HøjesteretHøjesteret stadfæstede Den Særlige Klagerets afvisning af en klage fra en part over en dommerfuldmægtigs adfærd under en fogedsag. Kærende gjorde gældende, at dommerfuldmægtigen ikke havde kigget på ham, kun havde lyttet til modparten, og at sagen syntes afgjort på forhånd. Højesteret fandt, at klagepunkterne lå uden for Klagerettens kompetence, og at der ikke var grundlag for at antage utilbørlig adfærd.
Kærende havde indbragt en klage over den dommerfuldmægtig, der havde behandlet en fogedsag. Klagen angik dommerfuldmægtigens adfærd under retsmødet. Kærende anførte navnlig:
Den Særlige Klageret afviste klagen. Begrundelsen var, at de påklagede forhold dels angik emner, der faldt uden for Klagerettens kompetence, og dels at der ikke var grundlag for at vurdere, at dommerfuldmægtigen havde handlet utilbørligt eller usømmeligt over for kærende.
Kærende indbragte Klagerettens afgørelse for Højesteret med påstand om, at afvisningen skulle ophæves, således at klagen kunne realitetsbehandles. Subsidiært påstod kærende, at de påklagede forhold skulle tages til følge.
Højesteret tiltrådte Den Særlige Klagerets begrundelse. Retten udtalte:
Af de grunde, der er anført af Den Særlige Klageret, og da det, som Kærende har anført for Højesteret, ikke kan føre til et andet resultat, stadfæster Højesteret dommen.
Det indebar, at der hverken var tale om forhold, som Klageretten kunne behandle, eller dokumentation for utilbørlig adfærd fra dommerfuldmægtigens side.
Højesteret bestemte:
