Danske Regioner har ingen bemærkninger til bekendtgørelsen om aftaleindgåelse og bekendtgørelsen om kvalitetsstandarder. Til bekendtgørelsen om genoptræningsplaner foreslår de en enkelt teknisk præcisering i §7 stk. 3, så det tydeligt fremgår, at retten til frit valg ved ventetid over 7 dage gælder almen genoptræning og rehabilitering på specialiseret niveau – ikke genoptræning på specialiseret niveau.

• §7 stk. 3 bør præciseres til eksplicit at angive, at fri valgret ved ventetid over 7 dage gælder almen genoptræning og rehabilitering på specialiseret niveau (ikke specialiseret genoptræningsniveau)

Dansk Erhverv er overordnet positive over for reformens retning og støtter styrkelse af offentlig-privat samarbejde. De har dog specifikke bekymringer om, at nye krav til udstyr kan blive bureaukratisk tunge og innovationshæmmende, og de ønsker kravene i §7 gjort mere eksplicitte for at undgå fortolkningstvivl.

• Risiko for institutionel hjemtagning af opgaver ('regionalisering') som i dag løses af ikke-offentlige aktører
• Nye krav til 'udstyr og specialiserede kompetencer' i §2 kan udgøre en uhensigtsmæssig skærpelse og virke innovationshæmmende
• Anbefaler at §7 ændres til eksplicit at nævne 'faglige og specialiserede kompetencer' og 'udstyr' for at afgrænse kravene tydeligt
• Ønsker at private og ikke-offentlige aktører inddrages formelt i udarbejdelse af kvalitetsstandarder på lige fod med offentlige aktører

Selveje Danmark henviser til Dansk Erhvervs høringssvar og tilføjer, at det eksplicit bør fremgå, at selvejende organisationer ligeledes kan indgå aftaler med KL og Danske Regioner. De peger desuden på, at borgere i specialiseret rehabilitering ofte overgår til servicelovens §§107-108, og at den nye sektorovergang kræver særligt fokus for at undgå, at borgere falder mellem to stole.

• Selvejende leverandører bør eksplicit nævnes som mulige aftaleparter i §1, på linje med private leverandører
• Ny sektorovergang opstår når specialiseret rehabilitering flyttes til regionerne for borgere, der overgår til tilbud efter servicelovens §§107-108 – disse borgere risikerer at falde imellem to stole

Kost og Ernæringsforbundet har ingen bemærkninger til de konkrete konsekvensændringer, men benytter høringen til at pege på en sammenhængende udfordring: at genoptræning ikke har optimal effekt uden en ledsagende ernæringsplan. De ønsker et krav om, at patienter med genoptræningsplan også tilbydes en ernæringsplan ved behov.

• Manglende krav om, at en genoptræningsplan ledsages af en ernæringsplan ved behov, underminerer genoptræningens effekt
• En integreret ernæringsindsats er god klinisk praksis og bidrager til at forebygge genindlæggelser og styrke funktionsevnen

DSNR anerkender formålet med bekendtgørelserne, men kritiserer fraværet af en definition af kvalitet i genoptræning og rehabilitering. De anbefaler national forankring af kvalitetsstandarder i SundK med inddragelse af faglige selskaber, og de fremsætter konkrete forslag til omformulering af §2 og bilag 1 baseret på ICF-modellen.

• Bekendtgørelserne definerer ikke, hvad kvalitet i genoptræning og rehabilitering indebærer
• Anbefaler at nationale kvalitetsstandarder og indikatorer forankres i Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut (SundK)
• Terminologien vedr. funktionsevne og funktionsevnenedsættelse er inkonsistent og ikke i overensstemmelse med ICF-modellen
• Konkrete omformuleringer foreslås til §2 stk. 2 og 3 samt hele bilag 1 for at indføre ICF-baserede begreber
• Anbefaler opdatering af nationale anbefalinger til bindende kliniske retningslinjer

Dansk Handicap Forbund fremsætter to korte men konkrete krav: at leverandøraftaler skal forpligte til fysisk tilgængelighed for borgere med fysisk handicap, og at patienter sikres adgang til nødvendige behandlingsredskaber som forudsætning for rehabilitering. Svaret er kortfattet og pragmatisk.

