LandsrettenVestre Landsret tog stilling til, om en patients varige synstab og øvrige helbredsgener efter en blodprop i hjernen fuldt ud var en følge af manglende trombolysebehandling, eller om kun 1/3 af synstabet — som Ankenævnet for Patienterstatningen havde vurderet — kunne tilskrives behandlingssvigtet. Landsretten fandt, at der klart var begået en ansvarspådragende fejl, hvilket gav grundlag for at lempe bevisbyrden for årsagssammenhæng, og at det var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at den manglende behandling var årsag til hele det varige synsudfald — ikke kun 1/3. Sagen blev hjemvist til patientskademyndighederne til udmåling, og Ankenævnet blev pålagt at betale 189.000 kr. i sagsomkostninger.
Appellanten — en mand der indtil da havde arbejdet fuld tid og håndteret store byggesager — fik den 8. november 2016 omkring kl. 15.00 pludseligt indsættende synsnedsættelse på venstre øje og føleforstyrrelser i højre arm. Han kontaktede egen læge, der opfordrede ham til at ringe 112. Ambulancen ankom efter ca. 5 minutter og transporterede ham til Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, hvor han ankom kl. 16.21.
Under transporten blev der foretaget blodtryksmålinger i ambulancen mellem kl. 15.25 og 16.20. Disse viste et systolisk blodtryk på mellem ca. 160 og knap 200 mm Hg og et diastolisk blodtryk på mellem 100 og 125 mm Hg. Fra omkring kl. 16 var blodtrykket ikke længere så højt, at det udgjorde en kontraindikation for trombolysebehandling.
På sygehuset blev appellanten akut indlagt. Lægevagten konfererede med en trombolysevagthavende overlæge, som ikke fandt indikation for trombolysebehandling. Ifølge journalen blev det vurderet, at appellanten havde »for lidt symptomer« til trombolysebehandling. Der blev i journalen ikke anført noget om, at behandlingen blev undladt på grund af forhøjet blodtryk.
En senere blodtryksmåling registreret i journalen den 8. november 2016 kl. 21.15 — uden for det relevante tidsrum for trombolyse — viste et blodtryk på 148/104 mm Hg, hvilket lå under værdierne for kontraindikation.
Efter blodproppen udviklede appellanten et varigt synsudfald, der blandt andet medførte, at han ikke længere kunne køre bil. Han fik desuden betydelige kognitive og psykiske gener i form af træthed, svimmelhed, depression, humørsvingninger og koncentrationsbesvær.
Hans arbejdsevne blev drastisk reduceret. Han gennemgik et jobprøvningsforløb, der konkluderede, at han kunne arbejde 9 timer om ugen med en arbejdsevne på 50 %. Han blev tilkendt fleksjob og senere seniorpension, men søgte tilbage til fleksjob af sociale årsager. På domstidspunktet arbejdede han effektivt 4½ time ugentligt med planlægning og rådgivning.
En MR-scanning foretaget den 10. november 2016 viste blandt andet små subakutte infarkter.
Patienterstatningen anerkendte, at appellanten var blevet påført en patientskade, idet han ikke blev behandlet i overensstemmelse med, hvordan en erfaren specialist på det pågældende område ville have handlet.
Ankenævnet for Patienterstatningen vurderede i afgørelse af 27. maj 2020, at korrekt trombolysebehandling med overvejende sandsynlighed kunne have mindsket 1/3 af de varige synsgener. De øvrige gener — træthed, svimmelhed, depression, humørsvingninger og koncentrationsbesvær — blev anset for at være en følge af selve blodproppen og ikke behandlingssvigtet. Da det samlede erstatningskrav efter denne fordeling ikke oversteg det lovpligtige egetbidrag, fik appellanten ikke tilkendt erstatning.
Efter byrettens dom genoptog Ankenævnet sagen og traf den 31. januar 2024 en ny afgørelse, hvor den tidligere afgørelse blev fastholdt. Ankenævnet uddybede, at der efter nævnets vurdering ikke klart var begået en fejl, der kunne begrunde en bevislempelse. Nævnet henviste til, at beslutningen om ikke at iværksætte trombolyse var et subakut lægeligt skøn, hvor behandling med kraftig blodfortyndende medicin skulle vægtes op mod risikoen for at påføre patienten en kompliceret hjerneblødning.
Appellanten nedlagde principalt påstand om, at Ankenævnet skulle anerkende, at han var berettiget til erstatning og godtgørelse for varigt mén, svie og smerte, tabt arbejdsfortjeneste, erhvervsevnetab og behandlingsudgifter uden fradrag, således at det fulde lidte tab var en følge af den anerkendte patientskade.
