LandsrettenEn person blev den 30. maj 2020 bidt af en hund tilhørende Nordjyllands Politi og anlagde erstatningssag direkte mod politiet som hundebesidder. Nordjyllands Politi påstod frifindelse med henvisning til, at Hundeloven § 8, stk. 2 indførte forsikringsselskabets umiddelbare hæftelse over for skadelidte, og at kravet derfor alene kunne rettes mod forsikringsselskabet — ikke mod politiet. Vestre Landsret stadfæstede byrettens kendelse og fastslog, at hverken ordlyden af § 8, stk. 2, eller forarbejderne giver grundlag for at afskære skadelidte fra at gøre sit krav gældende direkte mod hundens besidder.
Den 30. maj 2020 blev Indkærede (den skadelidte) bidt af en hund, som Nordjyllands Politi var besidder af. Indkærede anlagde efterfølgende erstatningssag direkte mod Nordjyllands Politi som hundens besidder ved Retten i Aalborg (sag BS-26425/2023-ALB).
Ved Retten i Aalborgs kendelse af 25. juni 2024 blev Nordjyllands Politi pålagt at anerkende at være rette sagsøgte i sagen. Retten afviste således politiets argument om, at forsikringsselskabet — og ikke politiet — skulle være sagsøgt.
Nordjyllands Politi kærede kendelsen til Vestre Landsret med påstand om frifindelse.
Nordjyllands Politi (den kærende) påstod frifindelse. Politiet gjorde gældende, at hundens lovpligtige ansvarsforsikring medfører, at forsikringsselskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte efter Hundeloven § 8, stk. 2, og at et eventuelt erstatningskrav derfor skulle rettes mod forsikringsselskabet og ikke mod politiet som hundebesidder.
Indkærede påstod stadfæstelse af byrettens kendelse.
Parterne gentog i det væsentlige deres anbringender for byretten.
Hundelovens centrale bestemmelser om erstatningsansvar og forsikring findes i lovens §§ 8-10. Landsretten gengav bestemmelserne i deres helhed.
Hundeloven § 8 fastslår besidderens objektive erstatningsansvar:
Besidderen af en hund er forpligtet til at erstatte den skade, hunden forvolder. …
Stk. 2 pålægger besidderen at holde hunden ansvarsforsikret og indeholder den afgørende bestemmelse om forsikringsselskabets hæftelse:
Det påhviler besidderen af en hund at holde den ansvarsforsikret. Forsikringsselskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte for erstatning efter stk. 1. Undtaget fra forsikringspligten er hunde, der holdes af statsmyndigheder, statsinstitutioner eller kommuner.
Nordjyllands Politi — der er en statsmyndighed — er således undtaget fra forsikringspligten, men ikke fra erstatningsansvaret efter stk. 1.
Hundeloven § 9 regulerer situationen, hvor skadelidte anlægger sag direkte mod forsikringsselskabet:
Anlægger skadelidte sag mod forsikringsselskabet, skal selskabet tilsige besidderen af hunden til ethvert retsmøde med det varsel, som efter retsplejelovens § 175 gælder for vidner i borgerlige sager. …
Den, der tilsiges efter stk. 1, kan ved fremsættelse af begæring herom til retsbogen indtræde som part i sagen. Indtræder han ikke, er afgørelsen af erstatningsspørgsmålet ved dom eller forlig bindende for ham.
Bestemmelsen giver således besidderen mulighed for at indtræde i sagen og sikrer, at en dom eller et forlig har retsvirkning også over for besidderen.
Hundeloven § 10 regulerer erstatningskrav under en straffesag:
Hvis der rejses tiltale for nogen skadevoldende lovovertrædelse, der i henhold til § 8 kan medføre erstatningsansvar, skal der gives skadelidte lejlighed til at påstå erstatning. …
Det forsikringsselskab, i hvilket der er tegnet ansvarsforsikring for den skadevoldende hund, anses for erstatningsspørgsmålets vedkommende som part i sagen …
Bestemmelsen giver forsikringsselskabet partsstatus i straffesagen, men regulerer ikke spørgsmålet om, hvorvidt skadelidte i en civil sag kan rette kravet mod besidderen.
Bestemmelserne i § 8, stk. 2, 2. pkt., § 9 og § 10 blev indsat ved lov nr. 205 af 21. maj 1969 om ændring af lov om hunde.
