LandsrettenKemp & Lauritzen A/S' servicetekniker pådrog sig den 10. august 2020 en alvorlig skulderskade, da han sammen med en kollega manuelt skulle løfte et 67 kg tungt og uhåndterbart brandspjæld ind i et hul i en mur. Vestre Landsret fandt, at arbejdsgiveren ikke havde løftet bevisbyrden for, at det manuelle løft var sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, og at ledelsens tilsyn havde været utilstrækkeligt. Landsretten stadfæstede derfor byrettens afgørelse om erstatningsansvar og forhøjede erstatningsbeløbet til 1.356.501,21 kr.
Appellant (sagsøgte i byretten): Kemp & Lauritzen A/S, repræsenteret ved advokat Ulrik Christrup.
Indstævnte (sagsøger i byretten): Dansk Metalarbejderforbund som mandatar for Appelindstævnte (serviceteknikeren), repræsenteret ved beskikket advokat Patrick Flink Lerager. Appelindstævnte havde under ankesagen fri proces.
Sagen blev behandlet i Vestre Landsrets 8. afdeling med landsdommerne Torben Geneser, Cecilie Kabel Revsbech og Thomas Elholm (konstitueret).
Ulykken indtraf den 10. august 2020, hvor Appelindstævnte — en erfaren servicetekniker med 22 års anciennitet hos Kemp & Lauritzen — sammen med kollegaen Vidne 1 skulle montere et brandspjæld hos en kunde.
Brandspjældet vejede ca. 67 kg og var ifølge Appelindstævntes forklaring »stort og u-handy«. Det havde ingen håndtag, hvilket gjorde det vanskeligt at gribe om. De to teknikere måtte tage fat under bunden af spjældet og løfte det manuelt 2–2½ meter hen til et hul i en mur. De satte bunden ind i hullet og skubbede resten ind — en manøvre der samlet tog ca. 30 sekunder. Under denne manøvre opstod der akutte smerter i Appelindstævntes skulder.
Appelindstævnte forklarede, at det i alle hans ansættelsesår havde været kutyme at montere brandspjæld manuelt, og at dette aldrig var blevet påtalt af ledelsen. En kanalhejs — som normalt blev brugt til opgaver i stor højde — ville efter hans vurdering ikke kunne anvendes til denne opgave, da spjældet skulle ind i et hul i en mur. Han var på ulykkestidspunktet ikke bekendt med, at der fandtes en radiatorvogn, som muligvis kunne have været benyttet.
Vidne 1 bekræftede fremgangsmåden og forklarede, at han var enig i, at spjældet skulle håndteres manuelt, og at han ville have gjort det på samme måde — også selvom de forinden havde udfyldt virksomhedens »Sikker Job Analyse«.
Sagen blev anlagt ved Retten i Hjørring (sag BS-46185/2021-HJO), som den 9. januar 2024 afsagde dom. Byretten fandt Kemp & Lauritzen A/S erstatningsansvarlig for arbejdsskaden og pålagde selskabet at betale erstatning samt sagsomkostninger.
Kemp & Lauritzen A/S ankede dommen til Vestre Landsret med påstand om frifindelse, subsidiært nedsættelse af erstatningsbeløb og sagsomkostninger. Appelindstævnte påstod byrettens dom stadfæstet, dog med forhøjelse af erstatningsbeløbet i overensstemmelse med en revideret opgørelse.
Landsretten afsagde dom den 4. marts 2025.
Kemp & Lauritzen A/S' påstande:
Appelindstævntes påstande:
Arbejdsgiverens erstatningsansvar for arbejdsskader bygger på det almindelige culpaansvar. Det centrale retsgrundlag i sagen er arbejdsmiljøloven § 15, der fastslår arbejdsgiverens overordnede pligt:
Arbejdsgiveren skal sørge for, at arbejdsforholdene sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige.
Reglerne om manuel håndtering er konkretiseret i bekendtgørelsen om manuel håndtering. Bekendtgørelsens § 3 bestemmer:
Arbejde med manuel håndtering skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.
Manuel håndtering, der kan indebære risiko for sikkerhed eller sundhed, skal undgås ved hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet, herunder anvendelse af tekniske hjælpemidler.
Om instruktionspligten fastslår bekendtgørelsens § 11:
Arbejdsgiveren skal sørge for, at de ansatte instrueres om, hvorledes arbejde med manuel håndtering udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Ansatte, der udfører arbejde med manuel håndtering, som kan indebære risiko for sikkerhed eller sundhed, skal forinden have gennemgået en passende oplæring og instruktion i god arbejdsteknik og korrekt brug af tekniske hjælpemidler.
Bekendtgørelsens bilag til § 4 opregner en række vurderingsfaktorer, herunder at en byrde er »for tung eller for stor«, »uhåndterlig eller vanskelig at få fat på«, og at en fysisk anstrengelse kan indebære risiko, hvis den »er for stor« eller »foregår med kroppen i en ustabil position«.
