HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om der skulle fastsættes overvåget samvær eller anden kontakt mellem Far og hans 7-årige datter Barn 1, efter at barnet havde udtrykt stærk frygt for faren, og et tidligere af Østre Landsret fastsat overvåget samvær ikke kunne gennemføres. Retten fandt, at overvåget samvær ville være til skade for barnet, men at det var bedst at bevare kontakten, og fastsatte derfor fire overvågede FaceTime-samtaler som en mindre indgribende foranstaltning, der kunne danne grundlag for senere stillingtagen til yderligere samvær.
Mor og Far blev skilt den 2. oktober 2022. Siden da har Far ikke haft samvær med Barn 1, født i 2017, og har kun set hende enkelte gange i november og december 2022.
Mor har forklaret, at hun ikke påvirker Barn 1 negativt, men at pigens frygt skyldes selvoplevede hændelser. Far har derimod anført, at Mor har præget børnenes indstilling negativt.
Far er tidligere straffet for grov vold efter straffelovens § 245, senest i 2008, men har siden ændret livsstil og lever i dag i faste rammer.
Familieretten i Helsingør afsagde dom den 2. februar 2024 (BS-31621/2023-HEL) og bestemte, at Barn 1 for tiden ikke skulle have samvær med Far. Østre Landsret ændrede den 13. maj 2024 (BS-10813/2024-OLR) dommen og fastsatte fire overvågede samvær efter Familieretshusets nærmere bestemmelse.
Landsrettens dom kunne imidlertid ikke fuldbyrdes. Mor meldte afbud til de første to samvær, og Barn 1 modsatte sig kontakt og udtrykte utryghed og angst. Familieretshuset måtte opgive at gennemføre samværene og afsluttede sagen den 2. oktober 2024.
Herefter indbragte Mor sagen for Højesteret med påstand om stadfæstelse af familierettens dom.
Mor påstod stadfæstelse af familierettens dom, så Barn 1 for tiden ikke skulle have samvær. Hun anførte navnlig:
Far påstod principalt stadfæstelse af landsrettens dom (fire overvågede samvær) og subsidiært 4-6 overvågede FaceTime-samtaler med efterfølgende stillingtagen til fortsat samvær. Han fremførte:
Mor påstod over for den subsidiære påstand afvisning, subsidiært frifindelse, idet påstanden var ny og betingelserne i retsplejeloven § 383 ikke var opfyldt.
Højesteret fandt, at det efter oplysningerne fra Barn 1s læge og forløbet i Familieretshuset vil være til skade for hende at gennemføre overvågede samvær med Far.
Retten henviste til den frygt, Barn 1 havde opbygget, og tog derfor ikke Fars principale påstand til følge.
Fars subsidiære påstand om overvågede FaceTime-samtaler var nedlagt som følge af, at de overvågede samvær ikke kunne gennemføres. Højesteret fandt, at påstanden kunne tages under pådømmelse, jf. retsplejeloven § 383, da den var en følge af den oprindelige påstand.
Højesteret lagde vægt på, at barnets forbindelse med begge forældre skal søges bevaret, jf. forældreansvarsloven § 19, stk. 1, og at anden kontakt end samvær kan fastsættes efter omstændighederne, jf. § 22. Retten citerede fra forarbejderne:
"… der kan være tilfælde, hvor det vurderes, at et samvær vil være en belastning for barnet, og at der efter omstændighederne kan fastsættes anden kontakt end samvær, selv om betingelserne for egentligt samvær ikke er opfyldt. Endvidere fremgår det, at anden kontakt kan indgå som et led i en optrapningsordning og være indledning til et samvær, hvor der i længere tid ikke har været samvær."
Retten fandt, at det vil være bedst for Barn 1 at bevare kontakten til Far, men at dette under hensyn til hendes negative indstilling bør ske ved fire overvågede FaceTime-samtaler – en mindre indgribende foranstaltning, der lader hende se og tale med faren i trygge rammer uden fysisk møde.
Far var i 2008 dømt for grov vold efter straffeloven § 245. Højesteret bemærkede, at dommen var mere end 16 år gammel og begået, længe inden parterne fik børn. Under de konkrete omstændigheder fandt retten, at forældreansvarsloven § 4 a ikke afskærer den fastsatte kontakt.
Højesteret tog Fars subsidiære påstand delvist til følge.
Der fastsættes fire overvågede FaceTime-samtaler mellem Far og Barn 1 efter Familieretshusets nærmere bestemmelse. Efter gennemførelsen kan der tages stilling til yderligere kontakt eller samvær.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.
