Search for a command to run...

Myndighed
Dato
Resultat
Sted
Emner
Eksterne links
Sagen omhandler en lejer i en ejendom på Amager, der via sin repræsentant krævede, at udlejer skulle udskifte et slidt væg til væg-tæppe i lejlighedens stue. Lejeren flyttede ind i 1989 hos sin far, som havde boet i lejligheden siden 1984. Der opstod imidlertid tvist om, hvorvidt den nuværende beboer overhovedet kunne anses for at være den retmæssige lejer, da udlejer hævdede, at der kun forelå en tidsbegrænset fremlejeaftale fra starten af 1990'erne. Lejeren argumenterede for, at han havde indgået en aftale med den tidligere ejer i 1991 og havde betalt leje direkte til udlejer siden da.
Det centrale punkt i tvisten var vedligeholdelsen af gulvtæppet. I den oprindelige lejekontrakt fra 1984 var det anført, at tæppet i stuen tilhørte ejeren. Lejeren mente derfor, at udlejer havde vedligeholdelsespligten jf. Lejeloven § 114. Ved en besigtigelse af lejemålet konstaterede Huslejenævnet, at tæpperne var betydeligt slidte med revner og brugsspor. Under sagens forløb kom det dog frem, at lejeren selv havde udskiftet det oprindelige tæppe i 1994. Udlejer gjorde herefter gældende, at man ikke kunne drages til ansvar for inventar, som lejer selv havde anskaffet.
Udlejer anfægtede beboerens status som lejer og hævdede, at vedkommende bevidst havde afgivet usande oplysninger. Lejernes repræsentant fremlagde omfattende dokumentation for, at udlejer i årevis havde accepteret beboeren som lejer, blandt andet gennem varmeregnskaber, lejevarslinger og kommunikation med beboerrepræsentationen, hvor beboeren tidligere var formand. Spørgsmålet var således, om der var opstået et lejeforhold ved passivitet eller konkludent adfærd, selvom en formel kontrakt manglede.
Både Huslejenævnet og Ankenævnet for Huslejenævnene endte med at afvise at behandle sagen.
Huslejenævnet traf oprindeligt afgørelse om at afvise sagen med henvisning til Lov om boligforhold § 83, stk. 1. Nævnet vurderede, at en afgørelse ville kræve en omfattende bevisførelse med vidneforklaringer, som nævnet ikke har kompetence til at gennemføre. Dette skyldtes især usikkerheden omkring tæppets historik og udskiftningen i 1994.
Ankenævnet stadfæstede afvisningen og præciserede følgende punkter:
Sagens udfald blev derfor en afvisning, hvilket betyder, at parterne må indbringe sagen for Boligretten, hvis de ønsker en endelig afgørelse af lejerstatus eller vedligeholdelsespligt.
Procesbevillingsnævnet har givet tilladelse til, at en sag om vindikation eller ekstinktion af en leaset hjullæsser kan indbringes for Højesteret.

Sagen omhandler en tvist mellem udlejer og boet efter en afdød lejer vedrørende istandsættelseskrav i forbindelse med fraflytning af en ejerlejlighed, der havde været lejet i ca. 33 år. Lejemålet startede den 15. januar 1990, og lejeren afgik ved døden den 26. november 2022, hvorefter lejemålet ophørte den 23. februar 2023.
Udlejer fremsatte krav om istandsættelse, herunder fjernelse af slidte vinylgulve i køkken, gang og et værelse, slibning og lakering af de underliggende gulve, fjernelse af et skab, fremstilling af nye nøgler, rydning af et kælderrum og udbedring af et delvist lukket dørhul. Udlejers samlede krav var oprindeligt opgjort til 25.993,75 kr. inkl. moms for fjernelse af vinylgulve og supplerende malerbehandling samt slibning og lakering af gulv. Udlejer argumenterede for, at lejemålet ikke havde gennemgået betydelig vedligeholdelse i lejeperioden, og at vinylgulvene fremstod slidte med mærker, pletter og ujævnheder. Udlejer henviste til, at kravet var gjort rettidigt gældende i henhold til [Lejeloven § 187, stk. 2], og at udlejer ikke var forpligtet til at udarbejde en fraflytningsrapport, da der kun udlejes én lejlighed, jf. [Lejeloven § 187, stk. 4].
Nævnet har afvist at behandle en klage vedrørende en udlejningsejendom, da udlejningsaktiviteten blev vurderet som erhvervsmæssig.
Ankenævnet på Energiområdet har i januar 2016 truffet fire centrale afgørelser vedrørende elforbrug, sikkerhedsstillelse og gyldigheden af kundeforhold.
Boet efter lejeren bestred udlejers krav og gjorde gældende, at lejemålet var afleveret i væsentligt bedre stand end ved indflytningen. Det blev anført, at vægge, lofter og indvendigt træværk var nymalede, og at alle trægulve var afhøvlede og lakerede. Specifikt for vinylgulvene blev det fremført, at disse havde været belagt med tæpper i hele lejeperioden og derfor var i samme stand som ved indflytningen i 1990. Lejer anførte desuden, at der ikke var udarbejdet en fraflytningsrapport, og at udlejer ikke havde rejst krav ved selve fraflytningen, men først efterfølgende. Lejer henviste til lejekontraktens bestemmelse om, at lejemålet skulle afleveres i samme stand som ved indflytningen bortset fra almindeligt slid og ælde, og at den indvendige vedligeholdelsespligt i henhold til lejekontraktens § 4.2 kun omfattede maling, hvidtning og lakering af gulve m.v., ikke udskiftning af vinylgulve.
Huslejenævnet behandlede sagen i henhold til [Lejeloven §§ 114, stk. 1 og 190] samt [Lejeloven §§ 111, 112 og 187]. Nævnet konstaterede, at udlejers krav var rettidigt fremsat. Huslejenævnet fandt, at lejer hæftede for fjernelse af vinylgulvet, men nedsatte skønsmæssigt udgiften fra 16.093,75 kr. til 10.729,17 kr. inkl. moms, da udgiften oversteg, hvad der var rimeligt. Nævnet fandt derimod, at lejer ikke hæftede for slibning og lakering af gulve efter fjernelse af vinylgulvene, da lejer ikke havde vedligeholdelsespligt for trægulvet under vinylgulvet og ikke havde fornyelsespligten for vinylgulvet. Da der ikke var betalt depositum, skulle lejer betale det nedsatte beløb til udlejer.

Beboerklagenævnet i Vejle Kommune modtog en henvendelse fra lejers repræsentant vedrørende mangler ved ovnen i lejemålet...
Læs mere
En lejer indbragte en sag for Huslejenævnet vedrørende en række mangler i det lejede. De primære klagepunkter omhandlede...
Læs mere