Dokumenter (3)

Kilde

Lovforslaget udmønter seks af aftalens spor:

1. Etablering af en uafhængig dansk medieombudsmand
2. Ens regulering af medier udgivet under samme titel
3. Ens regler om sletning af offentliggjort indhold
4. Forenkling af genoprejsningsprocessen
5. Skærpet strafansvar med betinget offentlig påtale for alternative medieaktører
6. Afskaffelse af afgift på aktindsigt i domme og kendelser for massemedier

Dette er anden høringsrunde. Et tidligere udkast var i høring 30. januar – 27. februar 2026, men blev ikke afsluttet, før der blev udskrevet folketingsvalg — se den tidligere høring på Høringsportalen. Høringsbrevet fremhæver, at der siden er foretaget tilpasninger, herunder at god offentliggørelsesskik nu skal fastsættes i en bekendtgørelse, og at medieombudsmanden ikke får kompetence bagud i tid.

Medieombudsmandens organisation og uafhængighed (§§ 1-8)

Medieombudsmanden oprettes som et uafhængigt offentligt organ finansieret af staten med eget sekretariat. Institutionen bliver en del af den offentlige forvaltning og dermed som udgangspunkt omfattet af forvaltningsloven, offentlighedsloven og arkivloven — men ingen myndighed, heller ikke Kulturministeriet, får instruktionsbeføjelse.

Udpegningsorganets sammensætning (§ 2, stk. 2)

Ved uenighed afgøres ansættelsen ved simpelt flertal, og ved stemmelighed er formandens stemme afgørende (§ 3). Udpegningsorganet vedtager en forretningsorden og offentliggør en beretning om ansættelsen. Radio- og tv-nævnets sekretariat varetager sekretariatsbetjeningen.

Ansættelsesvilkår

Ny ansvarsnorm: god offentliggørelsesskik (§ 9)

Der indføres en helt ny ansvarsnorm, som alternative medieaktører omfattet af § 11 skal handle i overensstemmelse med. Normen defineres i bemærkningerne som:

"standarden for den omhu, som en alternativ medieaktør med rimelighed kan forventes at udvise over for mediebrugere med hensyn til almindelig redelighed"

Det nærmere indhold fastsættes af medieombudsmanden selv i en bekendtgørelse — en ændring i forhold til Medieansvarsudvalgets anbefaling om, at indholdet skulle udvikles gennem praksis. Begrundelsen er at gøre normen klar for dem, der er underlagt den. Medieombudsmanden forudsættes at søge inspiration i retningslinjerne for god presseskik og de etiske retningslinjer for influenter og bloggere, at have særligt fokus på indhold målrettet børn og unge og at samarbejde med instanser med velfungerende selvjustits (f.eks. Influentnævnet).

Ansvarsnormen omfatter både indholdet og den alternative medieaktørs handlemåde i forbindelse med frembringelse og udbredelse — men først når indholdet faktisk er udbredt til offentligheden.

Kompetenceafgrænsning over for alternative medieaktører (§ 11)

Kompetencen er opdelt i to spor:

Rækkevidde-grænsen fastsættes administrativt af kulturministeren:

"Grænsen kan f.eks. fastsættes til 15.000 følgere, abonnenter m.v."

Begrebet er platformsneutralt og kan omfatte influenter, bloggere, podcastere, netaviser, politikere og offentlige myndigheder, der formidler indhold via digitale formidlingstjenester — samt fysiske udgivelser, dog ikke bøger. Også profiler, der ikke er knyttet til én bestemt fysisk eller juridisk person, er omfattet; påbud kan da rettes mod dem, der har adgang til at offentliggøre indhold på profilen.

Undtaget er: meningstilkendegivelser og holdningsbåret indhold (medmindre der samtidig gengives faktuelle oplysninger), satire og ren underholdning (som udgangspunkt) samt indhold, der falder under Forbrugerombudsmandens kompetence. Udtrykket »udbredelse til offentligheden« skal forstås i overensstemmelse med medieansvarsloven § 1, nr. 3.

Afgørelser, påbud og genmæle (§ 14)

Medieombudsmanden træffer afgørelse om, hvorvidt en alternativ medieaktør har handlet i strid med god offentliggørelsesskik, og kan:

• påbyde offentliggørelse af afgørelsen (stk. 2, 1. pkt.)
• påbyde offentliggørelse af et genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom — en afgrænsning der svarer til medieansvarsloven § 36, stk. 1
• fastsætte indhold, form og placering for offentliggørelsen (stk. 3)

Offentliggørelse skal ske uden kommenterende tilføjelser. Der stilles — modsat medieansvarslovens § 38 — ikke krav til genmælets indhold; det er op til medieombudsmanden, om et genmæle helt eller delvist skal påbydes. Afgørelserne offentliggøres (stk. 4) og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed (stk. 5), men kan indbringes for domstolene uden opsættende virkning.

