HøjesteretHøjesteret stadfæstede en landsretskendelse, der gav politiet editionspålæg til at få udleveret trafik- og lokaliseringsdata, som teleselskaber havde registreret af forretningsmæssige hensyn – ikke i medfør af logningspligt. Den sigtede, som var mistænkt for narkotikakriminalitet efter straffelovens § 191, havde påstået udsættelse indtil EU-Domstolens afgørelse i sag C-241/22, DX. Højesteret fandt, at EU-Domstolens dom i C-470/21, La Quadrature du Net (II), understøttede, at sådanne data ikke er omfattet af den restriktive EU-praksis om loggede data, og at der derfor ikke var tilstrækkelig usikkerhed til at udsætte sagen.
Politiets National enhed for Særlig Kriminalitet efterforskede en person mistænkt for overtrædelse af straffelovens § 191 (narkotikakriminalitet). Den 5. januar 2024 anmodede politiet en række teleselskaber om at hastesikre fejlretningsdata for telefoner, der den 30. december 2023 i nærmere tidsrum havde været registreret på bestemte sendemaster og masteceller i udpegede områder. Formålet var at identificere den eller de mobiltelefoner, som den mistænkte antoges at have benyttet, idet politiet havde mistanke om, at den pågældende havde befundet sig dér den 30. december.
Den 16. januar 2024 anmodede anklagemyndigheden Retten i Aarhus om at pålægge teleselskaberne editionspålæg vedrørende data om, hvilke IMEI-, IMSI- og telefonnumre der havde været registreret på de angivne sendemaster og masteceller i de afgrænsede tidsrum, jf. retsplejelovens § 806, stk. 2, jf. § 804 a, jf. § 804. Anmodningen angik udelukkende trafik- og lokaliseringsdata, som teleudbyderne rådede over på et andet grundlag end den generelle registrerings- og opbevaringspligt, der er pålagt i medfør af retsplejelovens § 786 e.
Retten i Aarhus tog anmodningen til følge og pålagde teleselskaberne at udlevere de ønskede data. Byretten lagde til grund, at efterforskningen angik en overtrædelse af straffelovens § 191, og at kriminalitetskravet i retsplejelovens § 804 a dermed var opfyldt. Retten udtalte endvidere:
Anmodningen angår ikke logningspligtige trafik- og lokaliseringsdata, men alene data, som teleselskaberne råder over på andet grundlag end en registrerings- og opbevaringspligt efter regler udstedt i medfør af retsplejelovens § 786 e.
Byretten henviste til Vestre Landsrets kendelse af 4. november 2022 (TfK 2022.501 V), som havde fastslået, at trafikdata, der opbevares på andet grundlag, skal behandles på linje med lokaliseringsdata, og at sådanne data ikke er omfattet af EU-Domstolens restriktive praksis om loggede data, herunder dommen i C-140/20, Commissioner of An Garda Síochána m.fl. Retten fandt også, at Østre Landsrets beslutning om at udsætte en kæresag om tilsvarende spørgsmål på afgørelsen i C-470/21 og C-241/22 ikke kunne føre til et andet resultat, da de konkrete data ikke var omfattet af den verserende problemstilling.
Vestre Landsret stadfæstede byrettens kendelse. Landsretten lagde vægt på, at anmodningen alene vedrørte data, som teleudbyderne rådede over på et andet grundlag end den statslige registrerings- og opbevaringspligt – fx af hensyn til fejlretning. Landsretten redegjorde indgående for de EU-retlige rammer:
Efter e-databeskyttelsesdirektivets (direktiv 2002/58) artikel 6 og 9 er det under visse betingelser tilladt for teleudbydere at behandle trafik- og lokaliseringsdata bl.a. med henblik på debitering og levering af tillægstjenester. Direktivet er gennemført i dansk ret ved bekendtgørelse nr. 1882 af 4. december 2020. Ifølge bekendtgørelsens §§ 10 og 11 må teleudbydere under de i direktivet nævnte betingelser og til de angivne formål behandle trafik- og lokaliseringsdata i nærmere angivne perioder.
