LandsrettenØstre Landsret stadfæstede byrettens dom i en sag om, hvorvidt en søn — hvis mor døde som følge af en anerkendt patientskade — var berettiget til forsørgertabserstatning efter . Sønnen og moderen havde haft fællesøkonomi, hvor alle husstandens indtægter indgik på sønnens konto, og alle faste udgifter samt daglige fornødenheder blev betalt derfra. Landsretten fandt — i lighed med byretten — at den fælles økonomi ikke i sig selv etablerede et forsørgelsesforhold, og at sønnen ikke var berettiget til erstatning.
Appellanten (sønnen) og hans nu afdøde mor havde frem til moderens død i 2019 en fælles økonomi. Samtlige indtægter i husstanden — herunder moderens — indgik på appellantens konto. Fra denne konto blev alle faste udgifter som husleje, ejendomsskat og boliglån betalt. Det overskydende beløb efter de faste udgifter gik til daglige fornødenheder som mad og tøj. Et eventuelt yderligere overskud blev ikke delt mellem dem; de brugte blot pengene, når de havde brug for noget.
Appellanten havde brug for en bil for at kunne arbejde i Ringsted og køre sin mor til læge.
Efter moderens død flyttede appellantens datter med mand og to sønner ind på adressen. De betalte leje til appellanten. Appellanten forklarede, at det var en større hjælp at have datteren boende, end da hans mor boede der. Appellanten begyndte at modtage folkepension, da han fyldte 67 år.
Sagen blev anlagt ved Retten i Næstved, der den 26. oktober 2023 afsagde dom i 1. instans (sag BS-29602/2022-NAE). Byretten gav ikke appellanten medhold.
For landsretten nedlagde appellanten påstand om, at Ankenævnet for Patienterstatningen skulle anerkende, at han var berettiget til erstatning for tab af forsørger, med den konsekvens at sagen skulle hjemvises til beregning af erstatningens størrelse.
Ankenævnet for Patienterstatningen påstod dommen stadfæstet.
Appellanten gjorde gældende, at der ikke blot var tale om et vist økonomisk fællesskab, men derimod et fuldstændigt økonomisk fællesskab mellem ham og hans afdøde mor.
Han anførte endvidere:
Ankenævnet henholdt sig i det væsentlige til det for byretten anførte.
Efter erstatningsansvarslovens § 12 skal den, som er erstatningsansvarlig for en andens død, betale erstatning for rimelige begravelsesudgifter og erstatning til den, som ved dødsfaldet har mistet en forsørger.
Den, som er erstatningsansvarlig for en andens død, skal betale erstatning for rimelige begravelsesudgifter og erstatning til den, som ved dødsfaldet har mistet en forsørger. Forsørgelse omfatter også værdien af afdødes arbejde i hjemmet.
Bestemmelsen forudsætter således, at afdøde faktisk forsørgede den efterladte på dødstidspunktet. Et økonomisk fællesskab er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at statuere et forsørgelsesforhold.
Landsretten lagde til grund, at appellanten og hans afdøde mor havde haft fælles økonomi indtil moderens død. Landsretten var i øvrigt enig i byrettens begrundelse og resultat.
Landsretten lægger til grund, at Appellant, tidligere Sagsøger og hans nu afdøde mor havde fælles økonomi, indtil moderen afgik ved døden. Landsretten er i øvrigt enig i byrettens begrundelse og resultat.
De nye anbringender, der blev fremsat for landsretten — herunder at der forelå et fuldstændigt økonomisk fællesskab, at appellantens udgifter oversteg hans indtægter, og at byretten havde anvendt et kriterium der ikke fremgår af loven — kunne ikke føre til et andet resultat.
Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom.
Byrettens dom blev stadfæstet.
Efter sagens udfald skulle appellanten i sagsomkostninger for landsretten betale 25.000 kr. til Ankenævnet for Patienterstatningen. Beløbet skulle dække udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsættelsen lagde landsretten vægt på:
Beløbet skulle betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.
Sagsomkostninger tilkendt ved dom eller anden retsafgørelse i en borgerlig sag forrentes fra fuldbyrdelsesfristens udløb med rente som fastsat efter § 5, stk. 1 og 2.