Landsretten modtog supplerende forklaringer fra Appelindstævnte og seks vidner. Hovedtemaerne var ledelsens tilsynspraksis, instruktion om tunge løft og muligheden for at anvende tekniske hjælpemidler.
Appelindstævnte fastholdt, at manuel montering af brandspjæld havde været fast kutyme i hans 22 ansættelsesår, og at ledelsen aldrig havde påtalt det. Han havde aldrig oplevet, at ledelsen foretog en sikkerhedsrundering på hans arbejdssted. Han og Vidne 1 ville have udført opgaven på samme måde, selvom de forinden havde udfyldt Sikker Job Analysen. En radiatorvogn kunne muligvis have været anvendt, men han kendte ikke dens eksistens på ulykkestidspunktet.
Vidne 4, der startede som serviceleder den 15. juli 2020, forklarede at han var registreret som ansvarlig ledende medarbejder på opgaven. Han havde intet kendskab til brandspjældets vægt eller monteringssted, hvilket var sædvanligt. Medarbejderne var forpligtet til at stoppe arbejdet og kontakte deres leder, hvis en opgave ikke kunne udføres med de tilstedeværende hjælpemidler. Stikprøvekontrol indebar, at servicelederen indimellem tog ud på arbejdsstederne. Vidnet havde ikke påtalt over for de ansatte, at de ikke måtte montere brandspjæld manuelt.
Vidne 5 var Appelindstævntes serviceleder på ulykkestidspunktet. Han forklarede, at teknikerne selv tilrettelagde opgaverne, og at de var berettiget til at rekvirere tekniske hjælpemidler, hvis de vurderede, at en opgave ikke kunne udføres forsvarligt. Det var almindeligt at løfte manuelt, hvis det var forsvarligt. Han havde aldrig været ude at se en opgave med montering af brandspjæld. Servicelederen foretog som regel to sikkerhedsrundninger om måneden, men det blev bestemt af lederen selv, hvor de skulle finde sted. Han gav udtryk for, at »det var voksne mennesker, de havde med at gøre, og de måtte selv tage ansvar«. Fremgangsmåden for montering af brandspjæld blev ikke ændret efter ulykken, men der blev taget en snak med teknikerne, og der er siden kommet flere hjælpemidler.
Parterne gentog i det væsentlige deres anbringender for byretten.
Kemp & Lauritzen A/S gjorde gældende:
Appelindstævnte ved Dansk Metalarbejderforbund gjorde gældende:
Landsretten erklærede sig enig i byrettens begrundelse og resultat for så vidt angik kravet om erstatning og godtgørelse. Retten fandt således, at Kemp & Lauritzen A/S ikke havde løftet bevisbyrden for, at arbejdet var planlagt og tilrettelagt sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Landsretten lagde ved sin vurdering navnlig vægt på følgende forhold:
Landsretten tilsidesatte således arbejdsgiverens synspunkt om, at ansvaret kunne placeres hos den enkelte erfarne medarbejder. Efter arbejdsmiljølovgivningen påhviler det arbejdsgiveren — ikke den ansatte — at sikre, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres fuldt forsvarligt, og at de fornødne tekniske hjælpemidler stilles til rådighed.
Landsretten tog Appelindstævntes påstand til følge og pålagde Kemp & Lauritzen A/S at betale erstatning og godtgørelse på i alt 1.356.501,21 kr. med procesrenter som følger:
| Beløb | Forrentes fra |
|---|---|
| 127.238,94 kr. | 19. maj 2021 |
| 43.703,03 kr. | 2. december 2021 |
| 1.185.559,24 kr. | 7. august 2023 |
Sagsomkostninger:
Landsretten fandt, at byrettens fastsættelse af advokatudgifterne til 155.000 kr. inkl. moms var for høj. Det samlede beløb til advokatbistand for begge retter fastsattes i stedet til 225.000 kr. inkl. moms.
Kemp & Lauritzen A/S blev pålagt at betale i alt 267.727,77 kr. i sagsomkostninger for begge retter til statskassen (da Appelindstævnte havde fri proces), heraf:
Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a. Beløbet skal betales inden 14 dage.
Vidne 1 bekræftede, at brandspjældet var mere uhåndterbart end normalt på grund af sin fysiske størrelse og manglende håndtag. Han var enig i den anvendte fremgangsmåde og ville have gjort det samme, selv efter udfyldelse af Sikker Job Analysen. Ledelsen havde ikke sagt til ham, at han ikke måtte løfte brandspjæld med håndkraft, og ingen fra ledelsen havde været ude at se ham montere brandspjæld.
Både Vidne 2 og Vidne 3 bekræftede, at ingen fra ledelsen havde fortalt dem, at de ikke måtte løfte brandspjæld manuelt. Det var op til den enkelte at vurdere, om man ville løfte manuelt eller rekvirere hjælpemidler. Vidne 3 oplyste, at han sjældent brugte Sikker Job Analysen, og at han stadig monterer brandspjæld — om muligt med hjælpemidler, men »mange gange er det ikke muligt at løfte spjældet ind med andet end håndkraft«.
