Dokumenter (3)

Kilde

Høringssvar offentliggøres på Høringsportalen, og der samtykkes ved afgivelse til offentliggørelse af navn og mailadresse.

Formål

Formålet er at give ét samlet overblik over de generelle krav til smittebeskyttelse og gøre dem operationelle for meget forskellige brugergrupper:

"Formålet med vejledningen er at give et samlet overblik over og vejlede om de generelle krav til smittebeskyttelse (biosikring), der følger af EU-lovgivningen og nationale regler, og som gælder for operatorer, personer der holder selskabsdyr, dyrefagpersoner og dyrlæger."

Vejledningen understreger selv sin afgrænsning:

"Vejledningen giver et samlet overblik over de generelle regler, men er ikke udtømmende. For bestemte dyrearter, aktiviteter eller situationer kan der derfor gælde supplerende eller mere specifikke regler."

Begrundelsen for indsatsen er bred: smittebeskyttelse har betydning for dyresundhed, dyrevelfærd, folkesundhed, antibiotikaforbrug, handel og økonomi, og Danmarks status som fri for visse dyresygdomme har stor betydning for eksporten.

Retsgrundlaget

Kravene bygger primært på to EU-forordninger med et lag af danske regler ovenpå:

På dansk side hviler vejledningen bl.a. på lov om hold af dyr § 27 (pligt til at tilkalde dyrlæge), § 30 (særlige smitteforebyggende foranstaltninger) og § 34 a (sundhedsrådgivningsaftaler), dyrlægeloven §§ 2, 8, 10 og 11 samt Listebekendtgørelsen § 4 om anmeldepligt.

Sprogfælden mellem regelsæt

Vejledningen bruger et helt afsnit på at advare om, at samme forhold hedder forskellige ting i forskellige regelsæt:

"Eksempelvis anvendes betegnelsen biosikring i dyresundhedsloven om forhold, der i andre lovgivninger kan være beskrevet med betegnelser som smittebeskyttelse, foranstaltninger, forebyggelse, rengøring, hygiejnetiltag."

Særligt fremhæves, at virksomhed i dyresundhedsloven betyder enhver lokalitet hvor der holdes dyr — ikke en virksomhed med CVR-nummer — og at operatør i dyresundhedsloven svarer til leder af en fødevarevirksomhed i hygiejneforordningen. Definitioner fra ét regelsæt kan som udgangspunkt ikke overføres til et andet.

Roller og krav pr. persongruppe

Kravene afhænger af, hvilken rolle man har efter dyresundhedslovens artikel 4:

Vejledningen præciserer to afgrænsninger, der ofte volder tvivl:

• Man kan ikke være både operatør og dyrefagperson på samme tid — operatøren har det overordnede ansvar, dyrefagpersonen udfører det praktiske arbejde.
• Rene ikkekommercielle flytninger af hund, kat og fritte som ejer eller bemyndiget person udløser ikke krav om registrering som transportør.

Det risikobaserede kernebudskab

Et gennemgående tema er, at lovgivningens elastiske ord skal udfyldes konkret:

"I reglerne om smittebeskyttelse anvendes ofte betegnelser som »om nødvendigt«, »fornødne«, »relevante«, »passende« og »tilstrækkelig«. Disse betegnelser skal forstås, som det niveau af viden, kompetencer og tiltag, der er nødvendigt for at opfylde reglernes formål."

Vejledningen illustrerer dette med konkrete eksempler på forventet vidensniveau:

Risikoen påvirkes ifølge afsnit 6 af antal dyr og kontakter, dyreart, artsblanding, inde-/udendørs hold, hobby versus erhverv, produktionstype, indretning, lokale forhold, dyretæthed, fugletrækruter samt klima og sæson.

Fra risikovurdering til handling — firetrinsmodellen

1. Risikovurdering — identificér smitteveje ind i, inden for og ud af dyreholdet samt konsekvenserne af udbrud. Vejledningen opstiller tjeklistespørgsmål og en oversigt over faktorer for henholdsvis ekstern smitte (flytninger, transportmidler, personer, vilde dyr, foder/vand/strøelse, husdyrgødning, luftbåren smitte, vektorer) og intern smitte (direkte kontakt, flytninger mellem staldafsnit, luft/støv, personer, beklædning, skadedyr og selskabsdyr, biologisk materiale, fælles inventar).
2. Handlingsplan — vælg målrettede fysiske tiltag (indhegning, adgangskontrol, sluser, isolations-/karantænestalde, ventilationsfiltre) og håndteringsmæssige tiltag (procedurer for nye dyr, personadgang, rengøring og desinfektion, skadedyrsbekæmpelse). > "Det handler altså ikke om at vælge flest mulige tiltag, men om at vælge de tiltag, der er relevante og tilstrækkelige i forhold til den konkrete risiko."
3. Implementering — omsæt tiltagene til daglige rutiner og informér personale, besøgende og transportører.
4. Løbende evaluering — egenkontrol, eventuelt med HACCP-inspirerede kritiske kontrolpunkter og kritiske grænser (fx antal karantænedage og negative prøvesvar før og efter karantæne). HACCP er udtrykkeligt ikke et krav, men et frivilligt redskab; for visse virksomheder gælder derimod direkte krav om fortegnelser.

