LandsrettenVestre Landsret stadfæstede byrettens dom og anerkendte dermed gyldigheden af Aalborg Kommunes påbud af 17. juni 2021 om fjernelse af to store reklamebannere fra gavlene på højhuset Kollektivhuset i Aalborg. Sagen drejede sig om, hvorvidt kommunen havde overskredet sin skønsmargin efter Byggeloven § 6 D, stk. 2 ved at kræve bannerne fjernet, eller om påbuddet var ugyldigt på grund af magtfordrejning, skøn under regel og inddragelse af usaglige lokalpolitiske hensyn. Landsretten fandt, at kommunen havde foretaget et konkret og sagligt skøn baseret på æstetiske og arkitekturfaglige hensyn, og at en opstramning af administrativ praksis på skiltningsområdet hverken stred mod lighedsgrundsætningen eller forventningsprincippet.
Appellant E/F er en ejerforening, der ejer højhuset Kollektivhuset beliggende på Vej i Aalborg. Bygningen er opført i 1950'erne og tegnet af arkitekterne Person 1 og Person 2. Kollektivhuset er et markant højhus, hvis arkitektur er nøje beskrevet i samtidige kilder. Gavlene er lodret opdelt i to farver — koksgrå og hvid eternit — og forskudt en halv etage i højden, hvilket skaber en optisk illusion af, at højhuset består af to meget slanke kasser sat sammen. Bygningen er ifølge Erik Iversens biografi om Person 2 tænkt til at skulle forholde sig til Limfjordslandskabet og Limfjordsbroen snarere end den bagvedliggende ældre bebyggelse.
På bygningens nord- og sydvendte gavle havde ejerforeningen opsat to reklamebannere, som genererede lejeindtægter. Bannerne på tidspunktet for kommunens påbud i juni 2021 svarede til typen på Bilag 12 i sagen: store reklamebannere i signalfarver (magenta, cyan og gul) på hvid baggrund, dækkende cirka 8 ud af bygningens 12 etager og i gavlens fulde bredde.
Den 17. juni 2021 meddelte Aalborg Kommune Appellant E/F påbud om at fjerne de to reklamebannere. Påbuddet blev udstedt i medfør af Byggeloven § 6 D, stk. 2. Kommunen anførte i afgørelsen, at den ud fra æstetiske og arkitekturfaglige overvejelser og med udgangspunkt i de lokale forhold havde foretaget en samlet afvejning af, om bannerne virkede skæmmende i forhold til omgivelserne. I afvejningen indgik bannernes detaljering, størrelse og overskuelighed samt deres integrering i den eksisterende facade og det omkringliggende bymiljø. Det fremgik udtrykkeligt af afgørelsen, at kommunens vejledning Brug Byen ikke var indgået som et selvstændigt argument i vurderingen.
Byggeloven § 6 D, stk. 2 bestemmer:
Skiltning, lysinstallationer o.lign. må ikke være til ulempe eller virke skæmmende i forhold til omgivelserne. Kommunalbestyrelsen kan ved forbud eller påbud sikre opfyldelsen af 1. pkt.
Bestemmelsen blev indsat i byggeloven i 1990, hvortil den uden realitetsændringer blev overført fra § 44 i den tidligere kommuneplanlov. Af forarbejderne (Folketingstidende 1989-90, tillæg A, lovforslag nr. L 73, sp. 1853) fremgår, at bestemmelsen giver kommunalbestyrelsen en skønsmæssig adgang til at gribe ind overfor forskellige forhold ved en fast ejendom ud fra æstetiske hensyn, og at kommunalbestyrelsen også kan gribe ind overfor allerede eksisterende forhold. Lovgiver overvejede at ophæve bestemmelsen, fordi de omhandlede forhold også kunne reguleres i en lokalplan, men afstod herfra, da lokalplanproceduren i mange tilfælde ville være for ressourcekrævende og for langvarig til løsning af de problemer, bestemmelsen omhandler.
Appellant E/F anlagde sag med påstand om, at påbuddet af 17. juni 2021 skulle anerkendes som ugyldigt. Ejerforeningen gjorde gældende, at kommunen havde begået retlige fejl ved udstedelsen af påbuddet. Sagen blev først behandlet ved Retten i Aalborg, der ved dom af 21. marts 2023 (BS-48473/2021-ALB) frifandt Aalborg Kommune. Ejerforeningen ankede herefter dommen til Vestre Landsret.
Under landsretssagen blev der gennemført syn og skøn ved arkitekt Skønsmand, som afgav skønserklæring den 21. marts 2024. Skønsmanden skulle belyse, hvordan de omhandlede reklamebannere fremstod i forhold til bygningens arkitektur og omgivelserne.
Skønsmanden konkluderede entydigt, at reklametypen i Bilag 12 ikke harmonerede med bygningens arkitektur. Reklamen var væsentligt større end den ældre reklametype i Bilag 1 — den dækkede cirka 8 ud af 12 etager (mod 4 etager for Bilag 1) og spændte i gavlens fulde bredde. Den krydsede hen over skellet mellem den lyse og den mørke del af gavlen over cirka 2/3 af gavlens højde, hvilket fuldstændigt slørede arkitekternes hovedidé om de to slanke, sammensatte kasser. Reklamen benyttede signalfarver (magenta, cyan og gul), som var i direkte modstrid med intentionen om, at den lodrette opdeling skulle gøre huset højere og slankere.