Lovændringen blev gennemført parallelt med en tilsvarende ændring af færdselsloven for at bringe dansk ret i overensstemmelse med den europæiske konvention af 20. april 1959 om tvungen ansvarsforsikring mod erstatningsansvar for motorkøretøjer.
I de almindelige bemærkninger til lovforslaget (LFF 1968 138) hedder det:
Da det efter justitsministeriets mening vil være hensigtsmæssigt, at reglerne i de 2 love vedrørende disse spørgsmål fortsat svarer til hinanden, foreslås det at foretage sådanne ændringer i hundelovens regler, at reglerne bringes i overensstemmelse med de bestemmelser, der indeholdes i forslaget til lov om ændring af færdselsloven.
I bemærkningerne til det samtidige lovforslag om ændring af færdselsloven (LFF 1968 136) blev formålet med bestemmelsen om forsikringsselskabets umiddelbare hæftelse beskrevet således:
Bestemmelsen fastslår i overensstemmelse med art. 6, stk. 1, i bilag I til konventionen, at skadelidte har et direkte krav mod forsikringsselskabet.
Dette betegner en afvigelse fra reglen i forsikringsaftalelovens § 95, stk. 1 … Begrundelsen for denne almindelige regel må søges i, at formålet med en ansvarsforsikring er at sikre det ansvar, der pådrages ved skadegørende handlinger, og at forudsætningen for, at skadelidte kan rejse krav mod selskabet, derfor må være, at der er statueret et krav mod den, hvis ansvar dækkes af forsikringen.
Afgørende er, at lovændringen gav skadelidte en yderligere mulighed for at rette sit krav direkte mod forsikringsselskabet — uden først at skulle have dom over besidderen. Intet i forarbejderne tyder på, at denne nye adgang skulle afskære skadelidte fra at gøre kravet gældende mod besidderen efter den almindelige regel i § 8, stk. 1.
Bekendtgørelse om ansvarsforsikring af hunde § 3, stk. 1, fastsætter:
Selskabet skal tegne forsikringen således, at ethvert erstatningsansvar i forhold til trediemand påhviler selskabet, og at den omstændighed, at forsikringstageren på noget tidspunkt handler imod eller ikke efterkommer sine forpligtelser over for selskabet, ikke berettiger dette til over for en erstatningsberettiget at nægte betaling.
Bestemmelsen præciserer forsikringsselskabets forpligtelser over for skadelidte, men berører ikke spørgsmålet om, hvorvidt skadelidte kan rette sit krav mod besidderen personligt.
Landsretten lagde indledningsvis til grund, at Nordjyllands Politi ikke havde bestridt at være besidder af den hund, der bed Indkærede den 30. maj 2020. Politiet var derfor efter Hundeloven § 8, stk. 1, 1. pkt. forpligtet til at erstatte den skade, hunden forvoldte.
Det springende punkt var, om indførelsen af forsikringsselskabets umiddelbare hæftelse i § 8, stk. 2, 2. pkt. ved lovændringen i 1969 havde den virkning, at skadelidte herefter alene kunne rette sit krav mod forsikringsselskabet — og ikke længere mod besidderen.
Landsretten konkluderede klart:
Der er hverken efter ordlyden af § 8, stk. 2, 2. pkt., eller forarbejderne til bestemmelsen holdepunkter for at antage, at skadelidte herefter skulle være afskåret fra at gøre sit krav gældende direkte mod besidderen af en hund.
Landsretten understregede hermed, at lovændringen i 1969 havde til formål at styrke skadelidtes retsstilling ved at give en yderligere mulighed — ikke at indskrænke den allerede eksisterende adgang til at sagsøge besidderen direkte.
Retten afviste også, at Hundeloven § 9 og § 10 eller Bekendtgørelse om ansvarsforsikring af hunde § 3, stk. 1, kunne føre til et andet resultat.
Landsretten tiltrådte derfor, at Nordjyllands Politi skulle anerkende at være rette sagsøgte i sagen.
Vestre Landsret stadfæstede byrettens kendelse. Nordjyllands Politi skal således anerkende at være rette sagsøgte i erstatningssagen om hundebiddet.
Sagen blev herefter hjemvist til Retten i Aalborg, der i forbindelse med sagens endelige afslutning skal træffe afgørelse om sagsomkostningerne.
