LandsrettenVestre Landsret har i en ankesag taget stilling til, om et barn kunne adopteres uden de biologiske forældres samtykke. Forældrene, der begge har kognitive vanskeligheder, anfægtede Ankestyrelsens afgørelse om frigivelse til adoption med henvisning til personlig udvikling og kritik af de psykologiske undersøgelser. Landsretten fandt imidlertid, at der forelå en høj grad af sandsynlighed for, at forældrene varigt er ude af stand til at varetage omsorgen, og at adoption – af hensyn til barnets kontinuitet og stabilitet – var den bedste løsning.
Sagen angik prøvelse af Ankestyrelsens afgørelse af 10. juli 2024 om frigivelse af Barn til adoption uden samtykke fra de biologiske forældre.
Appellanterne (sagsøgerne) var:
Indstævnte (sagsøgte) var:
Forældrene havde tidligere fået afslag på samtykke, og Ankestyrelsen havde truffet afgørelse om adoption uden samtykke efter Adoptionsloven § 9.
Barnet havde været anbragt uden for hjemmet efter en afgørelse truffet i medfør af den dagældende servicelovs § 58, stk. 1, nr. 1 (nu Barnets lov § 47, stk. 1, nr. 1). Ved dom af 30. maj 2024 havde Retten i Sønderborg stadfæstet anbringelsen uden samtykke med en genbehandlingsfrist på 3 år.
Forældrenes forældreevne var belyst ved:
Barnet var den 18. september 2024 midlertidigt placeret hos de påtænkte adoptanter.
Under sagen forklarede Klager (Biologisk mor) blandt andet, at hun er ordblind, og at hun ikke fik tilstrækkelig tid til testene i forældrekompetenceundersøgelsen, hvilket psykolog Person 1 senere havde bekræftet var en fejl. Hun oplevede samværene mere positivt end beskrevet i samværsskrivelserne og følte ikke, at hun fik den nødvendige støtte.
Klager (Biologisk far) forklarede, at han og moren havde fået lønnet arbejde, var blevet gift, og at han havde en fin struktur på hverdagen. Han afviste diagnoserne i undersøgelsen og mente, at begge forældre kunne udvikle sig med den rette støtte.
Forældrene påstod ophævelse af Ankestyrelsens afgørelse af 10. juli 2024, således at Barn ikke blev frigivet til adoption. De anførte navnlig:
Adoption uden samtykke reguleres af Adoptionsloven § 9. Efter bestemmelsens stk. 2 kan adoption i særlige tilfælde meddeles uden forældrenes samtykke, hvis væsentlige hensyn til barnets bedste taler for det. Efter stk. 3 er det en yderligere betingelse, at
Efter Højesterets praksis (jf. UfR 2021.4867) kræver prognosevurderingen en høj grad af sandsynlighed for, at forældrene – uanset støtteforanstaltninger – ikke vil blive i stand til at varetage omsorgen.
Landsretten tiltrådte byrettens begrundelse og fandt, at alle betingelser for adoption uden samtykke var opfyldt.
Landsretten lagde til grund, at Retten i Sønderborg ved dom af 30. maj 2024 havde stadfæstet, at betingelserne for at anbringe Barn uden for hjemmet var opfyldt efter den dagældende servicelov, nu Barnets lov § 47, stk. 1, nr. 1. Dette krav var således opfyldt.
Ved vurderingen af om forældrene varigt er ude af stand til omsorg, fremhævede landsretten, at der kræves en konkret prognosevurdering med en høj grad af sandsynlighed for, at forældrene uanset støtteforanstaltninger ikke vil kunne varetage omsorgen, jf. Højesterets dom i UfR 2021.4867.
På baggrund af forældrekompetenceundersøgelsen af 23. maj 2023 og prognosevurderingen af 1. maj 2024 – samt sagens øvrige oplysninger, herunder samværbeskrivelserne – fandt landsretten:
at der er en høj grad af sandsynlighed for, at forældrene uanset støtteforanstaltninger ikke vil blive i stand til at varetage omsorgen for Barn.
Forældrenes indvendinger om validiteten af prognosevurderingen, herunder kritikken af testforløbet i lyset af morens ordblindhed, kunne ikke føre til en anden vurdering.
Landsretten tiltrådte endvidere, at væsentlige hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i Barns opvækst indebar, at adoption var den bedste løsning.
Retten fandt herefter, at afgørelsen var forenelig med retten til familieliv efter artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s børnekonvention, idet der forelå sådanne helt særlige omstændigheder og tungtvejende hensyn til Barns bedste, at indgrebet var proportionalt.
Landsretten stadfæstede byrettens dom. Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger for landsretten.
Landsretten lagde til grund, at Retten i Sønderborg ved dom af 30. maj 2024 havde stadfæstet, at betingelserne for at anbringe Barn uden for hjemmet var opfyldt efter den dagældende servicelov, nu Barnets lov § 47, stk. 1, nr. 1. Dette krav var således opfyldt.
Ved vurderingen af om forældrene varigt er ude af stand til omsorg, fremhævede landsretten, at der kræves en konkret prognosevurdering med en høj grad af sandsynlighed for, at forældrene uanset støtteforanstaltninger ikke vil kunne varetage omsorgen, jf. Højesterets dom i UfR 2021.4867.
På baggrund af forældrekompetenceundersøgelsen af 23. maj 2023 og prognosevurderingen af 1. maj 2024 – samt sagens øvrige oplysninger, herunder samværbeskrivelserne – fandt landsretten:
at der er en høj grad af sandsynlighed for, at forældrene uanset støtteforanstaltninger ikke vil blive i stand til at varetage omsorgen for Barn.
Forældrenes indvendinger om validiteten af prognosevurderingen, herunder kritikken af testforløbet i lyset af morens ordblindhed, kunne ikke føre til en anden vurdering.
Landsretten tiltrådte endvidere, at væsentlige hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i Barns opvækst indebar, at adoption var den bedste løsning.
Retten fandt herefter, at afgørelsen var forenelig med retten til familieliv efter artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s børnekonvention, idet der forelå sådanne helt særlige omstændigheder og tungtvejende hensyn til Barns bedste, at indgrebet var proportionalt.