Særlige områder

• Skadedyr (afsnit 9): Operatøren skal både forebygge og bekæmpe gnavere og insekter — tætte bygninger, net, fjernelse af foderspild, lukkede foderbeholdere, rydning af skjulesteder. Åbne og økologiske hold kræver andre tiltag end lukkede staldsystemer. Grundlaget er bl.a. dyresundhedslovens artikel 10, stk. 4 og bekendtgørelse nr. 991 af 21. august 2024 om forebyggelse og bekæmpelse af rotter § 4.
• Vildtlevende dyr (afsnit 10): Hjorte, fugle, harer og ræve kan bære bl.a. bluetongue, mund- og klovesyge, fugleinfluenza og brucella. For visse arter kan biosikring mod vildtlevende dyr være afgørende for, om dyr må flyttes til andre lande.
• Animalske fødevarer (afsnit 11.1): Hygiejnisk produktion, beskyttelse mod forurening, kompetencekrav til personale, og opmærksomhed på reglerne ved stalddørssalg og hjembringelse af kød — bl.a. slagtefjerkræbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 525 af 22. maj 2025) § 29 og konsumægsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 524 af 22. maj 2025) § 31.
• Animalske biprodukter (afsnit 11.2): Krav til indsamling, mærkning, lækagesikre beholdere, ledsagedokumenter og bortskaffelse samt registrering/godkendelse af virksomheder. Døde produktionsdyr er reguleret af bekendtgørelse om opbevaring m.m. af døde produktionsdyr, mens døde selskabsdyr og heste kan nedgraves eller bortskaffes efter bekendtgørelse nr. 1234 af 26. november 2019 om gravpladser for selskabsdyr og heste. Husdyrgødning og OGJ følger bl.a. bekendtgørelse nr. 574 af 29. maj 2018 om organiske gødningsstoffer og jordforbedringsmidler med animalsk indhold.
• Avlsmateriale (afsnit 11.3): Rengøring/desinfektion, forsvarlig opbevaring, certificering ved flytninger og krav om registrerede eller godkendte avlsmaterialevirksomheder.
• Foder (afsnit 12): Hygiejnisk produktion og opbevaring, styring af græsnings- og afgrødearealer, forbud mod forarbejdet animalsk protein til drøvtyggere (TSE/BSE), kannibalismeforbud samt tidsbegrænset tilladelse til animalske biprodukter til særlige fodringsformål (fx zoologiske anlæg).
• Flytninger (afsnit 13): Flytninger må ikke bringe sundhedsstatus i fare hverken på transit- eller bestemmelsessted; syge dyr må som udgangspunkt ikke flyttes. Ved flytning til/fra andre lande kræves dyresundhedscertifikat, og modtageren skal kontrollere dokumentationen — ved uregelmæssigheder skal dyrene isoleres og Fødevarestyrelsen kontaktes. Midlertidige flytninger (udstillinger, konkurrencer, græsning, ferie) er som udgangspunkt omfattet af de samme krav, dog med visse lempelser for heste, fugle i fangenskab og selskabsdyr.

Zoonoser og MRSA

Vejledningen skelner mellem fødevarebårne zoonoser (fx salmonella) og ikke-fødevarebårne zoonoser (fx husdyr-MRSA) og anfører konkrete forekomsttal for husdyr-MRSA:

Anmeldepligt, udbrud og trusselsvurderinger

Ved mistanke om anmeldepligtig sygdom skal den, der har dyr i sin varetægt, tilkalde en dyrlæge, jf. lov om hold af dyr § 27. Dyrlæger og diagnostiske laboratorier skal straks anmelde mistanke om eller påvisning af liste 1-sygdomme og påvisning af liste 2-sygdomme til Fødevarestyrelsen, jf. Listebekendtgørelsen § 4, stk. 2 og 3.

Ved mistanke eller udbrud skal biosikringen skærpes straks — værnemidler, tøj- og fodtøjsskift, karantæne, isolation, adgangsbegrænsning og stop for flytninger. Myndighederne kan pålægge offentligt tilsyn med flytteforbud, prøveudtagning, restriktioner for avlsmateriale, aflivning, særlig håndtering af husdyrgødning og restriktionszoner. Vejledningen fremhæver, at man altid har pligt til at oplyse om smittestatus i sit dyrehold, og at en beredskabsplan bør beskrive procedurer for personadgang, zoneinddeling og hygiejne.

Fødevarestyrelsens kvalitative trusselsvurderinger — baseret på bl.a. Dansk Veterinær Konsortium (DK-VET), EFSA og Europa-Kommissionen — skal bruges aktivt til at justere risikovurdering og tiltag, når fx fugleinfluenza eller andre sygdomme spreder sig i nærområdet.

