HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om Østre Landsret havde været berettiget til at omgøre en tidligere tilladelse til syn og skøn i den omfattende O.W. Bunker-erstatningssag. Konkursboet havde anmodet om syn og skøn for at belyse, om revisionsselskabet Deloitte havde tilsidesat god revisionsskik. Efter flere års frugtesløs søgen efter habile skønsmænd med de nødvendige kvalifikationer omgjorde landsretten tilladelsen under henvisning til, at sagen ellers først kunne hovedforhandles i 2026. Højesteret stadfæstede, at omgørelsen var berettiget, og afviste et begrænset skøn, da modparten Deloitte havde ret til at stille egne spørgsmål.
O.W. Supply & Trading A/S blev taget under konkursbehandling den 7. november 2014. Advokat Søren Halling-Overgaard blev udpeget som ad hoc kurator til at varetage ansvarsundersøgelser. Konkursboet anlagde den 23. december 2016 sag ved Retten i Aalborg mod en række tidligere ledelsesmedlemmer, ejere og revisionsselskabet Deloitte. Sagen blev henvist til Østre Landsret til sambehandling med en række andre sager udsprunget af koncernens konkurs. Konkursboets principale påstand lyder på en samlet betaling på ca. 1,2 mia. kr. Sagen angår bl.a., om Deloitte Statsautoriseret Revisionspartnerselskab (Deloitte), som var koncernens revisor, udførte sit revisionsarbejde korrekt.
De oprindelige sagsøgte (nu indkærede) er OW Lux S.á r.l., Altor Fund II GP Limited, Altor Equity Partners A/S, Indkærede 1-6 (tidligere Sagsøgte 1-6) samt Deloitte Statsautoriseret Revisionspartnerselskab.
Den 23. juli 2019 anmodede konkursboet landsretten om udmeldelse af syn og skøn. Ved kendelse af 10. juli 2020 tillod landsretten syn og skøn, jf. Retsplejeloven § 196. Genstanden og formålet var angivet som:
Landsretten fandt, at betingelserne i retsplejelovens § 196 var opfyldt, og at begæringen var rettidigt fremsat i det forberedende møde, jf. Retsplejeloven § 353, stk. 4.
Efter yderligere sagsbehandling traf landsretten den 14. februar 2023 afgørelse om de kvalifikationskrav, skønsmændene skulle opfylde. Kravene var fastsat efter en kontradiktorisk proces og indebar:
Skønsmændene skal have indgående kendskab til revision af børsnoterede virksomheders koncernregnskaber, herunder IFRS-standarderne.
Samtidig blev følgende revisionsvirksomheder anset for inhabile:
Den 19. maj 2023 godkendte landsretten det endelige skønstema af 15. maj 2023, der indeholdt konkursboets spørgsmål 1-24 samt Deloittes spørgsmål VIII A.1-VIII F.2.
FSR – danske revisorer (FSR) fik til opgave at foreslå egnede skønsmænd. Det viste sig særdeles vanskeligt. I juni 2023 oplyste FSR, at ud over et enkelt mindre firma (Revisionsfirma 1) var alle danske revisionsfirmaer med PIE-erfaring inhabile. Den foreslåede revisor Person 54 fra Revisionsfirma 1 meddelte i oktober 2023, at firmaet ikke så sig i stand til at løfte opgaven.
Efter et retsmøde den 24. oktober 2023 enedes parterne om at bede FSR finde nye kandidater uden krav om PIE-kendskab, idet parterne ville vurdere kandidaternes kvalifikationer konkret. FSR foreslog herefter statsautoriseret revisor Person 56 (Revisionsfirma 1) og statsautoriseret revisor Person 55 (Revisionsfirma 2).
Deloitte gjorde indsigelse mod Person 56 og Person 55, bl.a. fordi Person 56 ikke havde underskrevet revision af børsnoterede selskaber de seneste 10 år, og Person 55's firma Revisionsfirma 2 var Deloittes egen revisor og dermed inhabil. Yderligere forespørgsler hos FSR førte til, at statsautoriseret revisor Person 57 blev bragt i forslag. Person 57s erfaring med IFRS var primært teoretisk og afledt af syn- og skønsopgaver.
