Dokumenter (3)

Kilde

Centrale afgrænsninger:

• Ethvert tjenstligt ophold i områderne sidestilles med udsendelse (§ 1, stk. 2) — også korte tjenesterejser for embedsmænd.
• Begrebet »tjenestegørende personel« er nyt i forhold til særlovens »soldater og andre statsansatte« og omfatter også personer uden egentligt ansættelsesforhold, fx værnepligtige.
• Personkredsen ventes i praksis primært at bestå af personel på Forsvarsministeriets, Justitsministeriets, Udenrigsministeriets og Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs områder.
• Ikke omfattet: journalister uden statsansættelse, personer ansat af fremmede militære magter eller private sikkerhedsorganisationer, og som udgangspunkt personel udsendt til øvelser i udlandet (i overensstemmelse med personelloven § 11 a).
• Den udsendende myndighed sidestilles med en arbejdsgiver, og dens oplysning om, hvorvidt en person har været udsendt, lægges til grund (§ 2, stk. 2).

Lovvalg mellem den nye lov og arbejdsskadesikringsloven

Princippet svarer til arbejdsskadesikringsloven § 49, stk. 3. Den nye lov er — ligesom arbejdsskadesikringsloven — primær i forhold til anden erstatnings- og godtgørelseslovgivning.

2. Arbejdsskadebegrebet (§§ 4-7)

§ 4, stk. 1 definerer arbejdsskade som ulykke, jf. § 6, og erhvervssygdom, jf. § 7, i arbejdsskadesikringsloven, der er en følge af tjenesten under udsendelsen.

To bemærkelsesværdige nyskabelser:

• Erhvervssygdomsudvalget kan springes over: Sygdomme omfattet af § 7, stk. 1, nr. 2, og § 7, stk. 2, kan anerkendes uden forudgående forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget. Det forventes at give kortere sagsbehandlingstid, men vil kun angå en "meget begrænset andel" af sagerne.
• Lempeligere sygdomsbegreb for værnepligtige m.fl. videreføres: For personer, hvis tjeneste er omfattet af lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl. § 1, stk. 2, gælder kriteriet »rimelig sandsynlighed« i stedet for det almindelige bevisniveau (§ 4, stk. 2).

§ 6 viderefører bevisreglen i arbejdsskadesikringsloven § 8, stk. 1 for øvrige erhvervssygdomme, og § 7 henviser til reglerne om terrorskader i § 10 a.

3. Formodningsreglen for PTSD (§ 5) — lovforslagets kerne

Gældende ret og problemet

Efter gældende ret skal PTSD anerkendes enten efter Erhvervssygdomsfortegnelsen (bekendtgørelse nr. 1483 af 3. december 2025) — som kræver symptomdebut senest inden for 6 måneder — eller efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget. Særloven for tidligere udsendte soldater m.fl. § 2 lempede kun dokumentationskravet, ikke selve de tidsmæssige betingelser eller kravet om årsagssammenhæng.

"hver femte veteran i dag ikke får anerkendt sin arbejdsskadesag til trods for, at en uafhængig speciallæge i psykiatri har diagnosticeret veteranen med PTSD" — Analyse af veteraners arbejdsskader, Forsvarsministeriets Personalestyrelse, maj 2024

Praksis efter en Vestre Landsrets dom af 26. juni 2020 tillader i dag forelæggelse med symptomer op til 4 år efter belastningens ophør og diagnose op til 15 år efter belastningen — men der gælder fortsat krav om tidsmæssig sammenhæng og årsagssammenhæng.

Den foreslåede ordning

"§ 5. En person, der af en speciallæge i psykiatri er diagnosticeret med posttraumatisk belastningsreaktion, får anerkendt dette som en arbejdsskade, medmindre det må anses for åbenbart, at den posttraumatiske belastningsreaktion ikke skyldes tjenesten under udsendelsen."

