HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om en mistet skattefri efterlønspræmie på 53.664 kr. årligt skulle indgå i fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten efter . Appellanten var efter en arbejdsulykke gået på efterløn tidligere end planlagt og havde dermed mistet præmien. Ankestyrelsen havde i overensstemmelse med sin faste praksis alene medtaget præmien i årslønsfastsættelsen. Højesteret fandt, at en mistet efterlønspræmie ikke har betydning for vurderingen af evnen til at skaffe sig indtægt ved arbejde, og stadfæstede derfor landsrettens dom.
Appellanten pådrog sig den 3. juli 2018 en arbejdsskade. Skaden blev anmeldt til arbejdsgiverens arbejdsskadeforsikring. Som følge af gener fra ulykken valgte appellanten at gå på efterløn på et tidligere tidspunkt end oprindeligt planlagt. Dette medførte, at han gik glip af en skattefri efterlønspræmie, der beløb sig til 53.664 kr. årligt.
Parterne var enige om, at den tidligere overgang til efterløn og det dermed forbundne præmietab var en direkte følge af arbejdsulykken.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring traf i august 2020 afgørelse om appellantens erhvervsevnetab. I denne afgørelse blev den mistede efterlønspræmie indregnet i appellantens årløn efter dagældende arbejdsskadesikringslovs § 24. Præmien blev imidlertid ikke medregnet ved selve fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten efter lovens § 17.
Appellanten påklagede afgørelsen til Ankestyrelsen med den begrundelse, at den mistede præmie burde indgå i erhvervsevnetabsvurderingen. Ankestyrelsen stadfæstede den 18. november 2021 afgørelsen under henvisning til sin faste praksis, jf. principmeddelelse 2-20.
Kristelig Fagforening som mandatar for appellanten nedlagde påstand om, at Ankestyrelsens afgørelse af 18. november 2021 skulle hjemvises til fornyet behandling. Appellanten gjorde gældende, at den mistede præmie reelt var et udtryk for en nedsat evne til at skaffe sig indtægt.
Ankestyrelsen påstod stadfæstelse af landsrettens dom, som i den forudgående sag (BS-45070/2022-OLR) havde givet styrelsen medhold.
Den relevante bestemmelse i den dagældende arbejdsskadesikringslov – som var grundlaget for tvisten – havde følgende ordlyd:
Efter dagældende arbejdsskadesikringslovs § 17, stk. 1, har tilskadekomme ret til erstatning for tab af erhvervsevne, når arbejdsskaden har nedsat tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde. Det fremgår af § 17, stk. 2, at der ved bedømmelsen af tabet af erhvervsevne tages hensyn til tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning.
Det var således afgørende, om tabet af den skattefri efterlønspræmie kunne anses for at nedsætte appellantens evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde.
Højesterets præmisser var koncise. Retten fandt, at en mistet efterlønspræmie er uden betydning for vurderingen af den skadelidtes reelle evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde. Dette fremgik direkte af ordlyden af § 17, stk. 1 og stk. 2, der alene fokuserer på indtægtsmulighederne som følge af arbejdsevnen. Retten fastslog desuden, at Ankestyrelsens mangeårige praksis – som principmeddelelse 2-20 er udtryk for – måtte respekteres, medmindre der forelå klare holdepunkter for at tilsidesætte den. Sådanne holdepunkter forelå ikke.
Højesteret finder, at mistet efterlønspræmie ikke har betydning for vurderingen af tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, og at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens praksis om, at sådan præmie ikke skal indgå ved fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten efter dagældende arbejdsskadesikringslovs § 17.
Højesteret stadfæstede derfor landsrettens dom. Som følge af sagens udfald (Ankestyrelsen fik medhold) og under hensyntagen til sagens karakter, parternes interesse og advokatarbejdets omfang, pålagde Højesteret statskassen at betale 40.000 kr. i sagsomkostninger til Ankestyrelsen.