• Leverandøraftaler bør indeholde krav om tilgængelighed for fysisk handicappede til lokaler og behandlingsredskaber
• Danske Regioner bør forpligtes til at sikre, at patienter ved udskrivning har adgang til nødvendige behandlingsredskaber

Danske Fysioterapeuter er positive over for §5-bestemmelsen om sammenhæng med andre indsatser og beskyttelsen af den lægefaglige vurdering. De er dog bekymrede for, at kommunernes mulighed for at omstøde §140-planer til §119-tilbud uden dialog skaber ulige adgang til rehabilitering afhængigt af geografi.

• Kommuner omstøder i praksis §140-genoptræningsplaner til §119-tilbud uden sygehuset inddrages
• Manglende national ensartethed i om genoptræning visiteres efter §119 eller §140 skaber geografisk ulighed
• Patienter på §119 stratificeres ikke i 'basal' eller 'specialiseret', hvilket kan medføre dårligere behandling for sårbare borgere
• Problemstillingen med §119/§140-skellet er ikke løst med den nye opgavefordeling

De to private specialiserede rehabiliteringsinstitutioner hilser patienternes frie valg velkommen, men er stærkt bekymrede for, at der ikke stilles nationale kvalitetskrav til specialiseret rehabilitering, og at regionerne ikke forpligtes til at indgå aftaler med eksisterende private aktører i god tid inden reformens ikrafttrædelse. De advarer om risiko for afspecialisering og tab af specialiseret kapacitet baseret på erfaringerne fra 2007-kommunalreformen.

• Ingen nationale krav til kvalitet eller faglighed i specialiseret rehabilitering er fastlagt i bekendtgørelserne
• Regionerne bør forpligtes til at indgå aftaler med eksisterende private aktører inden 1. januar 2027 for at sikre kapacitet og kontinuitet
• Usikkerhed om det præcise antal patienter med behov for specialiseret rehabilitering skaber risiko for underdimensionering
• Risiko for afspecialisering og tab af specialiseret viden, jf. erfaringen fra kommunalreformen i 2007
• Opfordrer til at Sundhedsstyrelsen igangsætter arbejde med nationale faglige krav til specialiseret rehabilitering

Hjerteforeningen er positive over for §5's koordinationsprincip, men bekymrede for at hjerterehabilitering visiteres forskelligt (§119 vs. §140) på tværs af regioner, hvilket skaber geografisk ulighed. De er desuden usikre på om der er tilstrækkelige midler til at realisere det politisk ønskede løft af rehabiliteringen.

• Manglende national ensartethed i om hjerterehabilitering visiteres efter §119 eller §140 skaber geografisk ulighed
• Uklart om den fremtidige opgavefordeling løser problematikken med §119/§140-snitfladen
• Bekymring for om der er tilstrækkelig økonomi til at gennemføre det lovede løft af hjerterehabiliteringen
• Behov for at genåbne kvalitetsstandarden for §119 patientrettet forebyggelse med øget fokus på mentale udfordringer

Hjernesagen er bekymret for den nye tilføjelse i bilag 1 om 'væsentlig betydning for udførslen af dagligdags aktiviteter', som potentielt kan ekskludere ældre eller mindre aktive patienter fra specialiseret rehabilitering. De savner desuden en praktisk beskrivelse af, hvordan patienter på avanceret niveau identificeres til regional behandling, og er skeptiske over for om frit valg fungerer i praksis.

• Tilføjelsen 'der har væsentlig betydning for udførslen af dagligdags aktiviteter' i bilag 1 punkt 4 kan utilsigtet ekskludere patientgrupper fra specialiseret rehabilitering
• Bekendtgørelserne forholder sig ikke til, hvordan patienter på avanceret niveau identificeres til regional vs. kommunal behandling
• Øget behov for tværsektorial koordination og hjerneskadekoordination er ikke adresseret tilstrækkeligt
• Frit valg fungerer i praksis ikke – borgere vejledes ikke reelt i valgmulighederne, og kommunen placerer i realiteten patienterne