HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om landsretten den 27. juni 2024 havde grundlag for at varetægtsfængsle en eritreisk statsborger, der var idømt 1 års fængsel og udvist ved byretten, mens hans ankesag verserede. Det centrale spørgsmål var, om betingelserne i – herunder kravet om fast bopæl og proportionalitetsvurderingen – var opfyldt, når fortsat varetægtsfængsling frem til ankedom ville medføre en samlet frihedsberøvelse, der væsentligt oversteg den idømte straf. Højesteret fandt, at varetægtsfængslingen var uproportional, og at Tiltalte burde have været løsladt den 27. juni 2024.
Under sagen var Tiltalte, en eritreisk statsborger, der var idømt fængsel og udvisning, og som under ankesagen fortsat var varetægtsfængslet. Han blev repræsenteret af advokat Thomas Brædder.
Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af landsrettens fængslingskendelse.
Tiltalte indrejste i Danmark i september 2014 og fik opholdstilladelse i juni 2015 efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Han blev udvist i maj 2016 med indrejseforbud i 6 år, men fik igen opholdstilladelse i september 2017 efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Han blev atter udvist i september 2018, men fik på ny opholdstilladelse i juni 2019, senest forlænget af Udlændingestyrelsen i marts 2023 indtil marts 2025. Udlændingestyrelsen vurderede i den forbindelse, at hans opholdstilladelse ikke bortfaldt efter udlændingelovens § 17, stk. 1, da han ikke havde opgivet sin bopæl i Danmark.
Fra juli 2020 til februar 2022 var Tiltalte registreret med ukendt adresse i CPR, og fra februar 2022 til marts 2024 som »forsvundet/genfundet«. Fra marts 2024 igen med ukendt adresse. Tiltalte forklarede, at han efter et brud med sin kæreste i foråret 2022 havde boet på skift hos venner og manglede fast bolig. I forbindelse med forlængelsen af opholdstilladelsen var han indlogeret på Center Sandholm og visiteret til Lemvig Kommune.
Den 28. marts 2023 blev Tiltalte anholdt og varetægtsfængslet som sigtet for et røveri begået den 11. februar 2023. Efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2 og 3 blev han fængslet. Ved Retten i Nykøbing Falsters dom af 28. februar 2024 blev han fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1 (røveri) og idømt 1 års fængsel samt udvisning af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Byretten bestemte, at han skulle forblive varetægtsfængslet under anke efter hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1.
Tiltalte ankede dommen til Østre Landsret med påstand om frifindelse eller formildelse. Anklagemyndigheden kontraankede med påstand om skærpelse og begærede fortsat varetægtsfængsling. Landsretten forlængede fængslingen flere gange, senest den 27. juni 2024, hvor den bestemte, at Tiltalte skulle forblive varetægtsfængslet under ankesagen, indtil der blev afsagt dom. Hovedforhandlingen var berammet til den 5.-7. maj 2025.
I august 2024 frafaldt både Tiltalte og Anklagemyndigheden deres anker. Landsretten bestemte den 22. august 2024, at Tiltalte fortsat skulle være varetægtsfængslet indtil fuldbyrdelse kunne iværksættes, med frist til 18. september 2024, jf. hjemrejselovens § 14, stk. 3, 3. pkt.. Den 12. september 2024 blev Tiltalte løsladt efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen, som pålagde ham opholds-, melde- og underretningspligt.
Tiltalte kærede landsrettens kendelse af 27. juni 2024 til Højesteret.
Principalt, at han burde have været løsladt ved landsrettens kendelse af 27. juni 2024. Subsidiært, at varetægtsfængslingen burde være sket ved mindre indgribende foranstaltninger.
Stadfæstelse af landsrettens kendelse.
Tiltalte anførte navnlig:
Hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1 giver mulighed for varetægtsfængsling af en udlænding, når:
Højesteret har i UfR 2020.515 H fastslået, at fast bopæl ikke alene kan statueres ved mangeårigt ophold eller fast tilknytning; der skal foreligge en konkret vurdering, herunder CPR-registreringer, og bopælsbegrebet i bestemmelsen tjener til at sikre, at myndighederne kan lokalisere den pågældende.
Ved UfR 2014.1565 og senere UfR 2023.4801 har Højesteret fastslået, at varetægtsfængsling efter bestemmelsen kan ske, selv om frihedsberøvelsen overstiger den forventede straf, men der skal altid foretages en proportionalitetsvurdering. Frihedsberøvelsen må ikke vare længere end nødvendigt, og sagsbehandlingen skal fremmes for at undgå, at fængslingen overstiger straffen væsentligt.
Højesteret tiltrådte, at der – på grundlag af byrettens dom, hvor Tiltalte var fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1 og udvist – forelå begrundet mistanke om en lovovertrædelse, der kunne medføre udvisning.
Højesteret lagde efter en gennemgang af CPR-oplysninger og Tiltaltes egne forklaringer til grund, at Tiltalte i en længere periode op til anholdelsen havde været uden bolig og boet på skift hos venner. Selv om Udlændingestyrelsen i forbindelse med forlængelse af opholdstilladelsen havde lagt til grund, at han ikke havde opgivet sin bopæl efter udlændingelovens § 17, stk. 1, fandt Højesteret, at bopælsbegrebet i de to bestemmelser ikke er identisk, og at de tjener forskellige formål.
Højesteret tiltræder på denne baggrund, at det i landsrettens kendelse er lagt til grund, at Tiltalte ikke havde fast bopæl her i landet i hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1’s forstand. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med forlængelse af Tiltaltes opholdstilladelse ved afgørelse af 17. marts 2023 lagde til grund, at han ikke havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1.
Højesteret fremhævede, at der selv under hjemrejselovens § 14 skal foretages en proportionalitetsvurdering, og at frihedsberøvelsen ikke må strækkes længere end nødvendig.
Tiltalte var frihedsberøvet siden 28. marts 2023. Ved landsrettens kendelse den 27. juni 2024 ville en fortsat fængsling frem til ankedom (berammet til maj 2025) have medført, at han skulle have været varetægtsfængslet i mere end 1 år i ankesagen. Dette ville indebære en samlet frihedsberøvelse, der væsentligt oversteg den idømte straf på 1 års fængsel.
Højesteret tog Tiltaltes principale påstand til følge.
Thi bestemmes: Tiltalte burde have været løsladt den 27. juni 2024.
Anklagemyndigheden anførte navnlig:
Højesteret finder efter en samlet vurdering af Tiltaltes personlige forhold og den straf, han kunne forventes idømt, at betingelserne for varetægtsfængsling af Tiltalte efter hjemrejselovens § 14, stk. 1, ikke var opfyldt, da landsretten den 27. juni 2024 forlængede varetægtsfænslingen, indtil der blev afsagt dom i ankesagen.
