HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om udvisning af en 25-årig somalisk statsborger, Tiltalte 5, der er født og opvokset i Danmark, for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1 (videreoverdragelse af 225 g kokain) var i strid med om ret til privatliv. Landsretten havde idømt et tidsbegrænset indrejseforbud på 6 år, da et permanent forbud ville være uproportionalt. Tiltalte gjorde gældende, at forbuddet reelt var permanent, fordi han som statsborger i Somalia tilhørte visumgruppe 5, men Højesteret fandt, at en ny bestemmelse i visumbekendtgørelsen (§ 16, stk. 7) sikrede en reel mulighed for visum efter udløb, og stadfæstede derfor udvisningen.
Tiltalte 5 er 25 år, somalisk statsborger, født og opvokset i Danmark. Han har gået i skole til og med 9. klasse og senere været tilmeldt en teknisk skole i nogle måneder, men har indtil marts 2024 ingen reel tilknytning til arbejdsmarkedet haft; hans indtægter i perioden 2020-2024 udgjordes alene af kontanthjælp. I marts 2024 tiltrådte han en stilling som flyttemand, men kort efter varetægtsfængsling. Han bor hos sin mor, som taler somali og kun lidt dansk, og har desuden sin far, to yngre søskende og farfar i Danmark. Han er ugift, har ingen børn og har aldrig besøgt Somalia. Han taler somali, men kan hverken læse eller skrive sproget; gennem sin herboende familie må han antages at have et vist kendskab til somalisk skik og kultur.
Tiltalte har en omfattende straffehistorik:
Aktuelt forhold: I perioden 4. januar – 2. februar 2020 fungerede Tiltalte 5 som bud i et organiseret narkotikanetværk og videreoverdragede ikke under 225 g kokain, svarende til ca. 450 salgsposer. Landsretten fandt ham skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., jf. stk. 2 og idømte fængsel i 1 år og 9 måneder. Han har været frihedsberøvet fra 20. april til 11. december 2024 efter landsrettens dom.
Udvisning af Tiltalte 5 har hjemmel i udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 3 og 4, hvorefter udlændinge, der idømmes ubetinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 191, skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil stride mod Danmarks internationale forpligtelser.
Udvisning indebærer et indgreb i retten til privatliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, og er kun berettiget, hvis betingelserne i stk. 2 er opfyldt – dvs. at indgrebet er nødvendigt af hensyn til den nationale sikkerhed, offentlig tryghed eller forebyggelse af uro eller forbrydelse. Vurderingen beror på en proportionalitetsafvejning.
De kriterier, som skal indgå, er præciseret i Menneskerettighedsdomstolens dom i Maslov mod Østrig (sag 1638/03), præmis 68-71:
For fastboende udlændinge, der er født i værtslandet og har tilbragt det meste af deres barndom og ungdom der, kræves meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre udvisning (præmis 75).
Sharafane mod Danmark (sag 5199/23, dom af 12. november 2024) er central for spørgsmålet om indrejseforbuddets længde. Domstolen fastslog, at et tidsbegrænset indrejseforbud på 6 år de facto kunne udgøre et permanent forbud, hvis den udvistes mulighed for at opnå visum til Danmark var rent teoretisk. Dommen vedrørte en irakisk statsborger, der tilhørte visumgruppe 5, og konkluderede:
“Given the very narrow grounds for granting a visa …, the Court is of the view that for nationals belonging to visa group 5 without a spouse or a partner, the Government has failed to show that the possibility of entering Denmark, even for a short-term visit, is not purely theoretical.” (præmis 71)
“For him, the six-year re-entry ban would de facto amount to a permanent ban.” (præmis 72)
Domstolen fandt herefter, at udvisningen var disproportional og i strid med artikel 8 (præmis 75-76).
Ny visumbekendtgørelse: Med virkning fra 1. januar 2025 er Visumbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1545 af 12. december 2024) ændret. Den nye § 16, stk. 7, bestemmer:
“Uanset bestemmelserne i stk. 3-5 kan der meddeles visum til en udlænding, der er født og opvokset her i landet eller kommet hertil som ganske ung, og som er omfattet af hovedgruppe 5 i bilag 2, hvis udlændingens tidsbegrænsede indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1, er udløbet, og udlændingens ret til privatliv i medfør af Danmarks internationale forpligtelser vil blive krænket, hvis der ikke udstedes visum.”
