Organisationen forholder sig neutralt til selve indholdet, men påpeger de økonomiske konsekvenser for domstolene. De mener, at de nye opgaver med bødesager vil øge ressourcebehovet i et i forvejen presset domstolssystem.
Digitaliseringsstyrelsen rejser væsentlig tvivl om lovforslagets præcision vedrørende pligtsubjekter og det danske retsforbehold. De advarer mod, at teksten kan tolkes således, at udenlandske myndigheder kan indhente data om danske brugere uden om danske domstole, hvilket de mener ligger uden for rammerne af det danske forbehold.
Teleindustrien støtter, at der ikke indføres dobbeltregulering for udbydere, der kun opererer i Danmark, men finder det uklart, hvordan jurisdiktionen fungerer. De udtrykker bekymring for, om udenlandske myndigheder kan gå direkte til en retlig repræsentant for at få data om danske kunder uden en dansk retskendelse.
Virksomheden kritiserer Justitsministeriets vurdering af, at lovforslaget ikke har økonomiske konsekvenser for erhvervslivet. De påpeger, at compliance-krav og udpegning af repræsentanter i udlandet vil medføre betydelige faste udgifter, som især rammer små og mellemstore virksomheder (SMV'er).
Foreningen er stærkt kritisk over for, at danske borgeres personoplysninger kan udleveres til udenlandsk politi uden involvering af danske myndigheder. De efterspørger en klarere definition af elektronisk bevismateriale og advarer om, at særlige danske immuniteter (f.eks. for journalister) kan blive overset.
Lovforslaget indfører en ny selvstændig lov, der forpligter visse tjenesteudbydere etableret i Danmark — herunder udbydere af elektroniske kommunikationstjenester, domænenavnetjenester og informationssamfundstjenester — til at udpege mindst én retlig repræsentant i en anden EU-medlemsstat til at modtage og efterleve myndighedsafgørelser om elektronisk bevismateriale i straffesager. Loven gennemfører EU-direktiv 2023/1544 og træder i kraft 18. februar 2026; eksisterende udbydere har frist til 18. august 2026.
Dette lovforslag har til formål at implementere EU-direktiv 2023/1544 i dansk ret. Direktivet er en del af EU's e-bevispakke, som skal gøre det lettere og mere effektivt for retshåndhævende myndigheder at indhente elektronisk bevismateriale (f.eks. e-mails, beskeder eller abonnentoplysninger) fra tjenesteudbydere, der opererer i andre EU-lande, til brug i straffesager.
I en stadig mere digitaliseret verden er elektroniske beviser afgørende i efterforskningen af kriminalitet. Udfordringen er ofte, at tjenesteudbyderen, der opbevarer data, er etableret i et andet land end den efterforskende myndighed. Lovforslaget skal skabe en klar juridisk ramme for, hvordan danske tjenesteudbydere skal håndtere anmodninger om data fra andre EU-lande.
På grund af Danmarks retsforbehold deltager Danmark ikke i alle relevante EU-retsakter på området, herunder forordning (EU) 2023/1543. Derfor kan en repræsentant i Danmark ikke modtage og efterleve alle typer afgørelser fra andre medlemsstater. Lovforslaget løser dette ved at kræve, at repræsentanten udpeges i et andet EU-land, der deltager fuldt ud i samarbejdet.
Lovforslaget gælder for tjenesteudbydere, der er etableret i Danmark, men som udbyder tjenester til brugere i andre EU-lande. De omfattede tjenester inkluderer:
Vigtig undtagelse: Tjenesteudbydere, der er etableret i Danmark og udelukkende udbyder tjenester i Danmark, er ikke omfattet af loven.
Den centrale forpligtelse i lovforslaget er, at omfattede tjenesteudbydere skal udpege mindst én i en anden EU-medlemsstat. Denne repræsentant (en fysisk eller juridisk person) får til opgave at:
Tjenesteudbyderen skal sikre, at repræsentanten har de nødvendige beføjelser og ressourcer til at varetage opgaven.
For at sikre lovens overholdelse foreslås følgende:
| Begivenhed | Dato |
|---|---|
| Lovens ikrafttrædelse | 18. februar 2026 |
| Frist for eksisterende udbydere til at udpege repræsentant | 18. august 2026 |
| Frist for nye udbydere til at udpege repræsentant | Senest 6 måneder efter påbegyndelse af tjenesteudbud |
Lovforslaget forventes at have begrænsede økonomiske konsekvenser for det offentlige, som kan dækkes inden for de eksisterende økonomiske rammer. For erhvervslivet vil der være administrative omkostninger forbundet med at udpege og drive en retlig repræsentant i udlandet. De samlede omkostninger vurderes dog ikke at overstige 4 mio. kr. årligt.
