Landsret pålægger Høje-Taastrup Kommune erstatningsansvar for personskade forårsaget af væltende fodboldmål på legeplads

Ulykken og sagens parter

Sagen angik, om Høje-Taastrup Kommune var erstatningsansvarlig for skader, som en 5-årig pige (herefter appellanten) pådrog sig den 20. december 2018. Ulykken skete på legepladsen ved en børnehave, hvor pigen kravlede eller hang i et fritstående fodboldmål. Målet, der vejede mindst 25,5 kg, væltede ned over hende og forårsagede personskade på næseryg og ansigt.

Appellanten ved værgen anlagde sag mod kommunen med påstand om, at kommunen skulle anerkende erstatningsansvar for ulykken. Kommunen påstod frifindelse. Byretten frifandt kommunen, og dommen blev anket til landsretten, der behandlede sagen på ny med supplerende syn og skøn.

Mangelfuld sikring: Hjemmelavede kramper og manglende eftersyn

Det var ubestridt, at børnene i institutionen tit kravlede og hang i fodboldmålene, selvom de havde fået forbud. Tre ansatte (vidner) forklarede samstemmende herom. Kommunens medarbejder Vidne 1 havde derfor på egen hånd fremstillet kramper af 8 mm armeringsjern, som han bankede ned mellem fliserne for at fastgøre målene.

Vidne 1 forklarede, at han jævnligt måtte banke kramperne på plads igen eller flytte dem, fordi de løftede sig. Skønsmanden, der afgav supplerende skøn for landsretten, vurderede imidlertid, at de hjemmelavede kramper kun gav begrænset modhold, og at målet sandsynligvis ville vælte, selv med kramperne monteret, hvis et barn på 20 kg kravlede på det.

Det er hans umiddelbare skøn, at målet – selvom fastgjort med kramper som beskrevet af Vidne 1 – sagtens ville kunne være væltet, hvis et barn på 20 kg kravlede på det.

Skønsmanden kunne ikke konstatere mærker efter kramperne på fliserne og havde forsøgt at sænke et 8 mm rundjern ned i flisesamlingerne med håndkraft, men flere steder var fliserne for tætte.

Landsrettens vurdering af ansvarsgrundlaget

Landsretten behandlede først et processuelt spørgsmål om, hvorvidt appellantens anbringende om, at målene burde have været undergivet mere omfattende tilsyn (tre-måneders og årlige eftersyn), var fremsat for sent, jf. Retsplejeloven § 383. Retten fandt, at anbringendet ikke var nyt, men en uddybning af tidligere synspunkter om utilstrækkeligt tilsyn.

Derefter vurderede landsretten, om kommunen havde handlet ansvarspådragende (culpa). Det var ubestridt, at det var påregneligt, at et børnehavebarn ville klatre på målet, uanset forbud. Retten lagde til grund, at Vidne 1 havde anset det for nødvendigt at sikre målene, men at de anvendte kramper var uegnede:

Efter bevisførelsen, herunder Vidne 1's forklaring om, at kramperne kunne løfte sig, så det var nødvendigt at banke dem på plads igen eller at flytte dem til en ny placering, lægger landsretten endvidere til grund, at de anvendte kramper ikke var egnede til forsvarligt at sikre fodboldmålene mod væltning.

Sammenfattende fandt landsretten, at kommunen – på trods af medarbejdernes viden om børnenes leg – ikke havde iværksat tilstrækkelige tiltag for at forhindre en vælteulykke. Det forhold, at der muligvis ikke gjaldt et generelt krav om forankring af den type mål, kunne ikke fritage kommunen i denne konkrete situation:

Det kan ikke føre til et andet resultat, at der efter det oplyste ikke gælder et generelt krav til forankring af fodboldmål af den omhandlede karakter.

Afgørelse og sagsomkostninger

Landsretten konkluderede, at Høje-Taastrup Kommune var erstatningsansvarlig for ulykken. Kommunen blev derfor tilpligtet at anerkende ansvaret.

I sagsomkostninger for begge retter skulle kommunen betale 166.689,56 kr. til appellanten ved værgen, fordelt som følger:

Landsretten fandt ikke grundlag for at fritage kommunen for de fulde omkostninger til syn og skøn.