LandsrettenVestre Landsret nedsatte straffen for tre mænd involveret i omfattende hash-indsmugling efter straffelovens § 191, idet landsretten anvendte den nye affattelse af straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9 om tilståelsers formildende betydning. Bestemmelsen var ændret ved lov nr. 661 af 11. juni 2024 med virkning fra 15. juni 2024, så det ikke længere er en betingelse, at gerningsmanden frivilligt har angivet sig selv eller aflagt fuldstændig tilståelse. Alle tre tiltalte havde tilstået tidligt i forløbet, og landsretten reducerede deres straffe med op til 1 års fængsel.
Sagen vedrørte indsmugling og distribution af betydelige mængder hash i strid med straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt.. De tre tiltalte havde forskellige roller i et organiseret netværk.
Tiltalte 2 spillede en central, ledende og koordinerende rolle. Under retsmødet forklarede han, at hans involvering skyldtes en gæld på 2,5 mio. kr. til bagmænd, som opstod efter et tab af hash under en tidligere transport. Han følte sig presset til at fortsætte kriminaliteten og blev kontaktet af bagmændene, selv mens han afsonede en tidligere dom for fuldstændig ligeartet kriminalitet. Forhold 1-8 blev således begået under afsoning.
Tiltalte 3 havde en ikke ubetydelig koordinerende rolle i netværket. Han var ikke tidligere straffet.
Tiltalte 1 fungerede som kurer i netværket og havde forstraffe af betydning for strafudmålingen.
Sagen blev i første instans behandlet ved Retten i Aarhus, der afsagde dom:
Alle tre tiltalte ankede byrettens domme til Vestre Landsret med påstand om formildelse (straffenedsættelse). Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse for alle tre.
Landsretten behandlede ankesagerne samlet under sagsnumrene V.L. S-1582-24, S-1589-24 og S-1706-24 i 9. afdeling med domsmænd.
Ved § 2 i lov nr. 661 af 11. juni 2024, som trådte i kraft den 15. juni 2024, blev straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9 ændret. Bestemmelsen lyder herefter blot: »at gerningsmanden har aflagt tilståelse«.
Tidligere krævede bestemmelsen, at gerningsmanden »frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse«. Ændringen fjernede dermed begge disse betingelser.
Af de specielle bemærkninger til bestemmelsen fremgår blandt andet:
Forslaget indebærer, at det ikke længere vil være en betingelse for, at lovbestemmelsen kan anvendes, at gerningsmanden frivilligt har angivet sig selv, eller at gerningsmandens tilståelse er fuldstændig.
Forslaget lovfæster dermed, at en tilståelse i almindelighed også skal indgå som en formildende omstændighed, når gerningsmanden ikke har angivet sig selv eller tilståelsen ikke er fuldstændig.
Om betydningen af tidlig tilståelse udtaler forarbejderne:
Har gerningsmanden ikke angivet sig selv, vil der også stadig i højere grad være grund til, at en tilståelse medfører en lavere straf, når tilståelsen afgives tidligt under sagen, sådan at politiet spares for en længere efterforskning, og sådan at sagen kan nå at blive fremmet som en tilståelsessag. I dette tilfælde kan tilståelsen efter omstændighederne tillægges betydelig vægt ved strafudmålingen.
Endvidere fremgår det, at tilståelser afgivet sent — fx først under hovedforhandlingen — tillægges mindre vægt, medmindre de medfører en væsentlig begrænsning af bevisførelsen og antallet af retsdage.
Landsretten lagde vægt på tidspunktet for de tre tiltaltes tilståelser:
| Tiltalt | Anholdelsesdato | Tilståelsestidspunkt |
|---|---|---|
| Tiltalte 2 | 11. juni 2024 | Umiddelbart efter anholdelsen (samme dag) |
| Tiltalte 1 | Juni 2024 | Slutningen af juni måned 2024 |
| Tiltalte 3 | Sommer 2024 | Starten af juli 2024 |
Tiltalte 2 forklarede, at han »lagde sig fladt ned fra starten« og tilstod de forhold, han blev sigtet for ved anholdelsen. Efterfølgende blev han forelagt yderligere sigtelser, som han også tilstod. Han bestred ikke nogen af de påståede mængder. Politiet havde ifølge Tiltalte 2 orienteret ham om den nye bestemmelse om tilståelse og tilkendegivet, at det ville være bedst at tilstå. Han fik desuden et direkte kontaktnummer til en af efterforskerne fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), som han kunne kontakte, hvis bagmændene tog kontakt igen. Efterforskeren havde efterfølgende givet udtryk for, at de ikke havde regnet med, at han skulle have så lang en straf.
Tiltalte 1 og Tiltalte 3 aflagde ligeledes tilståelser kort efter deres anholdelser og samarbejdede med myndighederne.
Landsretten fandt, at tilståelserne for alle tre tiltaltes vedkommende var afgivet så tidligt under sagen, at de skulle tillægges betydelig vægt i formildende retning ved strafudmålingen.
Landsretten gennemgik herefter strafudmålingen for hver af de tre tiltalte. Afgørelsen om konfiskation og sagsomkostninger fra byretten blev stadfæstet, mens statskassen skulle betale sagens omkostninger for landsretten.
Landsretten tilsluttede sig byrettens vurdering af de skærpende omstændigheder:
Uden hensyn til tilståelsen ville straffen skulle fastsættes til omkring 5-5½ års fængsel. Tilståelsen skulle tillægges betydelig vægt, og landsretten fandt, at der ved et sådant strafniveau passende kunne ske en reduktion på op til 1 års fængsel.
Straffen — der til dels er en tillægsstraf — fastsattes herefter til fængsel i 4 år og 6 måneder.
Landsretten lagde vægt på:
Uden hensyn til tilståelsen ville straffen skulle fastsættes til omkring 4-4½ års fængsel. Som for Tiltalte 2 fandt landsretten, at reduktionen passende kunne være op til 1 års fængsel.
Straffen fastsattes herefter til fængsel i 3 år og 6 måneder.
Landsretten lagde vægt på byrettens momenter:
Uden hensyn til tilståelsen ville straffen skulle fastsættes til i omegnen af 2½ års fængsel. Tilståelsen skulle tillægges betydelig vægt.
Straffen fastsattes herefter til fængsel i 2 år.
Landsretten ændrede byrettens domme således:
| Tiltalt | Byrettens straf | Landsrettens straf | Reduktion |
|---|---|---|---|
| Tiltalte 2 | 5-5½ års fængsel | 4 år og 6 måneders fængsel | Op til 1 år |
| Tiltalte 3 | 4-4½ års fængsel | 3 år og 6 måneders fængsel | Op til 1 år |
| Tiltalte 1 | Ca. 2½ års fængsel | 2 års fængsel | Ca. 6 måneder |
Byrettens afgørelser om konfiskation og sagsomkostninger blev stadfæstet. Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.
De tiltalte har fortsat været frihedsberøvet under ankesagen.
Dommen blev afsagt den 2. januar 2025 af Vestre Landsrets 9. afdeling ved dommerne Lars Christensen, Cecilie Maarbjerg Qvist og Thomas Elholm (kst.) med domsmænd.
