LandsrettenSagen vedrører fastsættelse af forældremyndighed og samvær for et barn født i 2019. Barnet har tilknytning til både sin juridiske far og sin biologiske far. Den juridiske far har været involveret siden fødslen, mens den biologiske far har haft omfattende samvær siden foråret 2022 i en 4/10-ordning suppleret med dagsamvær og delte ferier. Den biologiske far betragtes som en primær omsorgsperson med godt samarbejde med mor, hvorimod samarbejdet mellem mor og juridisk far er beskrevet som ikke-eksisterende og foregår via tredjepart.
Sagen er anket til Østre Landsret over Familierettens dom af 13. maj 2025 (BS-5968/2025-KBH), der fastsatte samvær i en 5/9-ordning med ligeligt delt ferie fra 1. september 2025. Parallelt henviste Familieretten ved dom af 3. juli 2025 Familieretshusets afgørelse om ikke at behandle den biologiske fars samværsansøgning hjem til ny behandling. Familieretten lagde vægt på, at lovens bestemmelser om samvær med tredjeparter skal fortolkes i lyset af EMRK artikel 8, og at barnets perspektiv og faktiske tilknytning til den biologiske far burde være blevet konkret vurderet. Familieretten henviste bl.a. til EMD-praksis samt til Højesterets principielle udmeldinger i U 2024.194 H og U 2025.2398 H, hvor manglende oplysningsgrundlag førte til hjemvisning.
Mor krævede ophævelse af den fælles forældremyndighed til fordel for sig selv alene samt midlertidig ophævelse af samvær med juridisk far. Subsidiært søgte hun frifindelse for påstand om øget samvær og mere subsidiært udsættelse af sagen pending en sag ved EMD (Application no. 2714/25). Mor fremhævede barnets svære reaktioner på den udvidede samværsordning, det manglende samarbejde med juridisk far, og behovet for at anerkende den biologiske fars rolle. Juridisk far påstod, at Familierettens dom skulle stadfæstes, idet han beskrev barnet som glad og positivt under samvær, understregede sin rolle som stabil omsorgsperson og afviste, at samværet bør nedsættes på bekostning af barnets bedste.
Vurderingen sker primært på baggrund af Forældreansvarslov § 1, Forældreansvarslov § 4, Forældreansvarslov § 11 og Forældreansvarslov § 34 om henholdsvis barnets bedste, skønsmarginen, fælles forældremyndighed og børnesagkyndig undersøgelse. Spørgsmålet om samvær med andre end juridiske forældre reguleres af Forældreansvarslov § 20, stk. 2. Landsretten tiltrådte Familierettens skøn om, at der ikke var grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed eller ophæve samværet helt. Retten lagde dog mærke til den komplekse situation med tre aktive omsorgspersoner/miljøer og manglen på et fyldestgørende oplysningsgrundlag. Landsretten fandt, at Familierettens 5/9-ordning og feriesamvær var for vidtgående givet de særlige forhold. Retten udtalte:
"...den helt særlige situation, som Barn befinder sig i, og når endvidere henses til, at der endnu ikke er tilvejebragt et fuldstændigt oplysningsgrundlag, eksempelvis ved børnesagkyndig undersøgelse til belysning af Barns perspektiv..." Det blev lagt til grund, at Familieretshuset nu skal behandle ansøgninger fra begge fædre i sammenhæng under hensyntagen til barnets samlede hverdag, hvorfor en yderligere optrapning eller fastsættelse af feriesamvær ikke var forsvarligt på dette tidspunkt.
Landsretten stadfæster Familierettens dom for så vidt angår forældremyndigheden, således at mor og juridisk far fortsat har fælles forældremyndighed. Samværet ændres til en mindre intens ordning indtil videre (fredag-søndag i lige uger og onsdag i ulige uger), og feriesamvær fastsættes ikke bortset fra efterårsferien 2025. Der udstedes ingen kendelse om sagsomkostninger.