Landsretten påpegede, at EU-Domstolen i C-140/20 havde fastslået, at retshåndhævende myndigheder ikke må indhente trafik- og lokaliseringsdata, der er generelt og udifferentieret lagret med henblik på national sikkerhed, medmindre formålet er bekæmpelse af grov kriminalitet, hvis den nationale lovgivning stiller krav om specifik lagring til nationale sikkerhedsformål. Men for data, der opbevares af andre forretningsmæssige årsager – og som kan udskilles – fandt landsretten, at der ikke er en sådan usikkerhed om forenelighed med EU-retten, at sagen bør udsættes. Dette var i overensstemmelse med Justitsministeriets notat af 25. maj 2022 og tidligere landsretskendelser (TfK 2022.501 V og VL. S-1901-22).
Landsretten tilføjede, at EU-Domstolens forelæggelsessag C-241/22, DX, netop vedrører adgang til data, der ikke lagres på grundlag af retsforskrifter udstedt i medfør af direktivets artikel 15, stk. 1. Men da de konkrete data i nærværende sag netop var undtaget fra den problemstilling, fandt landsretten, at der ikke var grundlag for udsættelse.
Den relevante EU-regulering findes i e-databeskyttelsesdirektivet (direktiv 2002/58/EF). Direktivets artikel 6 og artikel 9 regulerer teleudbyderes behandling af trafik- og lokaliseringsdata til bl.a. debitering og fejlretning. Artikel 15, stk. 1, giver medlemsstaterne mulighed for at indføre lovgivning, der pålægger udbydere at lagre sådanne data af hensyn til bl.a. national sikkerhed og bekæmpelse af grov kriminalitet.
I dansk ret er logningspligten gennemført i retsplejelovens §§ 786 a-786 e. Teleudbyderne er pålagt en generel, udifferentieret registrerings- og opbevaringspligt for trafikdata i medfør af bekendtgørelser udstedt efter § 786 e. Samtidig registrerer og opbevarer teleselskaberne de samme data af forretningsmæssige årsager – især fejlretning – i en kortere periode. Det er en central forudsætning, at disse to lagre kan holdes adskilt, så det er muligt at udlevere data, der alene er opbevaret af forretningsmæssige grunde.
EU-Domstolen har i en række afgørelser – herunder de forenede sager C-511/18, C-512/18 og C-520/18 (La Quadrature du Net m.fl.) samt C-140/20 – fastslået, at national lovgivning, der pålægger generel og udifferentieret lagring af trafik- og lokaliseringsdata med henblik på bekæmpelse af kriminalitet, er i strid med e-databeskyttelsesdirektivet og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, medmindre der er tale om nationale sikkerhedsformål. Dog har Domstolen anerkendt, at adgang til data, der opbevares af teleudbyderne af forretningsmæssige grunde (fx fejlretning), kan begrundes i et formål om forebyggelse, efterforskning og retsforfølgning af strafbare handlinger i almindelighed, jf. bl.a. præmis 98 i dommen af 30. april 2024 i sag C-470/21, La Quadrature du Net (II).
Ved lov nr. 664 af 11. juni 2024 blev retsplejelovens § 804 a ændret således, at pålæg om edition af data, der udelukkende er registreret i medfør af regler udstedt efter § 786 e, kun kan meddeles, hvis efterforskningen angår forsætlige overtrædelser af . Forarbejderne (L 148) understreger med henvisning til Justitsministeriets notat af 25. maj 2022, at data, der opbevares på andet grundlag, ikke er omfattet af EU-Domstolens restriktive praksis og kan udleveres til efterforskning af grov kriminalitet på samme betingelser som hidtil.
Højesteret erklærede sig enig i landsrettens begrundelse og resultat. Det afgørende for Højesteret var, at EU-Domstolens dom i C-470/21 (La Quadrature du Net (II)), navnlig præmisserne 95-98, understøttede landsrettens fortolkning af, at data, der opbevares af teleudbydere af forretningsmæssige hensyn, lovligt kan udleveres til efterforskning af grov kriminalitet, uden at de restriktioner, der gælder for statsligt påbudt logning, finder anvendelse.
Højesteret fremhævede ikke selvstændigt yderligere grunde, men tiltrådte landsrettens detaljerede præmisser. Resultatet blev derfor, at der ikke bestod en sådan usikkerhed om, hvorvidt udlevering af de pågældende trafik- og lokaliseringsdata var i strid med EU-retten, at afgørelsen skulle udsættes på EU-Domstolens dom i C-241/22, DX.
Højesteret stadfæster derfor landsrettens kendelse.
Statskassen blev pålagt at betale kæresagens omkostninger for Højesteret.
