HøjesteretHøjesteret skulle tage stilling til, om udvisning af en 39-årig eritreisk statsborger, dømt for simpel vold og trussel under utilregnelighed, var proportional under Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Tiltalte havde opholdt sig lovligt i Danmark i ca. 7½ år og led af paranoid psykose, der først blev stabiliseret med depotmedicin i 2023. Under hensyn til kriminalitetens karakter, hans psykiske lidelse og den manglende recidiv efter behandling fandt retten, at udvisning ville være uproportional; han fik i stedet en advarsel.
Tiltalte er en 39-årig statsborger fra Eritrea, der indrejste i Danmark i 2014 som 29-årig. Han har haft lovligt ophold i ca. 7½ år. Kort efter ankomsten blev han diagnosticeret med paranoid psykose og har siden været i behandling i psykiatrien med vekslende effekt.
I juli 2021 begik han simpel vold og trusler mod to medbeboere på det socialpsykiatriske botilbud Institution 1, hvor han har boet siden 2017. Handlingerne bestod i to tilfælde af spark og ét tilfælde af trusler.
Ifølge Psykiatrisk Center Glostrups udtalelse af 6. december 2024 har Tiltalte en kronisk psykoselidelse med stemmehøring, forfølgelsesforestillinger og tendens til udadreagerende adfærd. Behandlingen har været ustabil, indtil han i juni 2023 startede på depotmedicinen Trevicta (paliperidon) 525 mg hver 3. måned, hvilket har medført en betydelig stabilisering. Tidligere misbrug af alkohol er ophørt, og der har ikke været voldelige episoder siden behandlingsstart.
En rapport om § 26-afhøring af 4. december 2024 viser, at Tiltalte ingen nær familie har i Danmark, men har søskende i Norge, Holland og Schweiz, som han har telefonisk kontakt med. Han har ingen kontakt til familie i Eritrea. Hans danskkundskaber er begrænsede, og han har primært kontakt til personale på botilbud og offentlige instanser.
Tiltaltes anbringender:
Anklagemyndighedens anbringender:
Udlændingeloven
Menneskerettighedskonventionen
Praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
Højesteret fastslog først, at der var hjemmel til udvisning efter udlændingelovens § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, da voldshandlingerne ville have medført en ubetinget frihedsstraf, hvis Tiltalte ikke havde været straffri.
Spørgsmålet var, om udvisning ville være uforenelig med artikel 8.
Udvisning vil ubestridt udgøre et indgreb i Tiltaltes ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1. Udvisning kan derfor kun ske, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt. Udvisning har som anført hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.
Ved vurderingen inddrog Højesteret følgende forhold:
Han har – efter at denne behandling blev iværksat – ikke haft konflikter med medbeboere, og hans tidligere seksualiserende adfærd er helt ophørt. Ifølge udtalelsen vil der ved ophør af behandlingen med Trevicta være risiko for recidiv af de psykotiske symptomer og dermed risiko for fornyet personfarlig kriminalitet. Der vil også være en betydelig øget suicidalrisiko, idet han tidligere har foretaget flere alvorlige selvmordsforsøg, når hans psykoselidelse ikke har været tilstrækkelig behandlet.
Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at Tiltalte frifindes for påstanden om udvisning og i stedet tildeles en advarsel om udvisning efter udlændingelovens § 24 b.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsret og Højesteret.
På den baggrund konkluderede Højesteret:
Efter en samlet afvejning finder Højesteret, at udvisning af Tiltalte vil være uproportional og dermed i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8.
Højesteret lagde navnlig vægt på:
Spørgsmålet om artikel 3 blev ikke behandlet.