HøjesteretHøjesteret frifandt Appellant A/S, tidligere Sagsøgte A/S, for Skatteministeriets påstande om forhøjelse af selskabets skattepligtige indkomst med i alt 120.075.129 kr. for indkomstårene 2005-2011. Sagen vedrørte, om selskabets transfer pricing-dokumentation var mangelfuld, og om et avancetillæg på 30 % ved koncernintern indleje af specialiserede medarbejdere samt en royalty på 7 % for immaterielle aktiver overholdt armslængdeprincippet i . Højesteret fandt dokumentationen tilstrækkelig og fastslog, at Skatteministeriet ikke havde bevist, at priserne afveg fra armslængdevilkår.
Sagen angår Appellant A/S, tidligere Sagsøgte A/S (Appellant A/S), et dansk driftsselskab i den globale Koncern – en international konsulent- og it-virksomhed med moderselskab i Irland. Appellant A/S indgår i et netværk af driftsselskaber, der servicerer kunder gennem lokale enheder.
Skatteministeriet er sagsøger og har fremført krav om korrektion af selskabets skattepligtige indkomst for de pågældende indkomstår.
IAA-aftalen (medarbejderindleje) I 2001 indgik koncernens driftsselskaber, herunder Appellant A/S, aftalen The Virksomhed 1 Organisations International Assignment Agreement (IAA-aftalen) med Virksomhed SCA (Luxembourg). Aftalen regulerer midlertidig ind- og udleje af specialiserede medarbejdere mellem koncernens driftsselskaber.
Ifølge aftalens pkt. 6 skal det indlejende selskab betale det udlejende selskabs direkte og indirekte lønomkostninger med et avancetillæg (mark-up). Koncernens globale transfer pricing-analyse fastsatte avancetillægget til 30 % af produktionsomkostningerne.
I indkomstårene 2005-2011 havde Appellant A/S nettoomkostninger til indleje af medarbejdere i henhold til aftalen.
Licensaftale (royalty) og serviceaftale
I 2006 indgik Appellant A/S en licensaftale med det schweiziske koncernselskab Virksomhed G.m.b.H. Ifølge licensaftalen ejer Virksomhed G.m.b.H en række immaterielle aktiver – herunder navn, brand, patenter, ophavsrettigheder, procesværktøjer mv. – og Appellant A/S betaler en royalty på 7 % af sin omsætning med eksterne kunder for udnyttelsen heraf. Parallelt indgik parterne en serviceaftale, hvorefter Appellant A/S mod et tillæg på 8 % af omkostningerne udfører udviklings- og vedligeholdelsesopgaver for Virksomhed G.m.b.H.
Royalty opgøres efter US GAAP og reduceres, hvis selskabets driftsresultat falder under en minimumssats.
Appellant A/S' transfer pricing-dokumentation for licensaftalen anvender residual profit split-metoden og konkluderer, at en 7 % royalty ligger inden for armslængdeintervallet (5-11 %).
SKAT (nu Skattestyrelsen) traf følgende afgørelser:
De samlede forhøjelser fremgår af nedenstående tabel:
| Indkomstår | SKATs forhøjelse (kr.) |
|---|---|
| 2005 | 14.919.780 |
| 2006 | 16.996.616 |
| 2007 | 26.881.321 |
| 2008 | 14.027.403 |
| 2009 | 14.122.679 |
| 2010 | 18.000.146 |
| 2011 | 15.127.184 |
| I alt |
Appellant A/S, tidligere Sagsøgte A/S har nedlagt følgende principale påstande:
Subsidiært: hjemvisning af ansættelsen for medarbejderindleje for 2005-2011 til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.
Endvidere påstand om, at Skatteministeriet skal tilbagebetale 1.000.000 kr., betalt til opfyldelse af landsrettens omkostningsafgørelse, med procesrente fra den 5. september 2023.
Skatteministeriet har påstået stadfæstelse af landsrettens dom og frifindelse over for betalingspåstanden.
Sagen rejser to centrale spørgsmål, der reguleres af følgende bestemmelser:
Højesteret behandlede først spørgsmålet om dokumentationens tilstrækkelighed og dernæst, om avancetillægget på 30 % overholdt armslængdeprincippet.
Skatteministeriet gjorde gældende, at dokumentationen var mangelfuld, navnlig fordi avancetillægget burde have været fastsat som en nettoavance baseret på vikarbureauers nettoavancer, og ikke som en bruttoavance.
Højesteret underkendte dette synspunkt:
Højesteret finder, at Skatteministeriet ikke har godtgjort, at Appellant A/S, tidligere Sagsøgte A/S globale transfer pricing-dokumentation for indkomstårene 2005-2011 vedrørende avancetillægget på 30 % var mangelfuld i så væsentligt omfang, at det kunne sidestilles med manglende dokumentation. Det bemærkes herved, at transfer pricing-dokumentationen er baseret på OECD's retningslinjer for transfer pricing, og at den bl.a. indeholder et begrundet valg af metode (Cost Plus-metoden), en funktions- og risikoanalyse og en sammenlignelighedsanalyse foretaget på et oplyst datagrundlag.
