HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om en tiltalt, der havde udøvet en seksuel handling på en sovende person, kunne anses for at have handlet forsætligt, når tiltalte selv befandt sig i en sovende tilstand (sexsomnia). Landsretten havde kendt tiltalte skyldig men straffri og idømt psykiatrisk behandling, mens Højesteret frifandt ham fuldstændigt, da den sovende tilstand udelukkede forsæt. Kravet om tortgodtgørelse bortfaldt.
Tiltalte var tiltalt for overtrædelse af Straffeloven § 225, jf. § 216, stk. 1 (dagældende § 216, stk. 1, nr. 2), ved i august 2018 at have udøvet oralsex på Forurettede, der på grund af søvn befandt sig i en tilstand, hvor hun var ude af stand til at modsætte sig dette. Tiltalte var på gerningstidspunktet ifølge Retslægerådet med overvejende sandsynlighed i en sovende tilstand forårsaget af den neurologiske lidelse sexsomnia, hvilket kunne sidestilles med sindssygdom.
Sagen blev først pådømt af Københavns Byret den 25. september 2023 (SS 1-11247/2023) og derefter af Østre Landsrets 15. afdeling den 14. maj 2024 (S-2764-23).
Landsretten lagde til grund, at tiltalte på gerningstidspunktet befandt sig i en sovende tilstand, der kunne sidestilles med sindssygdom, og fandt ham omfattet af Straffeloven § 16, stk. 1 (utilregnelig). Med henvisning til UfR 2018.491 H fastslog landsretten, at den objektive gerning bar præg af forsæt for en normal person, og at tiltalte derfor havde handlet forsætligt. Tiltalte blev frifundet for straf, men idømt ambulant psykiatrisk behandling uden længstetid, jf. Straffeloven § 68 og § 68 a, stk. 2, og pålagt at betale Forurettede 100.000 kr. i tortgodtgørelse efter Erstatningsansvarsloven § 26, stk. 1.
Tiltalte ankede dommen med påstand om frifindelse.
Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af landsrettens dom.
Forurettede gentog sin påstand om godtgørelse på 100.000 kr. efter Erstatningsansvarsloven § 26, stk. 1 med rente efter § 16. Tiltalte nedlagde påstand om frifindelse for dette krav.
Tiltalte anførte navnlig, at en overtrædelse af Straffeloven § 225, jf. § 216 kræver forsætlig handling, og at kravet om forsæt også gælder for utilregnelige personer, jf. UfR 2018.491 H. Ifølge dommen skal utilsigtede eller hændelige handlinger ikke tilregnes som forsætlige.
Da landsretten havde lagt til grund, at tiltalte befandt sig i en sovende tilstand – kendetegnet ved fravær af bevidsthed – kunne handlingen ikke anses for et udslag af vilje. Den måtte betragtes som utilsigtet eller hændelig og kunne derfor ikke tilregnes som forsætlig. Dette måtte føre til frifindelse.
Anklagemyndigheden fastholdt, at tiltalte handlede forsætligt, da han realiserede gerningsindholdet i Straffeloven § 225, jf. § 216, stk. 1. Det fulgte af UfR 2018.491 H, at forsætsvurderingen for en utilregnelig person skal basere sig på, om den objektive gerning klart bærer præg af forsæt for en normal gerningsperson, og at den pågældendes manglende forståelse ikke kan tillægges vægt.
En normal person ville under tilsvarende omstændigheder blive anset for at have handlet forsætligt. Det var alene på grund af tiltaltes tilstand, at han ikke havde bevidsthedsmæssig opfattelse af det passerede. Handlingen kunne derfor ikke anses for utilsigtet eller hændelig, og tiltalte måtte anses for at have handlet forsætligt – men være straffri efter Straffeloven § 16, stk. 1, hvilket burde medføre ambulant psykiatrisk behandling uden længstetid.
Retslægerådet havde udtalt, at tiltalte med overvejende sandsynlighed led af sexsomnia, og at han på gerningstidspunktet befandt sig i en tilstand, der kunne sidestilles med sindssygdom. Landsretten havde lagt dette til grund og fundet, at tiltalte var i en sovende tilstand.
Højesteret udtalte:
Højesteret finder på det således foreliggende grundlag, at den seksuelle handling ikke kan tilregnes Tiltalte som forsætlig.
Den sovende tilstand indebar fravær af bevidsthed og vilje, og handlingen kunne derfor ikke anses som et forsætligt udslag af tiltaltes person. Den objektiverede forsætsbedømmelse fra UfR 2018.491 H ændrer ikke herpå, da en handling begået i søvne aldrig kan være en manifestation af vilje.
For så vidt angik tortkravet fandt Højesteret ikke grundlag for at tage påstanden under påkendelse, jf. Retsplejeloven § 992, stk. 1, og ophævede derfor landsrettens bestemmelse om tortgodtgørelse.
Højesteret frifandt Tiltalte og ophævede landsrettens bestemmelse om tortgodtgørelse.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for byret, landsret og Højesteret.
