LandsrettenVestre Landsret tog den 3. oktober 2025 stilling til, om skatteforhøjelser for indkomstårene 2016 og 2017 skulle nedsættes, efter at en række pengeoverførsler fra et selskab var erklæret civilretligt ugyldige og tilbagebetalte beløb faktisk var betalt tilbage. Sagsøgeren, der reelt havde ledet Virksomhed ApS 1 via en stråmandskonstruktion, var forhøjet med 382.022 kr. (2016) og 1.760.751 kr. (2017) som maskeret løn. Landsretten gav delvist medhold: For tilbagebetalte dispositioner bortfaldt skattepligten, men øvrige ikke-dokumenterede betalinger forblev skattepligtige.
Virksomhed ApS 1 var formelt ejet og ledet af Person 1, men Skattestyrelsen og alle efterfølgende retsinstanser lagde til grund, at sagsøgeren reelt og alene disponerede over selskabet. Sagsøgeren:
Skatteforvaltningen karakteriserede Virksomhed ApS 1 som et "skraldespandsselskab", der ikke betalte moms og kildeskatter, mens sagsøgeren hævede midlerne via konstruerede aftaler, fiktive lønindberetninger og proforma bilag.
Den 7. september 2018 forhøjede Skattestyrelsen sagsøgerens personlige indkomst med:
Beløbene blev anset for skattepligtige i medfør af Statsskattelovens § 4 og kvalificeret som maskeret løn (A-indkomst efter Kildeskattelovens § 43), da sagsøgeren ikke formelt var aktionær, men reelt fungerede som ejer.
Landsskatteretten stadfæstede den 14. oktober 2021 Skattestyrelsens afgørelse. Nævnet tillagde ikke den fremlagte ledelseserklæring af 29. september 2019 – hvori Person 1 tilbagekaldte sin stråmandsforklaring – nogen vægt, da erklæringen var i strid med de forklaringer, Person 1 tidligere havde afgivet under strafansvar for Skifteretten i Holstebro.
Parallelt med skattesagen verserede to selskabsretlige sager:
Retten i Holstebro pålagde den 11. juli 2019 sagsøgeren tre års konkurskarantæne. Vestre Landsret stadfæstede ved kendelse af 1. juni 2021, at sagsøgeren var den reelle leder af selskabet, og fastslog:
"Det er bevist, at Sagsøger var den reelle leder af selskabet i den relevante 1-års periode forud for konkursen."
Retten tillagde fortsat de forklaringer, Person 1 oprindeligt havde afgivet om sin stråmandsrolle, afgørende vægt – herunder hans forklaring under udlægsforretning den 17. januar 2018, hans skifteretsforklaring af 8. maj 2018, og hans forklaring i konkurskarantænesagen.
Kurator i Virksomhed ApS 1 under konkurs anlagde den 12. februar 2019 sag mod sagsøgeren og hans selskaber vedrørende de dispositioner, der lå til grund for skatteforhøjelsen. Retten i Holstebro fastslog ved dom af 14. februar 2022:
"Retten må som følge heraf statuere, at de skete udbetalinger og dispositioner som udgangspunkt er ugyldige, idet det må antages, at udbetalingerne mv. alene har haft til formål at skaffe Sagsøger, hans selskaber og Sagsøgers samlever en økonomisk fordel på bekostning af Virksomhed ApS 1 og dette selskabs kreditorer."
Sagsøgeren blev pålagt solidarisk ansvar for samtlige tilbagesøgningskrav. Under ankesagen indgik parterne forlig (tilført retsbogen 28. september 2022), hvorved sagsøgeren accepterede dommen som endelig, anerkendte ugyldighedens retsvirkning og betalte beløbene tilbage. Størstedelen af forligsbeløbet blev betalt af Virksomhed ApS 3 på vegne af sagsøgerens selskaber.
Sagen for Vestre Landsret var henvist fra Retten i Holstebro efter Retsplejelovens § 226, stk. 1 og rejste to centrale spørgsmål:
Sagsøger anførte, at når betalingerne ved endelig dom er fastslået at være ugyldige, og beløbene er tilbageført, skal skatteforhøjelserne i relation til disse dispositioner tilbageføres – uanset på hvilket retsgrundlag ugyldighed er fastslået.
Skatteministeriet modargumenterede:
Sagsøger bestred, at Person 1 var stråmand, og hævdede alternativt, at de omtvistede overførsler var erhvervsmæssigt begrundede: refusion af kontante lønforskud til medarbejdere, samt at overførslen på 125.000 kr. til Virksomhed ApS 15 og 31.832 kr. til Person 9 (træpiller) var foretaget af Person 1.
Skatteministeriet fastholdt, at det i alle tidligere retsafgørelser var lagt til grund, at sagsøgeren reelt og alene disponerede over selskabet, og at bevisbyrden for erhvervsmæssig begrundelse herefter påhvilede sagsøgeren.
Landsretten fastslog, at betalingerne fra Virksomhed ApS 1 ved endelig dom var fastslået at have alene tjent til at skaffe sagsøgeren og hans nærtstående en uberettiget fordel. Da det var fastslået, at sagsøgeren aldrig erhvervede ret til beløbene, og beløbene er tilbageført, er de ikke skattepligtige:
"Da det således ved endelig dom er fastslået, at Sagsøger, hans selskaber og hans samlever aldrig har erhvervet ret til beløbene, og da beløbene er tilbageført, er betalingerne ikke skattepligtige for Sagsøger."
Retten afviste Skatteministeriets argumentation om ligningslovens § 16 E og § 16 A, idet de omhandlede dispositioner ikke havde karakter af aktionærlån eller udbytte – bestemmelserne fandt således ikke anvendelse.
For de 13 dispositioner, der ikke var en del af tilbagebetalingssagen, lagde landsretten i overensstemmelse med Vestre Landsrets kendelse af 1. juni 2021 og Retten i Holstebros dom af 14. februar 2022 til grund, at sagsøgeren reelt og alene disponerede på vegne af Virksomhed ApS 1. Alle 13 betalinger (med undtagelse af én overførsel til Person 9) skete til selskaber, som sagsøgeren ejede eller reelt kontrollerede. Henset til det store antal øvrige betalinger, som parterne var enige om var skattepligtige som lønindkomst eller maskeret lønindkomst, påhvilede bevisbyrden for erhvervsmæssig begrundelse sagsøgeren:
Denne bevisbyrde har Sagsøger ikke løftet.
Sagsøger er herefter skattepligtig af 154.702,60 kr. i 2016 og 56.832 kr. i 2017 af de ikke-tilbagebetalte dispositioner.
Landsretten tog Skatteministeriets tertiære påstand til følge:
| Indkomstår |
|---|
| Nedsættelse af personlig indkomst |
|---|
| 2016 | 227.319 kr. |
| 2017 | 1.703.919 kr. |
Skatteministeriet pålægges at betale 89.500 kr. i sagsomkostninger til sagsøgeren (85.000 kr. til advokatbistand inkl. moms + 4.500 kr. til retsafgifter), forrentet efter Rentelovens § 8 a.