Landsretten fandt ved retsbog af 15. marts 2024, at den agtede at udpege Person 56 og Person 57, men Deloitte protesterede. Efter en nærmere prøvelse af kvalifikationerne ud fra de afgivne CV-oplysninger konkluderede landsretten i den påkærede kendelse, at ingen af de to opfyldte det oprindelige krav om indgående kendskab til revision af børsnoterede virksomheders koncernregnskaber og IFRS.
Landsretten omgjorde sin tidligere tilladelse til syn og skøn med følgende centrale begrundelse:
Landsretten finder ikke grundlag for at lempe på de kvalifikationskrav, som landsretten stillede for skønsmændene i retsbogen af 14. februar 2023, og det må således kræves, at skønsmændene har et indgående kendskab til revision af børsnoterede virksomheders koncernregnska-ber, herunder IFRS-standarderne, idet landsretten vurderer, at dette kendskab er af betydning i en ikke uvæsentlig del af spørgsmålene til skønsmændene.
Oplysningerne om de to sidste kandidater viste, at ingen af dem havde det fornødne praktiske kendskab. Landsretten bemærkede:
Såfremt FSR skulle anmodes om at fremkomme med andre forslag til skønsmænd, ville den tid, der skal gå hermed, samt den tid, som disse skønsmænd skulle bruge på at fremkomme med skønserklæring tillige med evt. supplerende syn og skøn samt den tid som parterne skulle bruge på at sætte sig ind i skønserklæringen, indebære, at sagerne for-mentlig først kan hovedforhandles i 2026. Heroverfor står, at sagen B-2633-17 (Konkurssagen) blev anlagt i 2017 og således verserer nu på sy-vende år … Parterne har et krav på, at sagen behandles indenfor rimelig tid, og det påhviler landsretten at sikre, at dette sker.
Derfor omgjorde landsretten sin afgørelse om syn og skøn, så sagen gennemføres uden syn og skøn.
Konkursboet gjorde gældende, at landsretten uretmæssigt havde afskåret den bevisoptagelse, der var nødvendig for at påvise Deloittes ansvarspådragende adfærd. De kvalifikationskrav, landsretten stillede, gik videre end de faglige standarder, der gjaldt for de revisorer, hvis arbejde skulle bedømmes. Konkursboets egne 24 spørgsmål kunne fint besvares af de to af FSR foreslåede revisorer, og kravet om kendskab til børsnoterede koncerner havde alene betydning for Deloittes spørgsmål. En lempelse af kravene ville således være forsvarlig. Endvidere kunne en ny omberammelse til 2026 ikke begrunde en nægtelse af bevisførelse, idet sagen trods sin alder endnu kunne behandles inden for rammerne af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, og tidsforbruget i væsentligt omfang skyldtes de sagsøgtes protester og inhabilitetsindsigelser.
De indkærede støttede landsrettens kendelse. De fremhævede navnlig, at landsretten efter Retsplejeloven § 222 kunne omgøre procesledende beslutninger, og at retten havde kompetence til at fastsætte skønsmændenes kvalifikationer, når parterne var uenige. De nødvendige kvalifikationer var netop indgående praktisk erfaring med revision af børsnoterede koncerner og IFRS – en viden, som de foreslåede kandidater ikke besad. Det havde efter 11 måneders intensiv søgning vist sig umuligt at finde egnede og habile skønsmænd.
Flere indkærede understregede, at et begrænset skøn alene på grundlag af konkursboets spørgsmål ville stride mod det kontradiktoriske princip i Retsplejeloven § 197, stk. 1, hvorefter modparten som det klare udgangspunkt har ret til at stille egne spørgsmål. Endelig påpegede de, at en yderligere omberammelse til 2026 ville krænke EMRK artikel 6, idet sagen allerede havde verseret i årevis, og at en langvarig stilleståen udgør en selvstændig krænkelse, jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 22. januar 2009 i sag 247/07 (Christensen mod Danmark).