Kompetence over for de traditionelle massemedier (§ 13)

Over for massemedier omfattet af medieansvarsloven får medieombudsmanden ingen egentlige afgørelseskompetencer. Medieombudsmanden kan alene:

• indbringe sager om brud på god presseskik, jf. medieansvarsloven § 34, stk. 1, for mediet selv eller Pressenævnet — dog altid for mediet selv, når det gælder DR, TV 2/DANMARK A/S eller de regionale TV 2-virksomheder
• indbringe massemediets afgørelse for Pressenævnet inden 12 uger
• anmelde freds- og ærekrænkelser til politiet

Fristerne er 12 uger i begge led, svarende til medieansvarslovens system. Pressenævnet kan ikke afvise medieombudsmandens sager med henvisning til manglende retlig interesse, men skal indhente en udtalelse fra den forurettede, hvis navn kun nævnes med tilladelse. Nævnet kan dog ikke afvise sagen, selv om den forurettede udtaler sig imod behandlingen.

Medieombudsmanden kan ikke selv træffe afgørelse om god presseskik, men kan på baggrund af Pressenævnets afgørelser tilkendegive sin mening om, hvorvidt retningslinjerne afspejler almindelig redelighed.

Retssagskompetencer (§§ 15-17)

Kompetencerne er ikke afgrænset til sager mod selve medieaktøren, men omfatter også f.eks. digitale formidlingstjenester, i det omfang der efter gældende ret kan gøres ansvar gældende. Lovforslaget pålægger dog ingen nye forpligtelser for formidlingstjenesterne.

Om fri proces bemærkes, at Civilstyrelsen kan tillægge henstillingen vægt ved vurderingen efter retsplejeloven § 328 og § 329:

"Da medieombudsmanden forudsættes kun at henstille til fri proces i sager, som har en væsentlig samfundsmæssig betydning, eller som er særligt indgribende for den forurettede part, vil henstillingen normalt kunne være et vægtigt moment i vurderingen."

Bemærk, at kompetencen til at føre sager som grupperepræsentant ikke var en del af Medieansvarsudvalgets anbefalinger — den foreslås som en naturlig forlængelse af de øvrige kompetencer.

Sagsbehandling, habilitet og digital kommunikation (§§ 18-25)

• Navnekrav: Henvendelser skal være navngivne (§ 18, stk. 2) — anonyme henvendelser kan dog give anledning til en sag af egen drift.
• Ingen ret til sagsbehandling: Medieombudsmanden afgør selv, om en henvendelse giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse, og er i den forbindelse undtaget forvaltningslovens kapitel 5, 6 og 7 (partshøring, udtalelsesret, begrundelse og klagevejledning) — § 19, stk. 1.
• Egen drift: Sager om god offentliggørelsesskik kan optages af egen drift, men ikke sager om genmæle (§ 20).
• Fortrolighed: Forurettedes navn er fortroligt, når det ikke nævnes i afgørelsen, og undtaget fra aktindsigt via offentlighedslovens § 35 (§ 21).
• Habilitet: Ved omstændigheder egnet til at vække tvivl om upartiskhed offentliggøres dette — en transparensprocedure i tilfælde omfattet af forvaltningslovens § 4, stk. 1 (§ 24, stk. 1). Medieombudsmanden kan delegere til medarbejdere (§ 23).
• Digital kommunikation: Medieombudsmanden kan kræve digital kommunikation og anvise bestemte it-systemer, formater og identifikationsløsninger (§ 25).

Straf, bødeniveau og administrative bødeforelæg (§§ 30-32)

Tilsidesættelse af påbud efter § 14, stk. 2, eller manglende efterkommelse af rettens pålæg efter § 31 straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder — samme niveau som medieansvarsloven § 53, stk. 2. Juridiske personer kan pålægges strafansvar efter straffelovens 5. kapitel.

Forudsat bødetrappe

Samme bødeniveau gælder for fysiske og juridiske personer. Til sammenligning oplyser bemærkningerne, at praksis for Pressenævnets påbud primært stammer fra 1990'erne med bøder i størrelsesordenen 3.000-5.000 kr.

Nyt i forhold til Pressenævnet: Medieombudsmanden får adgang til at udstede administrative bødeforelæg (§ 32) i ukomplicerede sager uden bevismæssige tvivlsspørgsmål — begrundet i behovet for hurtig sagsafslutning på sociale medier. Vedtages bødeforelægget ikke, kan sagen indbringes for retten, hvor medieombudsmanden kan overtage udførelsen af tiltalen.

Efter § 31 kan retten desuden i en dom, hvor en alternativ medieaktør findes skyldig i straf eller erstatning, bestemme, at dommens indhold skal offentliggøres uden vederlag og på en så fremtrædende måde, som med rimelighed kan forlanges.

