HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om en tiltalt, der objektivt havde begået en voldtægt mod Forurettede, men befandt sig i en sexsomnia‑tilstand og sov under episoden, handlede med forsæt i straffelovens forstand. Retten stadfæstede landsrettens frifindelse, idet Tiltalte sov og derfor ingen bevidsthed havde om sine handlinger, mens landsrettens frifindelse for tortgodtgørelse blev ophævet, da kravet ikke kunne påkendes under straffesagen. Staten betalte sagens omkostninger.
Forurettede havde lagt sig til at sove i samme seng som Tiltalte. Tiltalte gennemførte herefter et samleje med hende. Anklagemyndigheden rejste tiltale for voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1 (dagældende § 216, stk. 1, nr. 1), idet der skulle være anvendt vold eller trussel herom. Det objektive gerningsindhold blev lagt til grund af både landsretten og Højesteret.
Sagen blev først behandlet af Retten i Holbæk (dom af 12. september 2023) og derefter af Østre Landsret (dom af 15. maj 2024). Landsretten fandt det bevist, at Tiltalte objektivt havde begået de beskrevne handlinger. Efter lægelige udtalelser lagde landsretten til grund, at Tiltalte på gerningstidspunktet befandt sig i en tilstand af sexsomnia, som blev sidestillet med sindssygdom. Derfor blev han anset for utilregnelig, jf. straffelovens § 16, stk. 1.
Om sin frifindelsesbegrundelse anførte landsretten:
Tiltalte, som ubestridt sov, da han realiserede gerningsindholdet i voldtægtsbestemmelsen, ikke havde noen form for bevidsthed om, hvad han foretog sig. Landsretten anførte, at dette stod i modsætning til en sindssyg gerningsmand, som er ved bevidsthed, når den objektivt set straffbare handling begås, om end med en ufuldstændig bevidsthedsmæssig opfattelse af det passerede.
Tiltalte blev derfor frifundet for tiltalen, da han ikke kunne anses for at have handlet forsætligt.
Anklagemyndigheden ankede med påstand om domfældelse efter straffelovens § 216, stk. 1 og anførte:
Tiltalte handlede med forsæt, da han den 28. juli 2020 realiserede gerningsindholdet i straffelovens § 216, stk. 1. Det følger af UfR 2018.491 H, at der ved vurderingen af forsættet for en person, der er omfattet af straffelovens § 16, skal lægges vægt på, om den objektive gerning klart bærer præg af at høre til dem, der kan tilregnes en normal gerningsperson som forsætlig, og at der ikke kan lægges vægt på den pågældende persons manglende forståelse eller målbevidsthed. Landsretten har lagt til grund, at Tiltaltes gerning fremtrådte på samme måde som en forsætlig voldtægt begået af en tilregnelig person. Han må dermed anses for at have handlet forsætligt.
Desuden påstod anklagemyndigheden, at Tiltalte skulle undergives ambulant psykiatrisk behandling med tilsyn af kriminalforsorgen, jf. straffelovens § 68, og at der ikke skulle fastsættes en længstetid, jf. § 68 a, stk. 2, 1. pkt..
Tiltalte påstod afvisning, subsidiært frifindelse, og anførte:
Anken er reelt udtryk for, at anklagemyndigheden ønsker landsrettens bevisbedømmelse efterprøvet af Højesteret, hvilket er udelukket.
Til støtte for frifindelse gjorde han gældende, at han ikke handlede med forsæt, idet landsretten havde lagt til grund, at han sov under episoden. Han fremhævede, at UfR 2018.491 H angik en utilregnelig, men vågen person, og at dommens præmisser derfor ikke kunne overføres til en sag, hvor gerningsmanden sov. Selv hvis forsæt måtte foreligge, var der ikke grundlag for en foranstaltning efter § 68, navnlig på grund af hans gode personlige forhold og fortsatte opfølgning på søvnklinik.
Forurettede gentog sit krav om tortgodtgørelse på 100.000 kr. efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1 og erstatning for psykologudgifter på 2.259,46 kr. Tiltalte påstod frifindelse for disse krav.
Den centrale lovregel var straffelovens § 16, stk. 1, hvorefter en handling, der foretages af en person, der på grund af sindssygdom eller en tilstand, der må sidestilles hermed, er utilregnelig, ikke straffes. Herudover var straffelovens § 216, stk. 1 (dagældende § 216, stk. 1, nr. 1) grundlaget for tiltalen om voldtægt. Anklagemyndighedens ønske om foranstaltning byggede på §§ 68 og 68 a, stk. 2, 1. pkt..
På erstatningsområdet var erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1 og § 16 relevante for tortgodtgørelse og forrentning, mens retsplejelovens § 992, stk. 1 afgrænsede Højesterets adgang til at påkende borgerlige krav under en straffesag.
Retspraksis blev påberåbt med UfR 2018.491 H, der fastslog, at en utilregnelig, vågen persons objektive gerning kan være forsætlig, hvis den fremtræder som en normal forsætlig handling. Sondringen mellem vågen og sovende gerningsmand blev afgørende.
Højesteret formulerede hovedspørgsmålet således:
Hovedspørgsmålet for Højesteret er, om Tiltalte efter landsrettens bevisresultat har handlet forsætligt.
Retten lagde til grund – i overensstemmelse med landsrettens bevisresultat og de lægelige udtalelser – at Tiltalte på gerningstidspunktet befandt sig i en sexsomnia‑tilstand, der sidestilles med sindssygdom, og at han sov. Herefter fandt Højesteret:
På det således foreliggende grundlag, at den seksuelle handling ikke kan tilregnes Tiltalte som forsætlig.
Dermed adskilte sagen sig fra UfR 2018.491 H, fordi den gerningsmand var vågen, mens Tiltalte var sovende. En sovende persons manglende bevidsthed udelukkede forsæt, uanset at den objektive gerning kunne minde om en forsætlig voldtægt.
Vedrørende tortgodtgørelsen udtalte Højesteret:
Højesteret finder ikke grundlag for at tage påstanden om tortgodtgørelse under påkendelse, jf. retsplejelovens § 992, stk. 1, og ophæver derfor landsrettens bestemmelse om frifindelse for tortgodtgørelse.
Kravet om erstatning for psykologudgifter blev ikke behandlet særskilt.
Højesteret afsagde følgende dom:
Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at bestemmelsen om frifindelse for tortgodtgørelse ophæves.
Statskassen skulle betale sagens omkostninger for Højesteret. Der var enstemmighed blandt de fem dommere.