Dokumentationen indeholdt således:
Højesteret fastslog, at Skatteministeriets uenighed i metodevalg eller sammenligning ikke i sig selv gjorde dokumentationen mangelfuld. Derfor kunne SKAT ikke foretage skønsmæssig ansættelse.
Skatteministeriet anfægtede, at Virksomhed G.m.b.H reelt var ejer af de immaterielle aktiver, idet overdragelsen i 2001 blev betegnet som "en fiktiv konstruktion uden realitet".
Højesteret fandt efter bevisførelsen:
Højesteret finder ikke grundlag for at fastslå, at Virksomhed G.m.b.H ikke er ejer af de immaterielle aktiver, som licensaftalen mellem Virksomhed G.m.b.H og Appellant A/S, tidligere Sagsøgte A/S fra 2006 angår.
Skatteministeriet anførte, at dokumentationen var mangelfuld, fordi den ikke i tilstrækkelig grad tog hensyn til, at Appellant A/S gennem sin lokale drift og serviceaftalen bidrager til værdien af de immaterielle aktiver.
Højesteret afviste dette:
Højesteret finder, at Skatteministeriet ikke har godtgjort, at Appellant A/S, tidligere Sagsøgte A/S globale transfer pricing-dokumentation for indkomståret 2007 vedrørende royaltysatsen på 7 % var mangelfuld i så væsentligt omfang, at det kunne sidestilles med manglende dokumentation. Det bemærkes herved, at transfer pricing-dokumentationen er baseret på OECD's retningslinjer for transfer pricing, og at den bl.a. indeholder et begrundet valg af metode (Residual Profit Split), en funktions- og risikoanalyse og en sammenlignelighedsanalyse foretaget på et oplyst datagrundlag.
Højesteret tog Appellant A/S' principale påstand til følge og fastslog:
De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter dommens afsigelse.
| 120.075.129 |
Landsskatteretten
Landsretten
Skatteministeriet anlagde sag med påstand om, at selskabets skattepligtige indkomst skulle forhøjes i overensstemmelse med SKATs oprindelige afgørelser. Østre Landsret gav Skatteministeriet medhold i den nedlagte påstand.
Højesteret tog herefter stilling til, om avancetillægget var i overensstemmelse med, hvad der kunne opnås mellem uafhængige parter.
Rettens bemærkninger:
Højesteret finder, at Skatteministeriet ikke har godtgjort, at det er i strid med armslængdeprincippet at fastsætte avancetillægget efter Cost Plus-metoden som en bruttoavance, der skal dække de anførte kapacitetsomkostninger samt en profit. Det er i den forbindelse ikke godtgjort, at en uafhængig part ikke kunne opnå en sådan betingelse.
Højesteret finder endvidere, at Skatteministeriet ikke har godtgjort, at avancetillægget ikke kan fastsættes ved en sammenligning med bruttoavancer i andre it- og konsulentfirmaer. Det er herved ikke godtgjort, at den ydelse, der er forbundet med at udleje en specialiseret medarbejder fra et Appellant A/S/driftsselskab, bør sammenlignes med et vikarbureaus udlejning af en vikar.
Resultat: Skatteministeriet havde således ikke løftet bevisbyrden for, at en avance på 30 % faldt uden for armslængdeintervallet, hverken metodisk eller beløbsmæssigt.
Rettens bemærkninger gentager princippet om, at uenighed om den præcise indplacering af bidrag til IP-værdien ikke gør dokumentationen mangelfuld. Derfor kunne SKAT heller ikke her foretage skønsmæssig ansættelse.
Appellant A/S anvendte avancefordelingsmetoden (Residual Profit Split) og påviste, at en 7 % royalty var i armslængdeintervallet. Metoden fordelte koncernens indtjening mellem rutinemæssige aktiviteter (konsulenthusdrift) og udnyttelse af IP rettigheder (ejet af Virksomhed G.m.b.H).
Rutinemargin benchmarkedes mod 35 sammenlignelige selskaber til en return on sales på 4-10 %. Ved en royalty på 7 % svarer konsulenthusdriften til en indtjening på 7,68 % – over medianen for de sammenlignelige selskaber.
Højesteret fandt:
Højesteret finder det ikke godtgjort, at Appellant A/S, tidligere Sagsøgte A/S ved anvendelse af avancefordelingsmetoden og den foretagne sammenlignelighedsanalyse for indtjeningen på konsulenthus-driften ikke har taget tilstrækkelig hensyn til, at Appellant A/S, tidligere Sagsøgte A/S bidrager til den værdi, der knytter sig til de immaterielle aktiver. Skatteministeriet har i den forbindelse heller ikke godtgjort, at mere end 7,68 % af indtjeningen bør henføres til konsulenthus-driften, for at royaltytsatsen bliver på armslængdevilkår.
Højesteret finder herefter, at Skatteministeriet ikke har godtgjort, at en royaltysats på 7 % ikke ligger inden for rammerne af, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter, jf. ligningslovens § 2, stk. 1.
Endvidere fandt Højesteret ikke skatteretligt grundlag for at tilsidesætte parternes civilretlige aftale om opgørelse efter US GAAP.
