Erstatningskrav for uberettiget frihedsberøvelse: Landsretten afviser forhøjelse af tortgodtgørelse trods politiets pligtforsømmelse

Retligt grundlag

Sagen behandles efter reglerne om erstatning for uberettiget frihedsberøvelse og andre straffeprocessuelle indgreb. De centrale bestemmelser er:

• Retsplejeloven § 1018 a, stk. 1: Retsgrundlag for takstmæssig erstatning for uberettiget frihedsberøvelse. Bestemmelsen giver mulighed for skønsmæssig forhøjelse i særlige tilfælde.
• Retsplejeloven § 1018 h: Bestemmelse om, at dansk rets almindelige erstatningsregler finder anvendelse, hvor der er tale om erstatning, som ikke er reguleret i kapitlets øvrige bestemmelser.
• Straffeloven § 157: Bestemmelse om grov pligtforsømmelse, som er relevant for vurderingen af, om politiets fejl var af en karakter, der kunne begrunde ekstra godtgørelse.

Højesteretspraksis er centralt for vurderingen af, om fejl i efterforskningen kan begrunde forhøjelse af tortgodtgørelsen ud over standardtaksterne.

Stridens kerne: Kan politiets pligtforsømmelse begrunde ekstra tortgodtgørelse?

Det væsentligste stridspunkt var, om politiets ubestridte fejl og pligtforsømmelse ved at undlade at rapportere og fremlægge oplysninger om en alternativ mistænkt (Person3) udgjorde "ganske særlige forhold", der kunne begrunde en yderligere 100 %-forhøjelse af tortgodtgørelsen ud over det allerede tilkendte tillæg for sigtelsens alvorlige karakter.

Erstatningssøgende argumenterede for, at den grove pligtforsømmelse, som var udvist i forbindelse med politiets håndtering af sagen, burde udløse ekstra erstatning med henvisning til Retsplejeloven § 1018 a, stk. 1 og Retsplejeloven § 1018 h. Han henviste til praksis, hvor højere end takstmæssig erstatning var tilkendt i særlige tilfælde.

Anklagemyndigen imødegik ikke kravet og viste til, at erstatningssøgende allerede havde modtaget en 100 %-forhøjelse pga. sigtelsens karakter. Myndigheden gjorde gældende, at politiets fejl ikke påvirkede det ubehag, som den uberettigede varetægtsfængsling i sig selv påførte, og at der ikke forelå oplysninger om, at fængslingen var ekstraordinært belastende ud over det normale.

Stridspunkt: Opgørelse af tabt arbejdsfortjeneste

Det andet stridspunkt vedrørte størrelsen af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Erstatningssøgende krævede, at tabet blev opgjort ud fra en forventet fuldtidsarbejdsuge på 37 timer, hvilket resulterede i et krav på 475.277,62 kr. i alt.

Statsadvokaten havde kun tilkendt 186.685,87 kr., idet man lagde vægt på, at ansættelseskontrakten, der var indgået få dage før anholdelsen, angav en variabel arbejdstid på mellem 0 og 37 timer pr. uge. Statsadvokaten baserede beregningen på et gennemsnit af den faktiske indtjening, som erstatningssøgende opnåede efter løsladelsen (fra oktober 2019 til august 2020), hvilket udgjorde ca. 17 timer pr. uge i gennemsnit.

Erstatningssøgende gjorde gældende, at tabet skulle opgjort ud fra fuldtidsarbejde, mens anklagemyndheden understregede, at det påhviler den erstatningssøgende at fremskaffe fyldestgørende dokumentation for tabets størrelse, og at den faktiske efterfølgende indtjening var et mere realistisk estimat.

Rettens begrundelse: Afvisning af ekstra tortgodtgørelse

Byretten og landsretten afviste kravet om yderligere tortgodtgørelse. Retterne lagde vægt på fast praksis om, at fejl i efterforskningen ikke automatisk kan begrunde en forhøjelse af tortgodtgørelsen ud over standardtaksten.

"Retten finder imidlertid, at det ubehag, som den erstatningssøgende er blevet påført ved den uberettigede varetægtsfængsling, ikke er påvirket af, at der er blevet begået fejl som angivet i forbindelse med den efterforskning, der lå til grund for frihedsberøvelsen af erstatningssøgende."

Retten henviste til Højesteretsafgørelserne U 1997.776 H og U 1997.1498 H. I U 1997.1498 H udtalte Højesteret:

"Det forhold, at en frihedsberøvelse eller en anden straffeprocessuel eller strafferetlig foranstaltning ikke alene har været uberettiget, men har savnet hjemmel og derfor må karakteriseres som ulovlig, kan ikke i sig selv begrunde en forhøjelse i forhold til standardtaksten."

Retten fandt ikke, at der forelå "ganske særlige forhold", herunder at varetægtsfængslingen havde været ekstraordinært belastende for erstatningssøgende, der kunne begrunde en fravigelse af taksterne. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at det lå til grund som ubestridt, at der var begået fejl og pligtforsømmelse hos politiet.

Rettens begrundelse: Tabt arbejdsfortjeneste

Kravet om yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste blev ligeledes afvist. Retten fandt, at erstatningssøgende ikke havde ført bevis for, at han havde lidt et større tab end det allerede tilkendte beløb.

Retten lagde vægt på følgende omstændigheder:

• Ansættelseskontrakten indeholdt en bestemmelse om opgavebestemt og variabel arbejdstid på mellem 0 og 37 timer pr. uge.
• Beregningen af det tilkendte beløb (186.685,87 kr.) var baseret på et gennemsnit af den indtjening, som erstatningssøgende faktisk opnåede i virksomheden efter løsladelsen (perioden fra oktober 2019 til august 2020).
• SKAT-oplysninger viste, at indtjeningen efter løsladelsen var meget variabel og i gennemsnit svarede til ca. 17 timer pr. uge, hvilket var betydeligt mindre end de 37 timer, som erstatningssøgende lagde til grund for sit krav.

"Retten finder heller ikke, at erstatningssøgende i relation til kravet om tabt arbejdsoffentjeneste har ført bevis for, at han har lidt et tab ud over den erstatning, som han allerede er tilkendt i sagen."

Landsretten tiltrådte byrettens vurdering og understregede, at oplysningerne i ansættelseskontrakten om variabel arbejdstid samt den faktiske efterfølgende indtjening talte for, at det tilkendte beløb udgjorde et passende estimat for det realistisk tabte.

Afgørelse

Østre Landsret stadfæstede byrettens dom. Anklagemyndigheden frifindes for kravet om yderligere erstatning på 692.591,75 kr.

Det kendes for ret, at der ikke tilkendes yderligere tortgodtgørelse eller erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Erstatningssøgende skal betale sagens omkostninger for både byretten og landsretten. Af salæret til den beskikkede advokat betales en del af erstatningssøgende og resten af statskassen.

Den samlede erstatning til erstatningssøgende forbliver ved det af Statsadvokaten tilkendte beløb på 995.986 kr.