LandsrettenØstre Landsret fastslog den 7. april 2025, at tvangsindlæggelsen af Klager den 23. maj 2013 var lovlig, selv om den underliggende lægeerklæring efter næsten 12 år var ulæselig på grund af fejl ved digitalisering. Spørgsmålet om tvangstilbageholdelse fra 27. maj til 8. juli 2013 blev hjemvist til Det Psykiatriske Patientklagenævn til fornyet behandling.
Den 23. maj 2013 tilkaldte politiet Klager, efter at han havde smadret en rude i en bus med en spade og opført sig truende over for chaufføren. Ved politiets ankomst fremstod han sindssyg og talte usammenhængende om ånder, rockergrupper og dronningen. En medicinsk læge tilkaldtes og vurderede Klager som psykotisk og til fare for sig selv. Der blev udfærdiget »røde papirer« til tvangsindlæggelse på fareindikation.
Ifølge den psykiatriske afdelings journalnotat af 23. maj 2013 kl. 22.11 blev Klager beskrevet som »svært urolig, opkørt, forpint og uden sygdomsindsigt« og talte fortsat om ånder og styring udefra. Papirerne blev oplæst for bagvagten, som godkendte tvangsindlæggelsen. Politiet anmodede om tvangsindlæggelse, og den vagthavende jurist godkendte lægeerklæringen og anmodningen.
Klager anmodede den 9. marts 2023 om, at tvangsindlæggelsen og den efterfølgende tvangstilbageholdelse blev indbragt for Det Psykiatriske Patientklagenævn. Nævnet fandt, at tvangstilbageholdelsen ikke var lovlig, fordi den forudgående tvangsindlæggelse ikke var lovlig. Byretten stadfæstede dette. Region Sjælland ankede og påstod, at hele frihedsberøvelsen – både den indledende tvangsindlæggelse og den efterfølgende tilbageholdelse – skulle kendes lovlig. Klager påstod stadfæstelse.
Efter Psykiatriloven § 5, stk. 1, nr. 2 må tvangsindlæggelse på fareindikation kun finde sted, hvis patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende, fordi vedkommende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.
Psykiatriloven § 6, stk. 2 og 3 pålægger lægen at afgøre, om tvangsindlæggelse er påkrævet, og udfærdige en erklæring herom. § 7, stk. 2 kræver, at tvangsindlæggelsen kun må gennemføres på grundlag af en lægeerklæring, der hviler på lægens egen undersøgelse, og som ikke er udstedt af en læge ansat på den modtagende afdeling.
Bekendtgørelse nr. 1340 af 2. december 2010 om fremgangsmåden ved gennemførelse af tvangsindlæggelser præciserer, at den person i politiet, der træffer bestemmelse om tvangsindlæggelsens iværksættelse, skal påse, at lovens betingelser er opfyldt, og at lægeerklæringen indeholder de fornødne oplysninger.
Politiets medvirken udgør således en ekstra retsgaranti, jf. betænkning nr. 1109/1987, afsluttende udtalelse vedrørende udformningen af en ny lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, s. 54.
Landsretten lagde til grund, at den foreliggende lægeerklæring fremstod næsten ulæselig, hvilket efter det oplyste skyldtes en fejl ved indscanning i forbindelse med digitalisering. Erklæringen var dog underskrevet og dateret den 23. maj 2013 i Slagelse.
Politiets anmodning om tvangsindlæggelse dokumenterede, at lægeundersøgelse var foretaget, og at den vagthavende jurist havde godkendt lægeerklæringen. Den psykiatriske journals notat beskrev en patient i en psykotisk tilstand, der var til fare for sig selv. Ledende overlæge Vidne bekræftede for landsretten, at der på baggrund af journalmaterialet havde foreligget udfyldte, røde papirer, og at tvangsindlæggelsen var nødvendig.
Landsretten udtalte:
»Under disse omstændigheder og efter bevisførelsen i øvrigt finder landsretten, at det er godtgjort, at betingelserne for at tvangsindlægge Klager har været opfyldt, jf. psykiatrilovens § 5, stk. 1, nr. 2, jf. §§ 6 og 7, idet den helt særlige situation, at lægeerklæringen ikke nu knap 12 år senere kan fremskaffes i læsbar form, ikke kan føre til et andet resultat.«
Den ulæselige erklæring kunne således ikke føre til, at indlæggelsen var ulovlig, når de øvrige beviser understøttede indgrebet.
For perioden fra den 27. maj 2013 til den 8. juli 2013 (tvangstilbageholdelsen) bemærkede landsretten, at hverken Patientklagenævnet eller byretten havde foretaget en reel vurdering af denne periode. De havde fejlagtigt antaget, at den indledende indlæggelse var ulovlig, og derfor ikke realitetsbehandlet spørgsmålet om tilbageholdelsens lovlighed.
Landsretten henviste til forarbejderne til ændringen af psykiatriloven i 1998, hvorefter tvangsindlæggelser og tvangstilbageholdelser først skal indbringes for patientklagenævnene, før de kan prøves af domstolene, jf. Højesterets dom af 1. december 2022 (U 2023.878 H).
»Uanset, at landsretten nu har fastslået, at den forudgående tvangsindlæggelse var lovlig, finder landsretten efter hensynet bag ændringen af psykiatriloven i 1998 og efter en vurdering af sagens omstændigheder, herunder dens forløb, ikke tilstrækkeligt grundlag for at tage spørgsmålet om lovigheden af tvangstilbageholdelsen i perioden fra den 27. maj 2013 til den 8. juli 2013 under påkendelse. Landsretten finder, at denne del af sagen skal hjemvises til Det Psykiatriske Patientklagenævn med henblik på realitetsbehandling.«
Byrettens dom ændredes, så tvangsindlæggelsen den 23. maj 2013 kendtes lovlig. Byrettens afgørelse vedrørende tvangstilbageholdelsen fra 27. maj til 8. juli 2013 ophævedes, og sagen hjemvistes til Det Psykiatriske Patientklagenævn til fornyet behandling af dette spørgsmål. Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen.