Økonomi, regnskab og revision (§§ 26-29)

Ændringer i anden lovgivning (§§ 34-39)

Ens regulering under samme titel — nærmere

Justitsministeriet vælger ikke at indføre en strafsanktioneret registreringspligt, med henvisning til betænkning nr. 1205/1990 om medieansvar, hvorefter strafsanktionerede handlepligter kun bør bruges, hvor pligten er klart defineret. Konsekvensen er, at automatisk omfattede medier ikke af egen drift skal angive redaktør (§ 5, stk. 1) eller opbevare kopier af offentliggjort indhold (§ 7) — men fortsat skal oplyse redaktør på begæring.

Titlerne skal som udgangspunkt være identiske, men tilføjelser som »..dk«, »på Facebook« eller emneangivelser som »vejret« eller »erhverv« er uden betydning.

Udvidelse af straffelovens § 268, nr. 2

Ændringen hæver strafferammen for ærekrænkelser efter straffeloven § 267 fra fængsel indtil 1 år til fængsel indtil 2 år, når beskyldningen er egnet til væsentligt at skade den forurettede og fremsat på en måde, der svarer til udbredelse gennem et massemedie. Vurderingen beror navnlig på, hvor mange personer indhold fra afsenderen normalt når ud til:

"det forudsættes, at ærekrænkelser, der fremsættes eller udbredes af afsendere, der har over 15.000 følgere, abonnenter eller lignende på den digitale formidlingstjeneste, vil være omfattet af bestemmelsen"

Sidegevinsten er, at forholdene bliver undergivet betinget offentlig påtale efter straffeloven § 275, stk. 2, nr. 1, så den forurettede kan anmode om offentlig påtale i stedet for selv at anlægge privat straffesag.

Økonomiske og administrative konsekvenser

Merudgifterne afholdes af § 35.11.49 Reserve til kultur mv. på finansloven for 2026 og indarbejdes på forslag til finanslov for 2027. Der er ingen konsekvenser for kommuner og regioner.

For erhvervslivet vurderes de administrative konsekvenser ved den nye ansvarsnorm at være under 4 mio. kr. årligt. Pressenævnet — der finansieres af mediebranchen — får begrænsede negative økonomiske konsekvenser. Massemedier omfattet af medieansvarsloven får en positiv effekt af afgiftsfritagelsen.

Forholdet til EU-retten

Medieombudsmandens kompetence over for digitale formidlingstjenester skal holdes inden for rammerne af DSA-forordningens artikel 6 (forordning (EU) 2022/2065 om et indre marked for digitale tjenester). Bemærkningerne understreger:

"Der foreslås ikke nogen ændringer af ansvarsforholdene for digitale formidlingstjenester. Medieombudsmandens kompetence over for digitale formidlingstjenester forudsætter således, at der vil kunne gøres et ansvar gældende efter de eksisterende regler."

Lovforslaget vurderes ikke at stride mod de fem principper for implementering af erhvervsrettet EU-regulering.

Ikrafttræden, overgangsregler og evaluering

To evalueringer er aftalt: bødestørrelserne evalueres 1 år efter, at medieombudsmanden har påbegyndt sit virke, og kompetencerne evalueres efter 4 år — herunder en vurdering af effekten på Pressenævnets sagsbehandlingstider. Evalueringerne forestås af Kulturministeriet i samarbejde med Justitsministeriet og oversendes til Folketinget.

Bemærkninger om dokumentets interne henvisninger

Udkastet indeholder enkelte interne henvisningsuoverensstemmelser, der bør bemærkes ved høringen:

• Indledningens sporopregning henviser til pkt. 3.1.-3.5., 3.6., 3.7., 3.8., 3.9. og 3.10., mens indholdsfortegnelsen kun går til pkt. 3.9.
• § 30, stk. 1, henviser til »pålæg om offentliggørelse efter § 31«, mens bemærkningerne til § 31 omtaler straf efter »den foreslåede § 31« (rettelig § 30).
• Bemærkningerne til § 34, nr. 1, henviser til »den foreslåede § 31 i lov om medieombudsmanden«, hvor lovteksten i retsplejelovens nye § 105, stk. 5, henviser til § 15, stk. 1.
• Bemærkningerne til medieansvarslovens § 8, stk. 2, henviser til »lovforslagets § 34, nr. 1«, hvor der rettelig menes § 35, nr. 1.
• Det sammenfattende skema omtaler ansvarsnormen i »§ 8«, hvor lovteksten placerer den i § 9.
• Bemærkningerne til § 6 henviser til tjenestemandsloven »lovbekendtgørelse nr. 511 af 18. maj 2027«.

Høringsproces

Høringsbrevet er underskrevet af specialkonsulent Julie Broholm, Kulturministeriet. Høringssvar sendes til kum@kum.dk med jubr@kum.dk og vrn@kum.dk i kopi senest 29. september 2026. Høringslisten omfatter ca. 80 parter, herunder domstole, mediebranchens organisationer (Danske Medier, Dansk Journalistforbund, Forbundet for Influenter og Bloggere, DR, TV 2, Nye Medier, SAML, DILEM), tilsyns- og klageorganer (Pressenævnet, Datatilsynet, Forbrugerombudsmanden, Folketingets Ombudsmand), juridiske fakulteter og en bred kreds af NGO'er.