Subsidiært påstod han erstatning med et maksimalt fradrag på 1/4 eller et af landsretten skønsmæssigt fastsat fradrag, dog mindre end 2/3.
Ankenævnet for Patienterstatningen påstod principalt frifindelse, subsidiært stadfæstelse af byrettens dom.
Efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, nr. 1 er det en betingelse for erstatning, at skaden med overvejende sandsynlighed kunne være undgået, hvis patienten var blevet behandlet anderledes.
Landsretten henviste til Højesterets dom af 11. september 2024 (UfR 2024.5157 H), der fastslår, at betingelsen efter omstændighederne kan anses for opfyldt, selv om der ikke består en overvejende, men alene en vis større sandsynlighed for årsagssammenhæng (bevislempelse). Dette kan navnlig være tilfældet, når:
Det er ikke muligt præcis at angive, hvilken grad af større sandsynlighed (men dog mindre end overvejende sandsynlighed) der skal foreligge, da det vil bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, bl.a. af fejlens karakter.
De dagældende nationale retningslinjer tilsagde, at der skulle iværksættes trombolysebehandling, medmindre patientens blodtryk udgjorde en kontraindikation. Absolut kontraindikation var et systolisk blodtryk over 185 mm Hg og/eller et diastolisk blodtryk over 110 mm Hg.
Landsretten lagde på baggrund af Retslægerådets besvarelse til grund, at appellanten ved indlæggelsen opfyldte indikationen for trombolysebehandling inden for tidsvinduet. Retslægerådet havde udtalt, at appellanten havde betydelige symptomer i form af nedsat syn i venstre del af synsfeltet og tyngdefornemmelse i højre arm.
Det fremgik af journalen, at trombolysevagthavende overlæge vurderede, at appellanten havde »for lidt symptomer« — ikke at blodtrykket kontraindikerede behandling. De foreliggende blodtryksmålinger tydede på, at blodtrykket fra omkring kl. 16 ikke længere var kontraindicerende.
Landsretten konkluderede:
Den manglende trombolysebehandling var i strid med gældende retningslinjer, at der ved at undlade denne behandling klart blev begået en ansvarspådragende fejl, der forøgede risikoen for den indtrådte skade, og at der som følge heraf er grundlag for bevislempelse.
Retslægerådet havde i besvarelsen af spørgsmål 1 udtalt:
Effekten af trombolysebehandling ikke kan forudsiges, men der er en mulighed for, at du kunne have genvundet dele eller hele dit syn.
Landsretten fandt på denne baggrund, at det var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at den ansvarspådragende fejl havde været årsag til hele appellantens varige synsudfald — ikke blot 1/3, som Ankenævnet havde vurderet.
For så vidt angik appellantens klager over træthed, svimmelhed, depression, humørsvingninger og koncentrationsbesvær, fandt landsretten det ikke påvist med en vis større sandsynlighed, at disse gener kunne have været undgået ved korrekt behandling.
Retslægerådet havde i besvarelsen af spørgsmål 2 udtalt, at rådet ikke kunne afgøre, om trombolysebehandling ville have haft indflydelse på disse symptomers optræden. Lægekonsulenterne ved både Patienterstatningen og Ankenævnet havde vurderet, at trombolysebehandling ikke har effekt på den pågældende type symptomer, og at symptomerne med overvejende sandsynlighed relaterede sig til de små subakutte infarkter, som MR-scanningen den 10. november 2016 blandt andet viste.
Landsretten lagde endvidere vægt på, at sådanne kognitive og psykiske gener er almindelige efter en blodprop i hjernen, uafhængigt af behandling.
Landsretten tog appellantens påstand delvist til følge og bestemte:
Ankenævnet for Patienterstatningen skal anerkende, at appellanten er berettiget til erstatning og godtgørelse for følgerne af sine varige synsgener uden fradrag.
Sagen blev hjemvist til fornyet behandling ved patientskademyndighederne med henblik på udmåling af erstatningen.
I sagsomkostninger for begge retter skulle Ankenævnet for Patienterstatningen inden 14 dage betale 189.000 kr. til appellanten. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a. Heraf udgjorde 180.000 kr. udgifter til advokatbistand inkl. moms og 9.000 kr. retsafgifter. Ved fastsættelsen af beløbet til advokatbistand tog landsretten ud over sagens værdi hensyn til sagens omfang og forløb.
