LandsrettenØstre Landsret stadfæstede byrettens dom og frifandt GF Forsikring A/S for et erstatningskrav på 234.147,65 kr. rejst efter et færdselsuheld den 14. oktober 2013, hvor appellanten blev påkørt bagfra. Det centrale spørgsmål var, om der var hel eller delvis årsagssammenhæng mellem den lavhastighedspåkørsel og appellantens efterfølgende langvarige lændesmerter. Landsretten fandt efter en samlet vurdering — navnlig af Retslægerådets udtalelser om degenerative forandringer og uheldets beskedne kraftpåvirkning sammenholdt med appellantens forudbestående rygproblemer — at årsagssammenhæng ikke var tilstrækkeligt godtgjort, og pålagde Fagligt Fælles Forbund som mandatar at betale 50.000 kr. i sagsomkostninger.
Sagen blev anlagt af Appellant (som sagsøger i byretten) med Fagligt Fælles Forbund som mandatar og advokat Fikret Filikci som procesfuldmægtig. Sagsøgte var GF Forsikring A/S (advokat Christina Neugebauer), der som skadevolders ansvarsforsikringsselskab havde anerkendt erstatningspligten efter færdselslovens regler om objektivt ansvar for motordrevne køretøjer.
Sagen blev behandlet ved Retten i Odense (sag BS-842/2018-ODE), der den 18. august 2023 frifandt GF Forsikring A/S. Appellanten ankede til Østre Landsret (sag BS-43025/2023-OLR, 2. afdeling) med påstand om betaling af 234.147,65 kr. med procesrente fra den 11. januar 2018 af 225.000 kr. og procesrente fra den 23. november 2022 af 9.147,65 kr. GF Forsikring A/S påstod stadfæstelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.
Landsretten blev sat med landsdommerne Karen Hald, Nicolai Uggerhøj-Winther og Morten Chjeffer Rasmussen (kst.).
Appellanten havde forud for færdselsuheldet en relevant sygehistorie i lænderyggen:
Den 14. oktober 2013 blev appellantens bil påkørt bagfra af et andet køretøj, mens hun var på vej for at aflevere en patient på Gentofte Hospital. Hun oplevede selv påkørslen som kraftig, men landsretten lagde til grund, at påkørslen skete med lav hastighed og dermed beskeden kraftpåvirkning.
Skadejournalen fra uheldsdagen beskrev, at appellanten klagede over tiltagende smerter i ryggen, som efter den lægelige vurdering blev lokaliseret til den øvre brystryg — ikke lænden. Hun blev i øvrigt vurderet som ikke akut behandlingskrævende.
Appellanten har forklaret, at mens hun i januar 2013 havde ondt i hoften, sidder den nuværende smerte midt på lænden. Hun arbejder stadig fuld tid uden skånevilkår.
Til brug for byrettens behandling blev der indhentet to udtalelser fra Retslægerådet. Rådets besvarelser indeholdt følgende centrale vurderinger:
Retslægerådet redegjorde for, at en person ved en påkørsel bagfra først skubbes tilbage i sædet og derefter fremad. Det er helt afhængigt af kraften, om skaden kan forvolde vedvarende gener fra bryst- eller lændedelen af ryggen. Ved fastspænding med sikkerhedssele vil bevægelsen potentielt kunne forårsage en fleksionsbevægelse af brystrygsøjlen.
Rådet kunne ikke angive en grad af sandsynlighed for, om fleksionsbevægelser af enten brystryg- eller lænderygsøjlen af forskellig kraft giver brystryg- og/eller lænderygsmerter af kortere eller længere varighed. Der er stor forskel herpå.
Billedundersøgelser af appellantens lænderyg viste degenerative forandringer, som typisk er forandringer, der opstår over tid. Rådet udtalte, at de degenerative forandringer kan være årsag til appellantens langvarige/kroniske lændesmerter, men ikke nødvendigvis. Der er stor variation i, hvorvidt påviste degenerative forandringer er symptomgivende, og en grad af sandsynlighed kunne derfor ikke angives.
Omfanget af appellantens tidligere rygsmerter var ikke klarlagt i sagsakterne. De nytilkomne lænderygsmerter kunne ikke betegnes som forbigående, men som længerevarende og tiltagende over tid.
Landsretten indledte med at fastslå det retlige udgangspunkt med henvisning til Højesterets dom af 9. november 2016 (U 2017.516 H), hvorefter der ved vurderingen af årsagssammenhæng blandt andet må lægges vægt på:
Landsretten foretog herefter en samlet vurdering af sagens oplysninger og lagde afgørende vægt på følgende momenter:
Landsretten anerkendte, at appellantens nytilkomne lænderygsmerter var opstået i tidsmæssig sammenhæng med færdselsuheldet. Men tidsmæssig sammenhæng alene er ikke tilstrækkeligt til at fastslå årsagssammenhæng, når de øvrige momenter — særligt de lægelige vurderinger — taler imod.
Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder navnlig af oplysningerne i Retslægerådets udtalelser og sagens øvrige lægelige udtalelser sammenholdt med karakteren og omfanget af uheldet, finder landsretten, at Appellant ikke i fornødent omfang har godtgjort, at det pågældende færdselsuheld enten er årsag eller medvirkende årsag til de lænderygsmerter, som danner grundlag for det rejste krav.
Landsretten stadfæstede byrettens dom, hvorefter GF Forsikring A/S blev frifundet for appellantens erstatningskrav.
Efter sagens udfald skulle Fagligt Fælles Forbund som mandatar for appellanten betale sagsomkostninger til GF Forsikring A/S. Ved fastsættelsen af beløbet tog landsretten hensyn til sagens værdi, omfang og forløb.
THI KENDES FOR RET:
Byrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for landsretten skal Fagligt Fælles Forbund som mandatar for Appellant, tidligere Sagsøger inden 14 dage betale 50.000 kr. til GF Forsikring A/S. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
Sagsomkostningerne på 50.000 kr. dækker udgifter til advokatbistand inkl. moms og forrentes efter rentelovens § 8 a.
