Højesterets afklaring af afvisning efter retsplejelovens § 368 a ved selvstændige påstande om sagsomkostninger

Opsigelsessagens forløb ved Boligretten

Ved Boligretten i Odenses dom af 18. januar 2024 (sag BS-26596/2022-ODE) fik Udlejer (Boligselskab) medhold i opsigelsen af Lejer. Udlejer blev tilkendt sagsomkostninger med 16.172,22 kr., heraf 15.000 kr. til dækning af advokatudgifter.

Procesbevillingsnævnet og processuelle skridt

Den 30. januar 2024 anmodede Udlejer Procesbevillingsnævnet om tilladelse til særskilt kære til landsretten af det fastsatte sagsomkostningsbeløb.

Samme dag oplyste Lejers advokat, at Lejer havde anket boligrettens dom til landsretten. Procesbevillingsnævnet meddelte efterfølgende, at sagsomkostningsbeløbet kunne søges ændret under ankesagen, og at nævnets tilladelse ikke var nødvendig for at få spørgsmålet behandlet. Udlejer fastholdt dog anmodningen om særskilt kære.

I et brev af 16. februar 2024 oplyste nævnet, at det på det foreliggende grundlag ikke foretog sig videre, men at Udlejer kunne henvende sig igen, hvis ankesagen senere bortfaldt.

Parternes påstande og anbringender for landsretten

For landsretten nedlagde parterne følgende påstande:

Udlejer gjorde gældende, at anken burde afvises, fordi der ikke var udsigt til et andet resultat end i byretten, og at sagen ikke var af principiel karakter. Lejer modsatte sig afvisning og henviste til, at Udlejers selvstændige påstand om sagsomkostninger forhindrede, at § 368 a kunne anvendes.

Landsrettens afgørelse om afvisningsspørgsmålet

Østre Landsret traf den 4. april 2024 beslutning om, at ankesagen ikke afvises. Af retsbogen fremgår:

Dommeren bemærkede, at der ikke ses at være hjemmel til at afvise ankesagen i medfør af retsplejelovens § 368 a, når der er nedlagt en selvstændig påstand fra indstævntes side. Dommeren besluttede herefter, at ankesagen ikke afvises. Der er herved ikke taget stilling til, om der i øv-rigt ville have været grundlag for at afvise ankesagen i medfør af rets-plejelovens § 368 a.

Landsretten fandt altså, at den selvstændige påstand blokerede for en afvisning, uden at inddrage en vurdering af, om de materielle betingelser i § 368 a i øvrigt var opfyldt.

Højesterets behandling: Parternes argumentation

Udlejer kærede landsrettens beslutning til Højesteret med påstand om hjemvisning. Udlejer anførte navnlig:

• Landsretten er forpligtet til at tage stilling til afvisningspåstanden, selv om der er nedlagt en selvstændig påstand om sagsomkostninger, navnlig når påstanden er begrundet i Procesbevillingsnævnets afvisning af at behandle kæremålet særskilt.
• Det er stødende for retsbevidstheden, hvis en sag, der burde afvises efter § 368 a, alligevel fremmes, alene fordi Procesbevillingsnævnet ikke meddeler tilladelse til særskilt kære under verserende ankesag.

Lejer påstod stadfæstelse og gjorde gældende:

• Udlejer har selv bragt sig i den situation, at § 368 a ikke kan anvendes, fordi der er nedlagt en selvstændig påstand.
• Der er tale om én og samme sag, der skal behandles samlet. En opdeling af kravene er ikke mulig.
• Landsretten kunne alene afvise sagen i sin helhed, hvilket ville omfatte Udlejers egen påstand om sagsomkostninger.

Højesterets begrundelse og resultat

Højesteret fokuserede på ordlyden af Retsplejeloven § 368 a, stk. 1, der lyder:

Landsretten kan afvise en sag i 2. instans, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og sagen ikke er af principiel karakter eller andre grunde ikke i øvrigt taler for, at sagen skal behandles af landsretten.

Retten udtalte:

Bestemmelsens ordlyd åbner ikke mulighed for, at landsretten kan afvise dele af en ankesag og realitetsbehandle andre dele af ankesagen. Efter ordlyden kan landsretten således alene afvise en ankesag i sin helhed, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Der er ikke holdepunkter i lovforarbejderne for en anden forståelse af bestemmelsen.

Fordi Udlejer havde nedlagt en selvstændig påstand om ændring af byrettens sagsomkostningsafgørelse, udgjorde dette spørgsmål en del af ankesagen. Landsretten kunne derfor ikke afvise anken delvist. Højesteret fandt det derfor berettiget, at landsretten ikke tog Udlejers afvisningspåstand til følge.

Højesteret bemærkede dog, at § 368 a ikke er til hinder for, at landsretten af egen drift afviser en sag som den foreliggende i sin helhed – dvs. både de materielle spørgsmål og sagsomkostningsspørgsmålet – hvis betingelserne er opfyldt.

På denne baggrund stadfæstede Højesteret landsrettens afgørelse.