HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om en britisk/brasiliansk statsborger, tiltalt for groft udbytteskattebedrageri for ca. 320 mio. kr., fortsat kunne varetægtsfængsles efter dom i byretten, mens en strafudmålingsanke verserede. Striden stod om, hvorvidt den lange frihedsberøvelse – samlet set over 5 år, men hvor en del skyldtes afsoning af en belgisk dom – gjorde fængslingen uproportional efter . Højesteret fastslog, at proportionaliteten alene skal vurderes i forhold til muligheden for prøveløsladelse til normal tid efter , og at frihedsberøvelsen i dansk kontekst kun skulle regnes fra den 8. juni 2023. Da ankesagen var berammet til januar 2025, var den fortsatte fængsling ikke uproportional.
Tiltalte (T), britisk og brasiliansk statsborger med bopæl i Storbritannien, var ved Retten i Glostrup den 2. februar 2024 fundet skyldig i bedrageri af særlig grov beskaffenhed, jf. Straffeloven § 279, jf. Straffeloven § 286, stk. 2.
Tiltalen angik retsstridig uberettiget tilbagesøgning af udbytteskat for ca. 320 mio. kr. over for den danske stat i perioden februar 2012 – juli 2015. T blev idømt fængsel i 6 år og udvisning med indrejseforbud for bestandig. T ankede alene strafudmålingen (formildelse), og sagen verserede herefter i Østre Landsret som en udmålingsanke.
Sagen havde et komplekst internationalt forløb, hvor T sideløbende var forfulgt i Belgien for et tilsvarende udbytteskattebedrageri. Herunder følger en kronologisk oversigt:
| Dato | Begivenhed |
|---|---|
| 18. juni 2019 | Anholdt i Storbritannien på belgisk europæisk arrestordre |
| 10. november 2021 | Endelig afgørelse om udlevering til Belgien |
| 20. januar 2022 | Dansk varetægtsfængsling in absentia; dansk arrestordre udstedt |
| 9. februar 2022 | Varetægtsfængslet i Belgien (både på belgisk og dansk arrestordre) |
| 21. april 2023 | Belgisk dom: 4 års fængsel (ca. 22,7 mio. EUR / 170 mio. DKK) |
| 8. juni 2023 | Appeldomstol i Bruxelles afgør, at T ikke længere er tilbageholdt i den belgiske sag; tillader udlevering til Danmark |
| 13. juni 2023 | Overført til Danmark; anholdt og varetægtsfængslet |
| 2. februar 2024 | Byret: 6 års fængsel + udvisning; fortsat varetægtsfængsling under anke |
| 23. maj 2024 | Landsret: fængsling forlænget (mod T's protest) |
| 20. juni 2024 | Landsret: fængsling indtil dom; ankesagen berammet 15., 20., 21. og 29. januar 2025 |
Det fremgår af en skrivelse af 30. juni 2023 fra de belgiske myndigheder, at Tiltalte i Belgien alene havde været frihedsberøvet i fem dage (8.-13. juni 2023) med henblik på udlevering til Danmark. Forud herfor havde han været frihedsberøvet i den belgiske sag. Den belgiske fængselsstraf på 4 år blev anset for afsonet med den forudgående surrogatfængsling i Storbritannien og varetægtsfængslingen i Belgien (ca. 4 år).
Tiltalte gjorde gældende, at risikoen for unddragelse var bortfaldet, fordi han ved udeblivelse fra ankesagen ville få sin egen anke afvist (jf. Retsplejeloven § 920, stk. 2) og byrettens dom på 6 års fængsel stå ved magt, hvilket talte imod unddragelse. Han havde således en væsentlig interesse i at få nedsat straffen.
Anklagemyndigheden fastholdt, at der var unddragelsesrisiko efter Retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 1. Sagens alvor, T's manglende tilknytning til Danmark og det tidligere udleveringsforløb indebar, at man ikke kunne stole på, at han frivilligt ville møde. Interessen i en lavere straf kunne ikke opveje den objektive risiko.
Højesteret tiltrådte landsrettens vurdering af, at betingelserne i Retsplejeloven § 769, stk. 4, jf. Retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 1, var opfyldt. Retten bemærkede, at Tiltaltes argument om, at han ved udeblivelse ville miste sin anke og derfor havde interesse i at møde, ikke kunne føre til et andet resultat. Retsplejeloven § 920, stk. 2 tjener et andet formål og kan ikke afgøre spørgsmålet om unddragelsesrisiko.
Højesteret fastslog, at den relevante periode for proportionalitetsvurderingen skulle regnes fra den 8. juni 2023. Retten lagde vægt på:
Den forudgående tid kunne derfor ikke medregnes i den danske sag.
Højesteret præciserede, at når en domstol skal vurdere, om fortsat varetægtsfængsling er uproportional i forhold til den forventede straf, skal der alene tages hensyn til muligheden for prøveløsladelse til normal tid efter Straffeloven § 38, stk. 1.
Højesteret stadfæstede landsrettens kendelser af 23. maj og 20. juni 2024.
Statskassen skulle betale kæresagens omkostninger for Højesteret.
Højesteret finder på den anførte baggrund, at der ved vurderingen af, om fortsat varetægtsfængsling må anses for at være i strid med proportionalitetsprincippet i retsplejelovens § 762, stk. 3, alene skal tages fornødent hensyn til muligheden for at opnå prøveløsladelse til normal tid, jf. straffelovens § 38, stk. 1.
Der skal således ikke i fængslingsspørgsmålet foretages en konkret vurdering af, om den tiltalte undtagelsesvis kunne opnå tidligere prøveløsladelse efter Straffeloven § 38, stk. 2 – f.eks. fordi udvisning umiddelbart kan gennemføres. En sådan vurdering afhænger af faktiske og retlige forhold, som langt fra altid kan afklares på fængslingstidspunktet.
Højesteret henviste til fast praksis i UfR 2012.2271, UfR 2020.3699 og UfR 2024.2127, hvorefter proportionaliteten netop vurderes med udgangspunkt i prøveløsladelse efter to tredjedele af straffetiden.
Med en forventet tillægsstraf på ca. 3 års fængsel (jf. Straffeloven § 89) og ankesagen berammet til januar 2025, havde T på det tidspunkt, landsretten forlængede fængslingen, endnu ikke afsonet to tredjedele af den forventede straf. Fortsat varetægtsfængsling indtil dom var derfor ikke i strid med proportionalitetsprincippet i Retsplejeloven § 762, stk. 3.
