anførte:
Subsidiært gjorde appellanten gældende, at der var begået væsentlige sagsbehandlingsfejl: Hverken kommunens eller nævnets afgørelse indeholdt en begrundelse for, hvorfor kunstgræsplænen og stengærdet er omfattet af § 16, stk. 1. Der var desuden sket tilsidesættelse af officialprincippet, idet sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst.
Nævnet fastholdt, at appellanten ikke havde krav på dispensation:
Landsretten lagde som ubestridt til grund:
Landsretten konkluderede herefter:
Efter ordlyden af naturbeskyttelseslovens § 16 samt bestemmelsens forarbejder og formål må den etablerede kunstgræsplæne på cirka 700 m² og stengærdet anses for omfattet af forbuddet i bestemmelsens stk. 1.
Landsretten begrundede dette med fire forhold:
Påstand 1 kunne derfor ikke imødekommes.
Landsretten fastslog, at spørgsmålet om dispensation beror på en skønsmæssig afgørelse efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1, og at det påhvilede appellanten at godtgøre grundlag for at tilsidesætte nævnets afgørelse.
Landsretten fandt, at appellanten ikke havde godtgjort:
Påstand 2 — både den principale påstand om dispensation og den subsidiære påstand om ophævelse og hjemvisning — kunne derfor ikke imødekommes.
Landsretten tiltrådte, at Miljø- og Fødevareklagenævnet var frifundet for begge påstande, og stadfæstede derfor byrettens dom.
Efter sagens udfald skulle appellanten betale sagsomkostninger for landsretten til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Beløbet fastsattes til 30.000 kr. til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsættelsen blev der — ud over sagens værdi — taget hensyn til sagens omfang og hovedforhandlingens varighed. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
Landsdommerne Torben Geneser, Kim Rasmussen og Nichlas Madsen (kst.) deltog i afgørelsen.
