Tvist om istandsættelseskrav, fraflytningsgebyr og mangelfuldt varmeregnskab ved fraflytning

Sagen omhandler en tvist mellem en lejer og en udlejer i forbindelse med lejerens fraflytning af et lejemål. De centrale stridspunkter vedrørte udlejerens krav på betaling for istandsættelse, opkrævning af et fraflytningsgebyr samt gyldigheden af et fremsendt varmeregnskab.

Udlejer havde i sin opgørelse medtaget udgifter til istandsættelse af lejemålet og et gebyr for fraflytning på 500 kr. som angivet i lejekontraktens § 11. Herudover indeholdt opgørelsen en efterbetaling for varme. Lejer bestred disse krav. Nævnet undersøgte, om udlejer havde overholdt de formelle regler for ind- og fraflytningssyn i henhold til Lejeloven § 90 og Lejeloven § 187, samt om det aftalte fraflytningsgebyr var lovligt.

Der var under sagens behandling enighed mellem parterne om, at det fremsendte forbrugsregnskab ikke opfyldte de lovmæssige krav. Diskussionen koncentrerede sig derfor primært om dokumentationen for istandsættelsesbehovet og de juridiske rammer for gebyropkrævning i forbindelse med syn.

Huslejenævnet traf en afgørelse, der delvist gav begge parter medhold.

Nævnets konklusion og begrundelse

• Istandsættelseskrav: Nævnet godkendte udlejers krav på istandsættelse. Begrundelsen var, at udlejer havde overholdt procedurereglerne i Lejeloven § 90 og Lejeloven § 187 vedrørende ind- og fraflytningssyn. Efter en gennemgang af sagens bilag fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kravene.
• Fraflytningsgebyr: Nævnet afviste udlejers opkrævning af et gebyr på 500 kr. for fraflytningssynet. Nævnet lagde vægt på, at Lejeloven § 189 ikke tillader fravigelser til skade for lejeren, uanset hvad der er aftalt i lejekontrakten. Nævnet henviste i den forbindelse til fast domspraksis (U 2003.266H).
• Varmeregnskab: Da parterne var enige om, at regnskabet var mangelfuldt, kunne udlejer ikke kræve efterbetaling for varme i denne opgørelse.

Som følge af afgørelsen blev det fastslået, at udlejer skal tilbagebetale 1.183,37 kr. til lejeren. Afgørelsen blev truffet med hjemmel i blandt andet Lejeloven § 73 og Lejeloven § 190.