LandsrettenSagen handler om en biologisk mors anke mod Ankestyrelsens beslutning om at frigive hendes barn til adoption uden samtykke efter adoptionslovens § 9. Barnet var oprindeligt anbragt hos en plejefamilie, som moderen havde tæt samarbejde med, men blev senere flyttet til de påtænkte adoptanter. Moderen ønsker enten tilbageførsel til plejefamilien eller netværksanbringelse hos sin bekendteskare.
Ankestyrelsen afsagde den 19. august 2024 afgørelse om frigivelse til adoption. Retten i Viborg stadfæstede dette i februar 2025 (sag BS-45333/2024-VIB). Klageren anker til Vestre Landsret med påstand om ophævelse, så barnet ikke frigives. Ankestyrelsen, biologiske far og barnets beskikkede advokat kræver alle stadfæstelse.
Sagen styres primært af reglerne i Adoptionsloven § 9, der muliggør frigivelse til adoption uden forældrenes samtykke, når det er nødvendigt for barnets trivsel. Spørgsmål om samvær reguleres af Forældreansvarsloven § 20a, hvor ansvaret for at søge om samvær hviler på forælderen selv, ikke kommunen.
Moderen gør gjældende, at forvaltningen har undladt at undersøge netværksanbringelse tilstrækkeligt, herunder mulighed for adoption hos hendes ”bonusmor”. Hun kritiserer ligeledes, at ingen initiativer er taget til at sikre samvær efter placeringen hos adoptanterne. Modparten mener, at moderens netværk allerede er vejet ind i forældreevnevurderingen, og at adoption er den eneste vej frem for at sikre barnets tryghed.
Landsretten finder, at der ikke under anken er fremlagt nye oplysninger eller argumenter, der kan vende byrettens resultat. Retten understreger barnets akutte behov for stabilitet og fastholder, at de faglige vurderinger bag den oprindelige adoptionafgørelse står upåaktede.
"Landsretten er enig i byrettens begrundelse og resultat. Det, der er anført for landsretten, kan ikke føre til et andet resultat."
Spørgsmålet om, hvem der skal overtage adoptionen, eller om plejefamilien eventuelt kunne fratræde adoptantrollen, kan ikke besvares i denne instans.
Byrettens dom stadfæstes fuldt ud. Pga. sagens karakter som familie- og børnesag pålægges ingen af parterne at betale sagsomkostninger til hverandre eller til statskassen.