Yderligere konsekvenser:

• Anerkendelse kan kun afvises, hvis der ikke foreligger en psykiatrisk speciallægeerklæring, eller hvis det er åbenbart, at PTSD'en ikke skyldes tjenesten — fx hvis speciallægen selv anfører, at PTSD'en alene skyldes andre forhold. Delvis anden årsag er ikke nok til afvisning.
• Erklæringer fra speciallæger uden for EU skal vurderes konkret; enheden kan kræve en dansk eller EU-erklæring.
• Ordningen omfatter kun ICD-10-diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion — ikke fx depression.
• PTSD kategoriseres som ulykke, hvis den skyldes en hændelse inden for 5 dage, ellers som erhvervssygdom (§ 5, stk. 2).
• Ingen anmeldelsesfrist og ingen forældelsesfrist i PTSD-sager (§ 11, stk. 2 og 3) — en fravigelse af arbejdsskadesikringsloven § 36 og forældelsesloven.

Genoptagelse af tidligere afviste sager (§ 14)

Sager afvist før lovens ikrafttræden på grund af manglende anerkendelse af PTSD kan genoptages — uden at betingelserne i arbejdsskadesikringsloven § 41 skal være opfyldt (dvs. hverken 5-årsfristen eller kravet om nye oplysninger gælder). Enheden forudsættes selv at opsøge de veteraner, den kan identificere.

Forsvarsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler, herunder om samspillet med 15 pct.-minimumsgrænsen i § 17, stk. 1.

4. Proteser og sportsproteser (§ 10)

Efter arbejdsskadesikringsloven § 15, stk. 3 fastsættes erstatning for fremtidige udgifter til hjælpemidler som et kapitaliseret engangsbeløb. Analysen fra 2024 pegede på tre problemer: beløbet afspejler ikke prisudvikling og ændrede behov, den enkelte skal selv administrere et stort beløb i mange år, og der er ingen dækning af sportsproteser (som efter praksis anses for luksusbetonede hjælpemidler, jf. også Ankestyrelsens principafgørelse C-39-03 om serviceloven).

Præciseringer i bemærkningerne:

• Almindeligt slid og utilstrækkelig daglig vedligeholdelse (fx manglende vask) udgør ikke misligholdelse.
• Rent kosmetiske tilpasninger (ridser mv.) dækkes ikke, og der dækkes ikke udgifter omfattet af producentens reklamations-, garanti- eller serviceforpligtelse.
• Har man tidligere fået udbetalt engangsbeløb, kræves tro og love-erklæring om, at beløbet er forbrugt; et restbeløb modregnes (eksempel i bemærkningerne: 40.000 kr. tilbage af erstatningen og en ny protese til 100.000 kr. → 60.000 kr. dækkes).
• Der dækkes proteser af god kvalitet, men ikke af "ekstraordinær højteknologisk standard".
• Mangler man begge ben, kan der dækkes én løbeprotese til hvert ben.
• Afgørelseskompetencen ligger hos den udsendende myndighed (for sportsproteser: Personelkommandoen) — ikke hos den nye enhed — og afgørelser kan påklages direkte til Ankestyrelsen efter § 25, stk. 1.

5. Enheden for Statsligt Udsendtes Arbejdsskader (§§ 12, 16-20)

Myndighedsansvaret flyttes fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til forsvarsministeren, der henlægger sine beføjelser til en ny enhed under Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) — dog ikke sager om proteser efter § 10.

Arbejdstilsynet bevarer sin rolle som arbejdsmiljømyndighed og sin terminaladgang efter §§ 34 a og 34 b, men Forsvarsministeriet — ikke Arbejdstilsynet — fører tilsyn med sagsbehandlingen. Erhvervssygdomsudvalget bevarer sin indstillingsret om erhvervssygdomsfortegnelsen.