Højesteret lagde til grund, at de kvalifikationskrav, landsretten havde fastsat i kendelsen af 14. februar 2023, var afgørende for en forsvarlig besvarelse af det samlede skønstema. Det forhold, at konkursboet selv vurderede, at egne spørgsmål kunne besvares med lavere krav, ændrede ikke herpå, navnlig fordi besvarelsen af Deloittes spørgsmål – som retten ikke fandt grundlag for at afvise – forudsatte et indgående kendskab til børsnoterede virksomheders koncernregnskaber. Højesteret udtalte:
Højesteret finder efter de foreliggende oplysninger ikke grundlag for at tilsidesætte landsrettens vurdering af, hvilke kvalifikationskrav der skal stilles til de skønsmænd, som skal besvare konkursboets og Deloittes spørgsmål, der er indeholdt i skønstemælt af 15. maj 2023. Det bemærkes herved, at konkursboet for Højesteret har givet udtryk for, at en besvarelse af Deloittes spørgsmål forudsætter kendskab til børsnoterede virksomheders koncernregnskaber.
Herefter fastslog Højesteret, at der heller ikke var grundlag for at tilsidesætte landsrettens vurdering af, at det havde vist sig umuligt at finde habile skønsmænd med de fornødne kvalifikationer. Parterne havde ikke for Højesteret anfægtet denne vurdering, og den omfattende inhabilitet blandt de store revisionshuse samt de manglende praktiske forudsætninger hos de sidste kandidater underbyggede landsrettens konklusion.
Konkursboet havde principal påstand om et syn og skøn begrænset til boets egne spørgsmål 1-24 og besvaret af de to statsautoriserede revisorer, som landsretten sidst havde peget på. Højesteret afviste dette under henvisning til det helt grundlæggende princip i Retsplejeloven § 197, stk. 1:
Højesteret bestemte:
Landsrettens kendelse stadfæstes.
I kæreomkostninger for Højesteret skal O.W. Supply & Trading A/S under konkurs betale:
| Beløb | Til hvem |
|---|---|
| 8.000 kr. | OW Lux S.á r.l. og Altor Fund II GP Limited (i alt) |
| 8.000 kr. | Altor Equity Partners A/S |
| 10.000 kr. | Indkærede 1, tidligere Sagsøgte 1 og Indkærede 2, tidligere Sagsøgte 2 (i alt) |
| 10.000 kr. | Indkærede 3, tidligere Sagsøgte 3 |
| 8.000 kr. | Deloitte Statsautoriseret Revisionspartnerselskab |
Omkostningsbeløbene skal betales inden 14 dage og forrentes efter Renteloven § 8 a.
Indkærede 6, tidligere Sagsøgte 6, støttede konkursboets principale påstand og anførte, at de foreslåede revisorer var kvalificerede til at besvare spørgsmålene 1-24, og at sagens behandlingstid set i forhold til dens omfang og kompleksitet ikke kunne anses for urimelig. Flere indkærede havde selv bidraget til forsinkelsen, og der var derfor ikke grundlag for at afskære bevisførelsen af hensyn til sagsbehandlingstiden.
Efter retsplejelovens § 197, stk. 1, har modparten til den part, som har begæret syn og skøn, som det klare udgangspunkt fri adgang til at stille sine spørgsmål til skønsmanden.
Landsretten havde allerede vurderet, at Deloittes spørgsmål – der i vid udstrækning hang sammen med konkursboets – ikke skulle afvises, og Højesteret fandt intet grundlag for at tilsidesætte denne vurdering. Et begrænset skøn, der ikke kunne håndtere Deloittes spørgsmål med de stillede kvalifikationskrav, kunne derfor ikke gennemføres.
Højesteret konkluderede, at landsretten havde været berettiget til at omgøre sin oprindelige tilladelse til syn og skøn. Ingen af parternes påstande om fremme af syn og skøn – hverken det fulde skønstema eller det begrænsede – blev taget til følge. Herefter stadfæstede Højesteret landsrettens kendelse af 17. april 2024.