Skønsmanden bemærkede, at reklametypen i Bilag 12 på grund af sin størrelse (svarende til 8 etager) ville være højere end genboejendommen Adresse 2, der er på 7 etager, og dermed virke stærkt dominerende i forhold til det samlede arkitektoniske udtryk ved brolandingen på Aalborgsiden. De to ejendomme udgør tilsammen i al væsentlighed det arkitektoniske udtryk ved ankomsten ad Limfjordsbroen fra nord. Reklamen ville desuden i nogen grad svække virkningen af den homogene og markante byfront i røde teglsten langs Gade, der markerer Aalborgs centrum.
Ejerforeningen gjorde gældende, at påbuddet var udtryk for magtfordrejning og skøn under regel, og at kommunen havde handlet i strid med det materielle specialitetsprincip. Kommunen havde i sin afgørelse — i strid med Byggeloven § 6 D, stk. 2 — inddraget lokalpolitiske betragtninger og reelt anvendt sin vejledning Brug Byen som et planretligt regelsæt frem for at foretage en konkret vurdering ud fra bestemmelsens kriterier. Praksisændringen medførte i realiteten et forbud mod skiltning. Kommunen burde være gået frem efter planlovgivningen i stedet for at meddele påbud. Efter syn og skøn stod det klart, at reklamebannerne ikke virkede skæmmende i forhold til omgivelserne.
Kommunen bestred, at afgørelsen led af retlige mangler. Kommunen havde foretaget et konkret og pligtmæssigt skøn, og vejledningen Brug Byen var ikke anvendt som et regelsæt. Det fremgik af forarbejderne til byggelovens § 6 D, stk. 2, at kommunen i et tilfælde som det foreliggende ikke var henvist til at gennemføre en langvarig lokalplanproces. Afgørelsen var — som forudsat i bestemmelsen — truffet ud fra æstetiske hensyn af arkitekter, der er uddannede til at foretage sådanne vurderinger. Syn og skønnet var uden betydning for sagen, men støttede i øvrigt, at bannerne virkede skæmmende.
Landsretten indledte med at fastslå retsgrundlagets karakter:
Efter ordlyden af og forarbejderne til byggelovens § 6 D, stk. 2, finder landsretten, at der er tale om en bestemmelse med et vagt og elastisk indhold, der overlader en betydelig skønsmargin til de kommunale myndigheder, og at tilsidesættelse af kommunens afvejning i medfør af bestemmelsen derfor alene bør ske i klare tilfælde.
Landsretten lagde herefter til grund, at Aalborg Kommune i forbindelse med udstedelsen af påbuddet havde foretaget et konkret skøn baseret på saglige hensyn. Retten henviste til, at kommunen ud fra æstetiske og arkitekturfaglige overvejelser og med udgangspunkt i de lokale forhold havde foretaget en samlet afvejning, hvori indgik bannernes detaljering, størrelse og overskuelighed samt deres integrering i den eksisterende facade og det omkringliggende bymiljø. Det tillagdes betydning, at det udtrykkeligt fremgik af afgørelsen, at vejledningen Brug Byen ikke var indgået som et selvstændigt argument. Vidneforklaringerne fra Vidne 1 og Vidne 2 fra kommunens afdeling for byggeri understøttede, at der var tale om en konkret og individuel afvejning.
Om samspillet mellem det politiske ønske om opstramning og det konkrete skøn udtalte landsretten:
Henset til den afvejning af relevante hensyn, som kommunen har foretaget, og forarbejderne til byggelovens § 6 D, stk. 2, finder landsretten, at det hverken er et usagligt hensyn eller i strid med det materielle specialitetsprincip, at afgørelsen i øvrigt har været i overensstemmelse med et politisk ønske i kommunen om en opstramning af praksis på området for skiltning.
Landsretten fandt det heller ikke godtgjort — heller ikke ved skønserklæringen — at der var grundlag for at tilsidesætte kommunens afvejning.
Om baggrunden for praksisændringen lagde landsretten vægt på, at Vidne 1 og Vidne 2 havde forklaret, at kommunen forud for 2016 havde observeret en tiltagende negativ udvikling i bybilledet med store bannere og LED-skærme, og at det fra politisk side blev fundet nødvendigt generelt at anlægge en mere restriktiv vurdering. Den ændrede administrative praksis kom til udtryk i bl.a. vejledningen Brug Byen fra 2016.
Landsretten konkluderede:
På denne baggrund, og da byggelovens § 6 D, stk. 2, som nævnt er en bestemmelse med et vagt og elastisk indhold, der overlader en betydelig skønsmargin til de kommunale myndigheder, finder landsretten, at Aalborg Kommune har været berettiget til at ændre administrativ praksis som sket, og at praksisændringen hverken strider mod lighedsgrundsætningen eller forventningsprincippet.
Landsretten tiltrådte herefter, at det ikke var godtgjort, at Aalborg Kommunes påbud af 17. juni 2021 var behæftet med retlige mangler.
Landsretten stadfæstede byrettens dom. Aalborg Kommunes påbud af 17. juni 2021 om fjernelse af de to reklamebannere fra Kollektivhusets gavle blev dermed anerkendt som gyldigt.
Appellant E/F blev pålagt at betale sagsomkostninger for landsretten til Aalborg Kommune med 100.000 kr., svarende til udgifter til advokatbistand ekskl. moms. Beløbet forrentes efter Renteloven § 8 a. Ud over sagens værdi lagde landsretten ved fastsættelsen vægt på sagens omfang og forløb.