Finansiering (§§ 21-23)

• ATP udbetaler ydelser på vegne af den udsendende myndighed ved direkte træk på en statslig bankkonto (§ 21, stk. 1) — også i erhvervssygdomssager, hvor udgifterne i dag betales af AES via arbejdsgiverbidrag efter § 55.
• Kan skaden henføres til flere myndigheder, beslutter enheden hvem der betaler — beslutningen er ikke en forvaltningsretlig afgørelse (§ 21, stk. 3).
• Forsvarsministeriet afholder alle administrative udgifter til ATP og Ankestyrelsen (§ 21, stk. 4) samt udgifterne til sportsproteser (§ 21, stk. 6).
• Den udsendende myndighed afholder og udbetaler selv udgifter til sygebehandling, optræning og hjælpemidler samt proteser (§ 21, stk. 5).
• ATP får momsrefusion fra Finansministeriets momsreserve med særskilt momsregnskab (§ 22) og adgang til Statens Koncernbetalinger (SKB) (§ 23).

6. Fællesafgørelser — ny lovhjemmel til hidtidig praksis (§ 13 og ny § 40 b)

Fællesafgørelser (én afgørelse om samlet mén eller samlet erhvervsevnetab ved flere skader) hviler i dag udelukkende på fast administrativ praksis, jf. Ankestyrelsens principmeddelelser 24-13 og U-37-01. Praksis er begrænset af finansieringsreglerne — fx kan der ikke træffes fællesafgørelse på tværs af arbejdsgivere eller brancheundergrupper, eller når tilskadekomne har fødselsdag mellem skaderne (pga. aldersnedsættelsen i § 18, stk. 5).

Med den foreslåede nye § 40 b i arbejdsskadesikringsloven får beskæftigelsesministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om fællesafgørelser og udgiftsfordeling — og kan herved fravige § 24, stk. 2, nr. 6 om årslønsfastsættelse ved forudgående skader.

Arbejdsdelingen bliver:

7. Ændringer i anden lovgivning (§§ 30-37)

8. Ikrafttræden og overgang (§§ 27-29)

• Ikrafttræden 1. januar 2027.
• Loven gælder for sager, der anmeldes efter ikrafttrædelsen, uanset om skaden er indtrådt før — og for verserende sager i AES, hvor der endnu ikke er truffet afgørelse om anerkendelse. Er anerkendelsen truffet, men ikke udmålingen, forbliver sagen i AES.
• § 10 (proteser) gælder uanset om skaden er anerkendt efter den nye lov, arbejdsskadesikringsloven, særloven eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade — og uden ny anerkendelsesafgørelse.
• Lov nr. 336 af 2. april 2014 ophæves, men allerede tilkendte og løbende ydelser efter særloven fortsætter på uændrede vilkår (§ 27, stk. 5).
• Overgangsbestemmelserne i arbejdsskadesikringslovens kapitel 13 finder tilsvarende anvendelse, dog således at §§ 5 og 10 også gælder skader indtruffet før ikrafttrædelsen (§ 28).
• Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland (§ 29).

9. Konsekvenser

"Forsvarsministeriets udgifter i forbindelse med lovforslaget skønnes med en vis usikkerhed at udgøre op til 2,7 mia. kr. (2026-pl) i forligsperioden 2026-2033."

10. Bemærkninger til udkastets tekniske kvalitet

Udkastet indeholder flere indbyrdes uoverensstemmende lovhenvisninger, som høringsparterne bør være opmærksomme på:

Endvidere henviser den foreslåede § 10, stk. 2, i lovteksten til »en arbejdsskade efter §§ 4 eller 5«, mens bemærkningernes gengivelse af bestemmelsen ét sted alene nævner § 4. Tilsvarende henviser § 25, stk. 1, nr. 2, til »arbejdsskadesikringslovens § 35, stk. 5«, mens § 26 og bemærkningerne til § 15 krydshenviser til henholdsvis § 14 og § 17 på en måde, der kan give anledning til tvivl. Høringssvar kan med fordel adressere disse tekniske uklarheder.