HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om en bilist, der i et tættere bebygget område havde kørt mindst 101 km/t, skulle straffes for vanvidskørsel, fordi hastighedsgrænsen var 50 km/t, eller om en lokal hastighedsbegrænsning på 70 km/t fortsat var gældende på grund af manglende ophørsskiltning. Retten fandt, at den lokale hastighedsbegrænsning ikke var ophævet ved korrekt skiltning og derfor fortsat gjaldt, og at forholdet derfor alene udgjorde en almindelig hastighedsovertrædelse med en bøde på 3.000 kr.
Den 7. september 2021 omkring kl. 15 kørte Tiltalte ad Ishøj Stationsvej i Storkøbenhavn (tættere bebygget område). Efter at have passeret lyskrydset Ishøj Stationsvej/Vejlebrovej blev han målt til en hastighed på mindst 101 km/t.
Forud for målingen havde Tiltalte kørt på en strækning af Ishøj Stationsvej, hvor der var opsat en lokal hastighedsbegrænsning på 70 km/t. Han passerede herefter lyskrydset Ishøj Stationsvej/Vildtbanevej uden at passere skiltning, der ophævede den lokale hastighedsbegrænsning, eller skiltning med en ny hastighedsgrænse på 50 km/t.
Sagen blev først behandlet ved Retten i Glostrup (dom 28. september 2022, sagsnr. B4-5512/2022) og siden ved Østre Landsret (dom 18. januar 2024, sagsnr. S-3297-22). Landsretten fandt Tiltalte skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 118, stk. 1, jf. § 42, men fandt ikke grundlag for at henføre forholdet under vanvidskørsel, jf. § 118, stk. 11, nr. 3. Landsretten idømte en bøde på 3.600 kr. Anklagemyndigheden ankede dommen til Højesteret med påstand om domfældelse for vanvidskørsel.
De relevante bestemmelser i færdselsloven og den dagældende vejafmærkningsbekendtgørelse:
Færdselslovens § 4, stk. 1: Trafikanter skal efterkomme de anvisninger for færdslen, som gives ved færdselstavler, afmærkning på kørebane eller cykelsti, signalanlæg eller på anden måde, jf. § 95.
Færdselslovens § 42, stk. 1, nr. 1: På andre veje end motorveje og motortrafikveje må køretøjers hastighed ikke overstige følgende grænser: 1) i tættere bebygget område: 50 km i timen.
Færdselslovens § 42, stk. 4: For en vejstrækning kan der fastsættes en højere hastighedsgrænse end den generelle hastighedsgrænse, såfremt omstændighederne, herunder trafikafviklingen, tilsiger det og afgørende færdselssikkerhedsmæssige hensyn ikke taler derimod.
Færdselslovens § 118, stk. 11, nr. 3: Føreren af et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, straffes med fængsel indtil 1 år og 6 måneder, hvis føreren overtræder §§ 42 eller 43 eller en anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning med mere end 100 pct., hvis hastigheden er mere end 100 km i timen.
I Vejafmærkningsbekendtgørelsen (dagældende bekendtgørelse nr. 1632 af 20. december 2017) hedder det:
§ 16, stk. 2: Hvor andet ikke er bestemt nedenfor i § 17, gælder et forbud frem til næste vejkryds, hvis det ikke forinden er ophævet med ophørstavle, eller andet er angivet med undertavle.
§ 17 (om færdselstavle C 55 – Lokal hastighedsbegrænsning): Tavlen fastsætter en lokal hastighedsbegrænsning for en strækning på den aktuelle vej, jf. færdselslovens § 42. Hastighedsbegrænsningen gælder uanset bestemmelsen i § 16, stk. 2, indtil den ophæves ved ophørstavle, ved afstandsangivelse på undertavle eller ved angivelse af anden hastighedsbegrænsning.
Anklagemyndigheden nedlagde principal påstand om, at Tiltalte skulle straffes for overtrædelse af færdselslovens § 118, stk. 11, nr. 3, med ubetinget fængsel i 20 dage, ubetinget frakendelse af førerretten i 3 år og konfiskation af bilen. Subsidiært påstod anklagemyndigheden en bøde på 3.000 kr.
Tiltalte tilsluttede sig den subsidiære påstand om en bøde på 3.000 kr.
Anklagemyndighedens primære argumentation var, at strækningen efter krydset Ishøj Stationsvej/Vildtbanevej lå i tættere bebygget område, og at den lokale hastighedsbegrænsning på 70 km/t var ophørt, fordi den var fastsat for én vejstrækning, og at strækningen efter krydset var en ny vejstrækning. Da der ikke på ny var skiltet med en lokal hastighedsbegrænsning, gjaldt den generelle hastighedsgrænse på 50 km/t. Anklagemyndigheden henviste til, at det ville skabe farlige situationer, hvis trafikanter fra sideveje ikke kunne forlade sig på den generelle hastighedsgrænse, og påberåbte sig TfK 2010.704 Ø som støtte for, at en lokal hastighedsbegrænsning ophører, når vejstrækningen ændrer karakter.
Tiltalte gjorde gældende, at skiltningen var mangelfuld, og at Vejafmærkningsbekendtgørelsens § 17 indebærer, at en lokal hastighedsbegrænsning først ophører ved udtrykkelig ophørsskiltning eller ny hastighedsangivelse – uanset passage af vejkryds. Da Tiltalte ikke passerede nogen sådan skiltning, var hastighedsbegrænsningen fortsat 70 km/t. Han henviste til, at landsretten på baggrund af en konkret bevisvurdering havde fundet, at han ikke burde have indset, at hastighedsgrænsen var 50 km/t, og at denne vurdering var korrekt, bl.a. under hensyn til vejens og områdets karakter.
Højesteret udtalte, at det følger af Vejafmærkningsbekendtgørelsens § 16, stk. 2 og § 17, at en lokal hastighedsbegrænsning ikke ophæves blot ved passage af et vejkryds. En sådan begrænsning gælder, indtil den ophæves ved ophørstavle, afstandsangivelse eller angivelse af anden hastighedsbegrænsning.
Det må lægges til grund, at den lokale hastighedsbegrænsning på 70 km i timen fortsat var gældende for Tiltalte, da han blev målt til at køre 101 km i timen efter lyskrydset Ishøj Stationsvej/Vejlebrovej. Landsrettens bevisresultat giver ikke grundlag for at fastslå, at Tiltalte – da målingen blev foretaget – ikke længere kørte på samme vejstrækning.
Højesteret tiltrådte derfor, at Tiltalte ikke var skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 118, stk. 11, nr. 3. Han blev i stedet dømt for overtrædelse af færdselslovens § 118, stk. 1, jf. § 42, stk. 4, jf. § 4, stk. 1. Bøden fastsattes i overensstemmelse med Rigsadvokatens dagældende takster til 3.000 kr.
Dommen lyder:
Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at bøden fastsættes til 3.000 kr.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.