Bilag 2 til bekendtgørelsen placerer Somalia i hovedgruppe 5 (særligt høj indvandringsrisiko), men præciserer samtidig, at personer, der er født og opvokset i Danmark, og hvis tidsbegrænsede indrejseforbud er udløbet, kan opnå visum, hvis nægtelse ville krænke privatlivsretten.
Tiltalte 5’s påstand: Frifindelse for udvisning (således at der alene gives en advarsel), subsidiært udsættelse af sagen.
Anbringender:
Anklagemyndighedens påstand: Stadfæstelse af landsrettens dom, dvs. udvisning med indrejseforbud i 6 år.
Anbringender:
Højesteret indledte med at fastslå, at udvisning kun ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, hvis den efter en proportionalitetsvurdering var uforenelig med EMRK artikel 8. Herefter foretog retten en to-delt vurdering: først om der forelå tungtvejende grunde for udvisning, og derefter om det tidsbegrænsede indrejseforbud var proportionalt i lyset af den nye visumbekendtgørelse.
Højesteret lagde vægt på karakteren og alvoren af Tiltalte 5's kriminalitet. Han var dømt for at have virket som bud i organiseret narkotikakriminalitet med videreoverdragelse af en betydelig mængde kokain. Retten henviste til hans tidligere dom for grov vold (knivoverfald), den betingede udvisning i 2016 og den efterfølgende advarsel om udvisning i 2020. De mange bødestraffe gennem årene demonstrerede en manglende vilje til at overholde dansk lovgivning.
Højesteret finder efter karakteren og alvoren af Tiltalte 5's kriminalitet, at han må anses for at udgøre en alvorlig trussel mod den offentlige orden, og at der er en betydelig risiko for, at han også fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises.
Retten anerkendte, at Tiltalte 5 havde en langt stærkere tilknytning til Danmark end til Somalia. Han var født her, havde hele sin familie her og havde aldrig besøgt Somalia. Alligevel fandt Højesteret efter en samlet vurdering:
Efter en samlet vurdering af karakteren og omfanget af den kriminalitet, som Tiltalte 5 har begået, tiltræder Højesteret, at der uanset hans stærke tilknytning til Danmark og begrænsede tilknytning til Somalia foreligger meget tungtvæjende grunde for at udvise ham.
Herefter gik retten over til spørgsmålet om, hvilken varighed udvisningen skulle have. Landsretten havde reduceret indrejseforbuddet fra et permanent til et tidsbegrænset på 6 år, da et permanent forbud ville være uproportionalt. Tiltalte 5 anførte med henvisning til Sharafane-dommen, at et 6-årigt forbud reelt var permanent, fordi han som somalier tilhørte visumgruppe 5 og kun rent teoretisk kunne opnå visum.
Højesteret bestemte:
Højesteret bemærkede, at visumbekendtgørelsen var ændret pr. 1. januar 2025 med den nye § 16, stk. 7. Retten udtalte:
Højesteret finder, at det med bestemmelsen i § 16, stk. 7, er klargjort, at visumreglerne skal administreres i overensstemmelse med Menneskerettighedskonventionens artikel 8, således at et tidsbegrænset indrejseforbud til en udlænging, der er født og opvokset her i landet eller kommet hertil som ganske ung, og som er omfattet af visumreglernes hovedgruppe 5, ikke reelt får samme virkning som et indrejseforbud for bestandig.
På den baggrund konkluderede Højesteret, at Tiltalte 5's mulighed for at opnå visum til Danmark efter udløbet af et 6-årigt indrejseforbud ikke kun var rent teoretisk. Dermed adskilte situationen sig fra den, der forelå i Sharafane-sagen, og et indrejseforbud på 6 år kunne tillægges afgørende vægt i proportionalitetsvurderingen.
Efter det anførte fandt Højesteret, at udvisning af Tiltalte 5 med et tidsbegrænset indrejseforbud på 6 år ikke var uproportionalt og dermed ikke i strid med EMRK artikel 8. Der var derfor ikke grundlag for at tage den subsidiære påstand om udsættelse af sagen til følge. Landsrettens dom skulle stadfæstes.