Kontrol og sanktioner

Kontrollen kan være varslet eller uvarslet og omfatte både fysisk inspektion og administrativ dokumentgennemgang, jf. kontrolforordningens artikel 9. Den tilsynsførende ser på, om tiltagene fungerer efter hensigten og står mål med risikoen — man skal kunne redegøre for sine tiltag.

Særligt bemærkelsesværdigt for erhvervet: ved udbrud af anmeldepligtige sygdomme foretager Fødevarestyrelsen en smittebeskyttelsesvurdering, og

"resultatet af kontrollen [vil] blandt andet indgå i vurderingen af eventuelle muligheder for erstatning, herunder om der foreligger forhold, som kan betragtes som egen skyld og dermed påvirke retten til erstatning."

Rådgivning og sundhedsrådgivningsaftaler

Rådgivning kan hentes hos praktiserende dyrlæger, brancheorganisationer og private konsulenter. For grise-, kvæg- og minkbesætninger kan der — afhængigt af dyreantal og -kategori — være krav om obligatorisk sundhedsrådgivningsaftale, hvor smittebeskyttelse skal indgå som fast element i rådgivningen mindst én gang årligt. Frivillige aftaler kan indgås for får, geder og akvakulturdyr. Grundlaget er lov om hold af dyr § 34 a og bekendtgørelserne om sundhedsrådgivningsaftaler, herunder bekendtgørelse om sundhedsrådgivningsaftaler for svinebesætninger, bekendtgørelse nr. 992 af 25. maj 2021 for kvægbesætninger, bekendtgørelse nr. 993 af 25. maj 2021 for fåre- og gedebesætninger, bekendtgørelse nr. 994 af 25. maj 2021 for akvakulturvirksomheder og bekendtgørelse nr. 86 af 27. januar 2023 om obligatorisk sundhedsrådgivning for minkbesætninger.

Nationale bekendtgørelser i bilaget

Bilaget lister ud over ovenstående bl.a. dyrevelfærdsbekendtgørelserne for katte, kvæg, grise, heste, slagtekalkuner, hunde, slagtekyllinger, visse landbrugsdyr og æglæggende høner, salmonellabekendtgørelserne for rugeæg, slagtefjerkræ, konsumæg og kvæg samt bekendtgørelse nr. 573 af 26. maj 2025 om nationale foranstaltninger på akvakulturområdet og bekendtgørelse nr. 1084 af 14. august 2023 om undtagelser fra visse krav om rengøring og desinfektion af transportmidler til klovbærende dyr.

Redaktionelle uklarheder i udkastet

Høringsparter vil formentlig hæfte sig ved nogle tekniske uoverensstemmelser i udkastet:

• Bilagsnummereringen er inkonsistent. Indholdsfortegnelsen angiver et "BILAG I – OVERSIGT OVER SMITTERISIKO I DYREHOLD" med sidehenvisningen "Fejl! Bogmærke er ikke defineret." og et "BILAG II – LOVGIVNINGSOVERSIGT", mens selve dokumentet kun indeholder ét bilag, benævnt "BILAG I – LOVGIVNINGSOVERSIGT".
• Intern krydshenvisning: Afsnit 5.1.2 henviser til "afsnit 5.1.3-5.1.5" for supplerende krav, mens de supplerende krav faktisk står i afsnit 5.1.4-5.1.4.3.
• Afsnitshenvisning i afsnit 2.1 peger på "bilag I" for lovgivningsoversigten, hvilket kun stemmer med bilagets faktiske overskrift — ikke med indholdsfortegnelsen.
• Datofejl i bilaget: Dyrlægeloven angives som "Bekendtgørelse nr. 64 af 19/0172025 af lov om dyrlæger", mens den korrekte reference i vejledningens tekst er nr. 64 af 19. januar 2024.
• Høringslisten indeholder dubletter — organisationerne SAMMARK, SEGES Innovation, SPF-Danmark, Statens Seruminstitut, Videncenter For Svineproduktion, VikingGenetics, World Animal Protection Danmark og Økologisk Landsforening står opført to gange.

Samlet vurdering af dokumentets betydning

Vejledningen har ikke selvstændig retskraft, men den fastlægger Fødevarestyrelsens administrative fortolkning af elastiske retlige standarder som »relevant«, »passende« og »fornødne« biosikringsforanstaltninger — de samme standarder, der ved kontrol afgør, om der udstedes indskærpelse, påbud eller bøde, og som ved udbrud kan få betydning for erstatningsspørgsmålet. Ved at knytte forventninger til konkrete dyreholdstyper (fra 10 baghavehøns til 40.000 slagtekyllinger) gør vejledningen forventningsniveauet betydeligt mere forudsigeligt — og gør det samtidig relevant for høringsparterne at kommentere på, om eksemplerne rammer rigtigt for netop deres sektor.